Afkoblet

For små ti år siden begyndte et nyt udtryk at brede sig i det online vokabular: »Left on read.« Altså: »Efterladt på læst.« Udtrykket henviser til den nævenyttige lille sladrehanksfunktion, Facebook Messenger indførte i 2012, som fortæller om – og hvornår – en modtager har set den besked, man har sendt. Og dermed også, hvor lang tid vedkommende har undladt at svare.

Ikke så snart var funktionen blevet indført, før brugere begyndte at opfinde måder at omgå den. Kunne man installere et snydeprogram i sin browser? Kunne man læse så meget som muligt af beskeden i appnotifikationen på sin mobilskærm, inden man klikkede den væk?

Når først man har åbnet beskeden, starter stopuret nemlig, hvor hvert minut opfattes omvendt proportionalt med modtagerens interesse i den, der forsøger at komme i kontakt. Det ved enhver, der selv har prøvet at vente på svar. Der er intet som et døgn på »læst«, der kan få den indre Glenn Close i Fatal Attraction til at røre på sig. »Jeg ved, du har set mig,« tænker man, tiltagende manisk. »Hvorfor ignorerer du mig?«

Ja, hvorfor egentlig? Sandheden er jo, at de fleste af os knap giver slip på vores telefoner for at vaske hænder, når vi går på toilettet. Så hvorfor svarer vi ikke bare?

Sidste januar bragte magasinet The Atlantic en artikel under rubrikken »The agony of texting with men«, hvori en manglende evne – eller vilje – til at svare på sms’er fik, hvis ikke hele skylden, så i hvert fald en hovedrolle i mændenes ensomhedskrise. I Weekendavisen fulgte vi op med en artikel, der til dels bekræftede The Atlantics påstand: I takt med, at vores kommunikation er rykket online, foregår mere og mere af vores sociale samvær også på skrift, og det at skrive og besvare beskeder er dermed ikke blot praktik og almen høflighed: Det er relationsarbejde, og forsømmer man at udføre dette arbejde, ja – så lider ens relationer. Mænd, bliv bedre til at kommunikere, var det underforståede budskab i begge artikler. Om ikke andet, så for jeres egen skyld.

JEG ER IKKE en mand. Men jeg kan afsløre, at jeg i dette øjeblik har 10.997 uåbnede mails i min indbakke, og 16 personer hængende på »læst« over forskellige platforme. »Det er længe siden, du har åbnet en notifikation,« oplyser beskedtjenesten Slack mig venligt, da jeg åbner min arbejdscomputer for at skrive denne tekst. »Vil du slå fremtidige notifikationer fra?« Åh, hvis bare.

En anden konsekvens af, at den mellemmenneskelige kontakt er rykket online, er nemlig, at den er blevet løsrevet fra tid og rum. Den er blevet asynkron, men også grænseløs. På Reddit og TikTok fortæller brugere om »besked-udbrændthed« og »sms-angst«; om en intens følelse af overvældethed forbundet med digital kommunikation, hvor noget så uskyldigt som et »hvordan går det?« kan udløse mindre panikanfald og mental lammelse. Lyder det hysterisk, så er det, som man forleden kunne læse i et indlæg af folkesundhedsforsker Devi Sridhar i The Guardian, ikke desto mindre underbygget af forskning, der viser, at digitale beskeder generelt stresser os mere end den ansigt til ansigt-kommunikation, de i vid udstrækning har erstattet.

Problemet er ikke, at nogle er dårlige til at svare på beskeder. Problemet er, at vi alle har gjort os evigt tilgængelige, og dermed skabt forventningen om, at man til enhver tid kan kræve et andet menneskes øjeblikkelige opmærksomhed. At svare på beskeder er ikke gratis: Det kræver tankevirksomhed, empati, som minimum er det (endnu) en mindre forstyrrelse. Vi er, som Devi Sridhar skriver, simpelthen ikke designet til det.

Skal man tro en ny modtrend, så ligger løsningen i en simpel systemindstilling: Tak nej til alle appnotifikationer, og lev et lykkeligt liv uden for rækkevidde. »At have sin telefon på ‘Forstyr ikke’ er den eneste måde at leve,« skrev herremagasinet GQ i november. »Mit fredfyldte, uforstyrrede liv som en ‘Forstyr ikke’-maksimalist,« lød en overskrift i denne måned i techmagasinet Wired, hvor en journalist berettede om en uge uden notifikationer som et radikalt eksperiment: »Jeg følte mig som en veganer i 90erne.«

Prisen for freden var, kunne man forstå, en irriteret partner. Journalisten valgte ikke at fortsætte eksperimentet, efter at ugen var overstået. Udvikling lader sig sjældent rulle tilbage af personlige valg alene: Vores relationer er blevet digitale, at forsømme dem har konsekvenser.

Men der må vel findes et kompromis – mellem evig tilgængelighed og den kommunikationsteknologiske pendant til at flytte ud i en skov. Foreløbig har jeg givet mig mellem 20 og 21 hver aften til at svare på alt, der ikke er akut. Og så øver jeg mig i at tænke, at hvis jeg ikke selv får øjeblikkeligt svar, så handler det nok ikke om mig. Det i sig selv kan faktisk være en befrielse.