Litteraturkritik. Er det så forfærdeligt, hvis fremtidige generationer ikke læser bøger i deres fritid? En psykologiprofessor stiller kætterske spørgsmål.
Den hellige bog
Michael Inzlicht elsker bøger. Den canadiske professor i socialpsykologi er en del af den dannede akademiske verden, hvor papiret næsten er ophøjet til en helligdom, så hvordan kan han næsten andet?
Men for nylig skrev han på sin blog: »Jeg er ved at begå akademisk kætteri.« Som mange andre bogelskere havde han med bestyrtelse betragtet sine børn, der trods ihærdige forsøg kun gad læse af pligt:
»Så kom jeg til at tænke: Er det så forfærdeligt, hvis de alligevel kan få den samme viden, de samme historier og mange af de fordele, vi forbinder med læsning, uden at være begravet i bøgerne i deres fritid?« spørger Michael Inzlicht, der til daglig er professor ved Institut for Psykologi ved University of Toronto.
Han gav sig til at granske sit syn på bogen og den forskning, som angiveligt skulle vise læsningens fortræffeligheder: Er der egentlig gode grunde til, at han og mange andre ser på lystlæsning af bøger som en moralsk overlegen fritidsbeskæftigelse?

Vi kigger rundt i toget med vores tykke Knausgård-bog i hånden og ser overbærende på de udannede medpassagerer med næsen i skærmen, og i mange år var det da også primært i bøger, man kunne finde vigtig viden og store litterære oplevelser:
»Men nu kan folk jo få information af høj kvalitet eller gode historier uden at læse bøger. Vi kan eksempelvis høre podcast, hvor eksperter forklarer os om forskellige emner, men vi kan bare stadig bedre lide bøger. Jeg tror, det er et udslag af vores kulturelle historie med læsning, men i dag tror jeg ikke, at der er noget specielt ved at læse bøger,« siger Inzlicht.
Bogen lever stadig højt på sin historiske position som en markør for dannelse, men måske har vi overvurderet, hvor meget bedre det er at bruge sin fritid på at fordybe sig i en bog end at stene Netflix foran skærmen.
Tvivlsom empati
Ingen betvivler, at det er en kæmpe fordel at blive god til at læse. Inzlichts forundring handler om vores syn på læsning, når vi har forladt skolebænken og læser for vores egen fornøjelse. Bliver man virkelig et bedre og klogere menneske af at læse mange bøger i fritiden?
I begyndelsen af 10erne mente forskere at kunne vise, at skønlitteratur gjorde folk mere empatiske og hjælpsomme, men siden da er selv nogle af de førende forskere på området begyndt at advare mod at sætte for stor lid til resultaterne fra de gamle forsøg.
Der er ganske vist en sammenhæng mellem læsning og empatiske evner, så måske bliver vi en smule bedre til at gætte, om en person er empatisk, ved at kende deres læsevaner. Men ifølge Inzlicht er det svært at vide, om det handler om selve det at læse, eller om at empatiske mennesker bare bedre kan lide historier, fordi de giver dem et indblik i andre menneskers sind. De få studier, som følger unges læsevaner og empati over tid, leverer i hvert fald langtfra entydige tegn på, at læsningen er årsagen til empatien.
Samtidig peger Michael Inzlicht på, at forbindelsen mellem empati og fiktion efter alt at dømme ikke er forbeholdt bogen. Det lader grundlæggende til at handle om, at man bliver eksponeret for andre menneskers tanker og opdager, at ikke alle tænker på samme måde.
»Eksperterne på området siger eksempelvis også, at der er en forbindelse mellem empati og det at se film,« siger Inzlicht.
Lyst er ikke nok
Så det er usikkert, om lystlæsningen gør os til bedre mennesker, men gør den os så ikke i det mindste til bedre læsere?
»Vi finder altid, at bedre læsere læser mere. Derfor kan det lyde meget plausibelt, at man også bliver en bedre læser, hvis man læser en masse,« siger Elsje van Bergen, der er lektor på Vrije Universiteit i Amsterdam og forsker i læsning og genetik.
»Men resultater fra en række forskellige studier, vi har lavet i forskellige lande med forskellige metoder, antyder, at vi skal være forsigtige med at drage den konklusion: Alle de her studier finder evidens for, at læseevner har en effekt på, hvor meget man nyder at læse, og hvor meget man læser i sin fritid, men om læseglæde og lystlæsning også gør folk til bedre læsere er mere usikkert,« siger van Bergen.
Det er ikke tilfældigt, hvem der bruger fritiden på lystlæsning, og det er pr. definition svært at lave forsøg, hvor man efter lodtrækning får folk til at læse bøger af egen drift.
Tvillingestudier, der kan tage højde for betydningen af gener og opvækst i familien, viser kort fortalt, at dygtige læsere er gladere for at læse og pløjer sig igennem flere bøger i fritiden – mens fritidslæsning og læseglæde omvendt ikke ser ud til at påvirke evnerne til at læse.
Det samme mønster ser man grundlæggende i studier, hvor man følger folks læsning over tid: Evner ser ud til at føre til mere læsning. Der er dog to finske studier, som finder, at der fra 3. klasse også kan være en sammenhæng den anden vej – fra fritidslæsning til evner.
Så hvad skal vi tro?
»Min mavefornemmelse baseret på alle de her studier er, at lystlæsning har en effekt på læsefærdigheder, men at den er mindre end effekten af læsefærdigheder på lystlæsning og måske først kommer senere i børns udvikling,« siger Elsje van Bergen.
Læseskam
Når vi er så overbeviste om, at lystlæsning er altafgørende for at blive en god læser, kan det skyldes, at en væsentlig del af vores læseevner påvirkes af en usynlig kraft: vores gener.
Lærere er skam meget vigtige, skynder van Bergen sig at understrege – uden lærere ville vi være et analfabetisk samfund, og så ville generne ingen betydning have.
»Men når vi laver studier i Skandinavien og Nederlandene, hvor der er lige adgang til god, gratis skolegang med en national læseplan, så spiller gener en stor rolle som forklaring på forskellene mellem børnenes basale læsefærdigheder.«
Til gengæld spiller genetikken en mindre rolle, når forskerne laver nogenlunde samme studie i Florida, hvor familiens indkomst spiller en meget større rolle for kvaliteten af undervisningen.
Vores gener dikterer ikke vores læsefærdigheder eller -vaner, men de giver nogle et forspring frem for andre. Vi er tilbøjelige til at kaste os over aktiviteter, som vi i udgangspunktet har talent for, og det er en af forklaringerne på, at dygtige læsere har en tendens til at bruge fritiden på at læse, mens dem, der har svært ved bogstaverne, ofte flygter fra bøgerne.
Det, som ligner effekten af bøger og læsning, kan reelt være et udtryk for medfødte forudsætninger:
»Der var engang en overskrift i The Guardian om, at flere bøger i hjemmet gør dine børn til bedre læsere, men det var baseret på et studie, som bare havde fundet en sammenhæng mellem antal bøger i hjemmet, og hvor gode børnene var til at læse,« siger Elsje van Bergen.
»Det kan jo godt være et udtryk for, at forældrene har skabt et stimulerende læringsmiljø i hjemmet, men det kan lige så vel afspejle, at forældrene har gode genetiske forudsætninger for at læse, og de gener kan både være forklaringen på de mange bøger i bogreolen og deres børns gode læsefærdigheder.«
Elsje van Bergen og hendes kolleger advarer imod at bebrejde børn, som kæmper med at læse, for ikke at tilbringe nok tid begravet i bøgerne, når de får fri fra skole:
»Jeg tror, at det er fint at stimulere børn til at læse i deres fritid, men vi skal ikke tvinge dem til det, for evidensen for, at lystlæsning har en effekt på læsefærdigheder, er jo langtfra entydig,« siger van Bergen.
For voksne bogelskere er det nærliggende at tænke, at man får børn til at forelske sig i læsning ved at stikke dem en spændende frilæsningsbog, men den kedelige sandhed kan være, at vejen til lidenskabelig læsning går gennem læseundervisning med en lærer. I hvert fald peger en amerikansk metaanalyse fra 2021 på, at det ikke giver nogen gevinst at lade børnene læse på egen hånd:
»Det studie har et vigtigt budskab, synes jeg. Det er ikke uden konsekvenser at tage fejl på det her område, fordi undervisningstiden er så begrænset, så hvis man spilder tiden på noget, som ikke virker, kan det være skadeligt, fordi det kan stjæle tid fra vigtige ting som eksempelvis læseundervisning, der faktisk gør en forskel,« siger Elsje van Bergen.
