Det var en dampende hed sommeraften i Chicago, 12. juli 1979. Det slidte baseballstadion Comiskey Park, hjemsted for Chicago White Sox, var pakket til sidste sæde, overfyldt ned til rækværket. I gaderne rundt om arenaen flokkedes tusinder af mennesker, som forsøgte at mase sig ind. Aftenens program var en dobbeltkamp mod Detroit Tigers, men hjemmeholdet var på denne tid en lidt trist størrelse uden appel og store profiler, langt fra storhedstiden i begyndelsen af det 20. århundrede. Tilskuertallet i 1979 lå på sølle 16.000 pr. kamp, og hos det lokale politi havde man smågrinet, da arrangørerne kom og anslog et tilskuertal på 35.000. Nu var op mod 60.000 mennesker dukket op, fortrinsvis unge mænd. Over 47.000 slap ind – på et stadion med kapacitet til 44.000 tilskuere.

Vagterne kæmpede ved indgangene. Det var tydeligt, at noget skulle slippes løs denne aften. Et oprør ulmede.