Manden der ville være fri

Jeg har en mærkelig erindring, som i mit hoved altid vil være tæt forbundet til Henrik Stangerups forfatterskab. Det er sidst i 1980erne, varm højsommer i Aarhus, og i parken bag Den Gamle By solbader jeg højt oppe på en skråning, mens jeg læser Stangerups roman Fjenden i forkøbet.

Jeg er forsvundet ind i bogen, men på et tidspunkt får nogle forstyrrende lyde mig til at se op. Og dér, skråt neden for mit tæppe, nok ikke mere end fem-syv meter væk, ligger en tynd mand med mørkt hår og river i sit kønsorgan. Fra hans mund kommer en hæs piben, og øjnene glor uhæmmet lige på mig. Synet er bizart og chokerende. Men det får mig ikke til at pakke sammen og komme afsted. Jeg bøjer i stedet ansigtet ned over bogen og læser videre.