Finansmand. Et romantisk partnerskab er også et økonomisk partnerskab. Gid Materialists havde turdet tage dette alvorligt.
Materielle behov
Advarsel: Denne kommentar indeholder spoilers for Celine Songs ’Materialists’.
Vil man kende tidsånden, skal man gå på TikTok. I foråret 2024 uploadede en ung amerikaner ved navn Megan Boni en 19 sekunder lang video til det sociale medie, hvor hun med overdreven knirkestemme fremførte sit bud på årets sommerhit: »I’m looking for man in Finance. Trust fund, 6,5', blue eyes.« Altså: »Jeg leder efter en mand, der arbejder i finansbranchen. Familiefond, 195 centimeter høj, blå øjne.«
Videoen var med Bonis egne ord en parodi over kvinders urealistiske krav til mænd, og den blev omgående en viral sensation. Hurtigt fulgte magasinartiklerne, stormen af indforståede referencer og sågar en selvhjælpsbog (»den ultimative guide til alle kvinder, der søger deres egen finansdrømmeprins«). Fænomenet »finansmanden« var født – et satirisk, men også smerteligt rammende symbol på moderne datingkultur.
Lidt hårdt kan man sige, at Megan Boni på 19 sekunder lykkedes med, hvad filmskaberen Celine Song (kendt for den Oscar-nominerede Past Lives) ikke formår på de knap to timer, hendes nye og stærkt omdiskuterede romantiske drama Materialists varer. Det var i hvert fald min umiddelbare tanke, da jeg svært skuffet forlod biografen.

Et hurtigt rids til de uindviede: Filmen handler om Lucy, spillet af Dakota Johnson, en kvinde i begyndelsen af 30erne, der arbejder som matchmaker på et datingbureau i New York, og som bliver fanget i en slags trekantsdrama mellem sin ekskæreste, den fattige skuespiller John (Chris Evans), der som 37-årig stadig bor med to roommates og bijobber som tjener, og den charmerende og obskønt velhavende Harry (Pedro Pascal), der tiltrækkes af Lucys pragmatiske tilgang til ægteskab og kurtiserer hende, som var hun et firma, han gerne vil opkøbe.
Det er netop denne finansgørelse af kærlighed, der over en bred kam er blevet kritiseret, ikke mindst her i avisen: »Hvis det moderne datingmarked er så åndsforladt, umenneskeligt og eroderet af kapitalistisk logik, som det præsenteres her, har jeg ikke lyst til at vide mere om det,« skrev min kollega Lasse Winther Jensen i sin anmeldelse af Materialists, som han i øvrigt kaldte den mest forstemmende film, han har set i år.
FOR DET MESTE er jeg enig med Lasse Winther Jensen, når det kommer til film. Men her mener jeg, at han tager fejl. Problemet med Materialists er nemlig ikke, at den skildrer et kynisk datingmarked, hvor mennesker reduceres til deres aktiver, kærlighed bliver et spørgsmål om værdisætning og ægteskabet til en gemen forretningsaftale, men at den ikke gør det nok. Ja, faktisk er filmens største synd, at den på falderebet helt forråder sin egen præmis.
For – og her kommer nok filmhistoriens mindst overraskende spoiler – Lucy ender jo med at takke nej til Harrys tilbud om et komfortabelt fornuftsægteskab for i stedet at gå tilbage til sin ekskæreste i det, han selv præsenterer som »en rigtig dårlig økonomisk beslutning«. Happy ending, ikke sandt? Men tænk, hvis Materialists havde turdet tage alvorligt, at et romantisk partnerskab også er et økonomisk partnerskab, og at en kvinde som Lucy aldrig vil kunne få det liv, hun ønsker sig, med en mand som John.
Økonomi forsvinder ikke som faktor, bare fordi vi lader, som om den ikke eksisterer. Penge former vores liv og vores drømme. Penge bestemmer, hvor og hvordan vi bor, hvad vi spiser, hvordan vi går klædt, og hvilke samtaler vi har. Hvor bekymrede vi skal være for at blive gamle og syge, og hvilke muligheder vi kan tilbyde vores børn.
Det er, som man for nylig har kunnet læse her i avisen, en myte, at kvinder i højere grad end mænd gifter sig over deres stand. Hvad derimod gælder, er, at vi søger mennesker, der ligner os selv. Højtuddannede søger højtuddannede, karrieremennesker søger karrieremennesker. Har 10ernes og 20ernes opblomstring af datingapps gjort det lettere at sortere mulige partnere på baggrund af kvantificerbare kriterier som udseende, alder, uddannelse og jobtitel? Ja, måske. Men lad os ikke bilde os ind, at disse kriterier aldrig betød noget før i tiden.
»Jeg er frygtelig,« siger Lucy igen og igen om sin egen materialisme, men er hun faktisk det? Hun mindes sine forældre skændes om penge. Hun siger, adspurgt af Harry, at det ikke engang er pengene i sig selv, det handler om, men det, de repræsenterer. Hun vil føle sig værdifuld. Det er dette helt legitime behov, filmen negligerer, når den lader hende vælge den ekskæreste, der allerede har gjort hende ulykkelig én gang.
Pointen med Megan Bonis 195 centimeter høje finansmand er selvfølgelig, at han ikke eksisterer, og at hvis man udelukkende går efter ham, vil man blive skuffet. Og det er næppe heller alle, hvis hedeste drøm er en mand med en veludrustet familiefond. Men måske det ikke ville skade med en mere åben og uromantisk samtale om de kriterier, vi vælger vores partner efter, og hvad penge egentlig betyder i et parforhold. Det kræver bare, at der er nogen, der tør.
Del: