Tidsånden i en frakke

Pludselig var den ikke til at overse. Penny Lane-frakken. Som ved en kollektiv beslutning begyndte yngre kvinder at klæde sig som Kate Hudsons rockgroupie i kultfilmen Almost Famous: langskaftede støvler, trompetbukser og altså denne lange, vamsede rulamsfrakke med pelskrave. Afghanerpelsen, som min mor, der var teenager i 70erne, ville kalde den.

Robert Redford og Diane Keaton er borte, men det årti, de var med til at definere, føles mere nærværende end længe. På Hollywoods røde løbere poserer herrerne i åbenstående skjorter og glimtende smykker over de bare brystben; de ligner alle nogen, der er på vej i studiet med Fleetwood Mac. Rapperen Kendrick Lamar optræder til Super Bowl iført et par overdimensionerede bell-bottoms fra Celine, popsangeren Sabrina Carpenter danser rundt i gogo-støvler og spiller ABBA-covere til sine koncerter, selv vores sneakers, der ikke kunne blive store og klodsede nok, skal nu ligne 70ernes løbesko: slanke og gerne i ruskind.

Nostalgi? Måske, men endnu mere ligner det et mellemværende. Historien gentager sig ikke, men den rimer som bekendt, og i disse år er der, som også min kollega Joakim Jakobsen for nylig har bemærket her i avisen, en del, der synes at rime på 70erne: handelskrig og kønskamp, antikrigsdemonstrationer på gader og universiteter, økonomisk desillusion, mistillid til staten og, måske frem for alt, eskalerende politisk vold.

Næppe tilfældigt er det således, at efterårets uomgængelige storfilm, Paul Thomas Andersons One Battle After Another, trækker tråde til 70ernes paranoide thrillere, venstreradikale oprørsgrupper og blaxploitation-film i en cyklisk fortælling om undertrykkelse og modstand, der, fraset en enkelt iPhone, lige så godt kunne foregå for 50 år siden. Tv-serien Say Nothing, der udkom sidst i 2024 og er baseret på journalisten Patrick Radden Keefes nonfiktionsbog af samme navn, er både et nutidigt blik på de menneskelige omkostninger af konflikten i Nordirland og en opvisning i 70ernes revolutionære æstetik: Hovedpersonerne er unge, karismatiske, svøbt i rullekravesweatere og lange læderfrakker; var det ikke for automatriflerne, kunne de være trådt lukt ud af ARKETs lookbook for vintersæsonen 2025. Herhjemme kan vi også være med: I sidste uge lancerede Politiken en podcast om en dansk kvinde, der midt under The Troubles møder og forelsker sig i en efterlyst IRA-soldat, og Weekendavisen har netop afholdt et udsolgt debatarrangement om Blekingegadebanden.

Men det mest interessante eksempel er nok Kelly Reichardts sortkomiske kupfilm The Mastermind, der fik premiere på Cannes i maj, og som ikke blot udspiller sig i 70erne, men mimer årtiets filmsprog i en grad, der nærmer sig pastiche: demonstrativt langsom og mudderbrun og med et insisterende jazzet soundtrack. Den kunne ligne en simpel stiløvelse, var det ikke for den politiske uro, der hele tiden ulmer i baggrunden, mens filmens kantede antihelt, den mislykkede kunsttyv James Blaine Mooney, gør sit bedste for at undslippe tidsånden. Forgæves, selvfølgelig, for tidsånden får os alle til sidst. Måske er det netop det, vi har brug for at lære af historien.