Lækre læsere

Rory Gilmore har altid en bog med. Skulle man lave et moodboard over Gilmore Girls, 00ernes ikoniske mor-datter-serie, ville tre artefakter være uomgængelige: vamsede sweatere, kæmpe, dampende kaffekrus og Rory Gilmores tunge bøger. På nettet og sågar i bogform kan man finde »The Rory Gilmore Reading Challenge«, et udførligt pensum over samfulde 339 bøger, den unge journalist in spe æder sig igennem på seriens syv sæsoner, herunder Sylvia Plaths Glasklokken, Kurt Vonneguts Slagtehal 5 og Judith Butlers Kønsballade.

I 00erne var Rory Gilmore en bogorm. Men det slog mig, da jeg genså serien, at man i dag nok snarere ville beskylde hende for at være en performativ læser.

Hvad vil det sige at læse performativt? Grundlæggende synes udtrykket at rette sig mod alle, der vælger at læse en bog i situationer, hvor man ellers ville have scrollet sociale medier på sin smartphone: i toget, på en café, i venteværelset, på et tæppe i parken. Telefonen er normaltilstanden, bogen er et aktivt tilvalg: »Se, jeg læser.«

 Selve performancen kan være mere eller mindre åbenlys (nærværende skribent har med imponade betragtet en yngre mand på en bænk holde en bog klemt inde mellem fire fingre i en snorlige 90-graders vinkel, så hele omslaget var synligt for forbipasserende), bøgerne kan være mere eller mindre omhyggeligt kurateret, men nøgleordet, der går på tværs, er signalværdi. »Book trapping« kaldte min kollega Linea Maja Ernst for et par år siden fænomenet, hvor – som oftest – mænd lægger de bøger, de læser (eller giver sig ud for at læse) ud på sociale medier i håb om, at nogen bogstaveligt talt går i fælden og får lyst til at åbne en samtale.

Og ja – hvis Rory Gilmore er den originale performative læser, synes begrebet i dag at være tæt forbundet med »den performative mand«: en mand, der demonstrativt (og performativt) positionerer sig som progressiv, solidarisk og til overflod i kontakt med sin følsomme side, fra de bøger han læser, til den grønne te, han drikker. Som negativ karikatur er han en broder til »pick me girl« – »vælg mig-pige« – et blandt feminister populært skældsord for kvinder, der kaster andre kvinder under bussen for at opnå mænds anerkendelse, og i begge begreber ligger både en anklage om kønsforræderi og en antagelse om grundlæggende forstillethed: »Pick me girl« kan ikke for alvor besidde de holdninger, hun giver udtryk for, og den performative mand kan umuligt være oprigtigt interesseret i de bøger, han sidder der og læser. Helt ærligt, synes man at tænke, hvilken mand ville frivilligt læse Sally Rooney, hvis ikke det var for at indynde sig hos det modsatte køn?

MEN BAG DENNE antagelse ligger også en anden, som er væsentligt mere forstemmende: Hvorfor skulle nogen dog gide læse noget som helst blot for læsningens skyld? I et essay i magasinet The New Yorker tolker kulturjournalisten Brady Brickner-Wood latterliggørelsen af den performativt læsende som både et udtryk for en dybere foragt for det skrevne ord i et samfund, der læser stadig færre bøger, og som et symptom på, hvordan sociale mediers iboende selvfremstillingsmekanisme gennemsyrer vores syn på alt: »Den eneste måde, internethjernen kan forstå en persons offentlige læsning af en bog, er gennem feedets prisme,« skriver han dystert.

Det er sikkert ikke helt forkert. Men en mindre dystopisk læsning kunne også være, at bogen i smartphonens tid er blevet ikke blot en dydsmarkør, men et begærsobjekt. Det er simpelthen sexet at læse. Instagram-kontoen hotdudesreading – »lækre fyre, der læser« – har over 1,3 millioner følgere og gør sig udelukkende i lurerfotos af læsende mænd i det offentlige rum, der, lad os være ærlige, nok var blevet opfattet væsentligt mere grænseoverskridende med omvendt kønstegn. Den amerikanske filminstruktør og bogsamler John Waters sagde berømt: »Hvis du går med nogen hjem, og de ikke har nogen bøger, så lad være med at gå i seng med dem«, og før Katherine Diez blev kendt som influencer, plagiator og nu reality-vært, var hendes claim-to-fame at være afsender på budskabet: »Jeg spiser ikke boeuf bourguignon med dig, før jeg har set din bogreol.«

I dag må det være på sin plads at sige: retfærdighed for Katherine Diez’ bogreol. Og hvis vor tids fremmeste scoretrick er et boguddrag på sociale medier eller en slidt kopi af Tove Ditlevsens Gift stikkende op af baglommen – er det så ikke præcis den reklame, den hårdt trængte papirbog har brug for?