Menneskekroppe. »Måske en slags samhørighed på tværs af tid kan være opmuntrende, måske en trøst,« siger Matthias Wivel om, hvorfor krisetider kalder på kunsthistoriens kanon. Han står bag Michelangelo-udstillingen på Statens Museum for Kunst.
Sårbare giganter
Matthias Wivel var i 11 år inspektør på National Gallery i London med ansvar for afdelingen af italiensk maleri fra 1500-tallet. Nu er han tilbage i Danmark som forskningschef på Glyptoteket.
Foto: Daniel Hjorth
Skulpturgaden hedder det glasoverdækkede strøg, som forbinder det gamle Statens Museum for Kunst med den nyere tilbygning. Og med det store antal skulpturer af renæssancens megastjerne Michelangelo, som for tiden er placeret i hele gaden, passer navnet bedre end nogensinde. Jeg har halvvejs drømt mig bort til 1500-tallets Firenze, da kurator Matthias Wivel ankommer via en sidedør i det højloftede rum.
Han taler med to af museets teknikere med arbejdshandsker på. Så smider han rygsækken på gulvet og løber i min retning. Jeg når lige at råbe, at vi ikke har travlt, og at han skal tage det roligt. Men han har øjensynligt ikke vores interviewaftale i hovedet.
Del: