#Resistance. »Kunst er bedst, hvis den taler til vores fælles menneskelige vilkår, så forskellige vores udgangspunkt end er.« Den engelske skribent og kurator Dean Kissick har skabt ravage med sit essay om den identitetspolitiske kunsts veje og især afveje.
Troldens år
»Min mor mistede begge sine ben på vej til Barbican Art Gallery.«
Sådan lyder den opsigtsvækkende indledning på Dean Kissicks essay The Painted Protest (Det malede oprør) i Harper’s, der udkom i slutningen af 2024 og slog ned i kunstverdenen som et rødglødende missil. Ikke i sympati med den stakkels kvinde, men fordi Kissick i sin lange og velskrevne artikel sætter ord på en frustration, som mange beskuere har følt de seneste år, når de har vandret rundt på verdens museer og biennaler: Hvor er kunstens magi forsvundet hen? Hvor kan man blive berørt og opnå en indsigt i et andet menneskes vildtvoksende blik på en verden, man ikke kender? Eller mener at kende, men som pludselig kan fremstå ny og mærkværdig eller uforståelig på en måde, der ikke lige vil slippe en igen?
Del:
