Forleden faldt jeg over et udtryk, der satte mit liv i perspektiv på en måde, som jeg ikke har oplevet, siden jeg lærte, at der var noget, der hed storesøstersyndrom. Lad mig præsentere revenge bedtime procrastination – eller lidt mindre mundret på dansk: hævnsengetidsudsættelse – den dybt kontraproduktive, men åbenbart også udbredte praksis at blive alt for sent oppe uden anden grund, end at man ikke har lyst til at gå i seng.

Hvem hævner man sig på? Sig selv, viser det sig.