Modgift

Tove Ditlevsen skriver i erindringsbogen Gift om sin anden mand, Ebbe, at når de lå i hinandens arme, og han fortalte om sin barndom, så lignede den alle andre mænds barndom: »Der er altid noget med en have og nogle frugttræer og en slangebøsse.«

Sådan kan det også føles at gå for meget op ad mennesker, man som udgangspunkt er enig om det meste med: Man har ligesom hørt det før.

Jeg kom til at tænke på citatet, da jeg for nylig i det uafhængige medie The Free Press læste et debatindlæg af en gruppe progressive studerende på det amerikanske eliteuniversitet Yale, der skrev, at de var »misundelige« på deres konservative medstuderende.

Modsat den progressive majoritet kunne de konservative nemlig regne med at blive udfordret på deres holdninger. Og dermed var de også tvunget til at genoverveje dem en ekstra gang, til at skærpe deres argumenter og til at forstå de modargumenter, som de med garanti ville blive mødt med. De var, kort sagt, tvunget til at blive klogere.

FOR STOR ENIGHED er ikke kun kedeligt i længden. Det er også sovemedicin for tanke og ånd. Og det angår ikke kun det progressive studentermiljø på Yale, det angår det store, kollektive vi.

Det er en gammel uskik på begge fløje, at vi tillader dem, vi som udgangspunkt er enige med, at slippe afsted med langt svagere argumentation end dem, vi er uenige med, hvor det i virkeligheden burde være omvendt: Vi burde gå langt hårdere til vores egne forudindtagelser end til modpartens. Den bedste modgift mod dette er som oftest at invitere modparten indenfor: at lytte, at lade sig sige imod og at turde blive fortalt noget, man ikke har lyst til at høre. Men i disse år sker snarere det modsatte.

Over hele den vestlige verden rykker kvinder mod venstre, mens mænd rykker mod højre. Kunne kun kvinder stemme i Danmark, ville rød blok vinde suverænt, Socialdemokratiet ville være det største parti og SF det næststørste. Kunne kun mænd stemme, ville det største parti være Liberal Alliance. Og som man blandt andet har kunnet læse her i avisen, er det især hos den yngre generation, at den politiske kløft er størst. Historien kender vi: Kvinderne er progressive og kampklar, mændene føler, at de er blevet marginaliseret, og at ligestillingen er gået for vidt, og de sidder i hver sin boble og laver ondsindede memes om hinanden.

Det er ikke et problem, at vi er uenige. Tværtimod. Men det er et problem, hvis vi ikke længere kan have en samtale om det, vi er uenige om. Jeg siger ikke, at det er nemt, for den teoretiske politiske diskussion bliver pludselig meget konkret, når den handler om vores egne kroppe, vores egne familier og grænserne for vores egen personlige frihed. Men måske netop derfor er vi nødt til at insistere på at fortsætte den.

Med andre ord: Måske skulle man finde sig en højreorienteret mand.