Skønlitterære skærme
Bogens ophøjede status handler ikke først og fremmest om selve indholdet, men om mediet. Man kan sidde med sin papirbog og kigge overlegent rundt på andre, der måske læser den selvsamme bog på en tablet eller smartphone.
Der er da også ret mange studier, der viser, at vi bedre forstår en tekst, når vi læser den på papir end på en skærm:
»Hvis der er noget, man gerne vil lære, ser det ud til at være bedre at have det på papir,« siger Annika Ahrens-Schwabe, der er postdoc ved Institut for Kommunikation ved Universitetet i Wien.
Der er bare et vigtigt forbehold: Den konklusion handler ikke om de store litterære oplevelser, men om fagbøger. Når det drejer sig om fortællende tekster, er den fysiske bog ikke nødvendigvis et overlegent medie, viser en metaanalyse, som Ahrens-Schwabe og hendes kolleger har lavet:
»Den åbenlyse konklusion af vores analyse er, at der ikke ser ud til at være nogen forskel på ens forståelse af teksten, uanset om man læser fortællende tekster på skærm eller papir,« siger Annika Ahrens-Schwabe.
I slutningen af 00erne lød en populær teori, at skærmene ville gøre os til overfladiske læsere. Ifølge Ahrens-Schwabe er det meget svært at teste: Hvor finder man i dag nogen, som ikke læser på skærme?
»Men vi har set på, om der er forskel på tekstforståelsen på papir og skærm over tid, og vi finder ingen forskel de seneste 25 år,« siger Annika Ahrens-Schwabe.
Der er heller ikke forskel på, om studierne er lavet på stationære computere som i 1990erne eller på tablet eller e-bogslæsere.
I dag læser de fleste på smartphones, men problemet er, at vi ved meget lidt om, hvad det gør ved vores læsning, fordi der kun er lavet ganske få studier. Måske bliver vores læsning mere distraheret på de små skærme med de mange notifikationer?
Skærmene leverer imidlertid ikke kun distraktion, men kan også hjælpe os til bedre at forstå en tekst. Metaanalysen viser, at multimediefunktioner og interaktive elementer, der understøtter historien, faktisk kan hjælpe forståelsen på vej.
Finere at læse
Men læsning foregår ikke i et vakuum, og ifølge Annika Ahrens-Schwabe er de fleste forsøg lavet under kontrollerede forhold, hvor folk ikke bliver distraheret af andet undervejs.
Det kan godt være, at man får mere ud af at læse en roman i øreklapstolen end den samme bog på en skærm i myldretidstoget. Det fænomen ser man med lydbøger, hvor studier viser, at forståelsen er lige så god, som når vi læser på papir, men i realiteten vil vi ofte lave andre ting samtidig, og det kan være en smule distraherende.
Det handler imidlertid ikke om mediet, men om situationen:
»Man får jo præcis den samme information, uanset om man læser eller lytter til en bog,« siger Michael Inzlicht.
»Alligevel ser vi ned på dem, der lytter til bøger, og det synes jeg virkelig illustrerer, at det må handle om den indsats, vi føler, at vi har gjort.«
Inzlicht og kollegerne forsker meget i betydningen af anstrengelse, og et spøjst fænomen, de kan se i deres forsøg, er, at folk bedre kan lide ting, der har krævet en større indsats:
»Vi tænker: Jeg har knoklet for at frembringe det her, så det må være mere værd. Måske er vores forkærlighed for læsning bare endnu et eksempel på det fænomen,« siger Michael Inzlicht.
Det er, som om vi kommer for nemt til resultatet, når vi lytter til en bog eller ser en film. Her kan papirbogen signalere, at vi gør en indsats – både over for os selv og andre.
Ifølge Inzlicht er der forsøg, der viser, at vi hellere vil samarbejde med folk, der har gjort en stor arbejdsindsats, selvom resultatet af deres slid er det samme som resultatet for dem, der har knoklet mindre.
»Vi kan lide folk, der gør en indsats, selv hvis den er nytteløs, fordi vi tror, at det fortæller noget om deres karakter,« siger Inzlicht.
Vi lever stadig i ekkoet fra bogens vidensmonopol. Men måske er der ingen grund til at se ned på folk, fordi de har opdaget, at der er nemmere måder at få viden og gode historier på.
Del: