Et sted på den jyske hede står en enorm bygning, grå og kantet som et tilfældigt lager langs landevejen til Billund. Sådan et sted, hvor Jeff Bezos nemt kunne piske sine ansatte rundt som flittige myrer mellem de bugnende reoler.

Men her pisker menneskene rundt helt af sig selv, afklædte mænd og kvinder, drenge og piger i badeshorts og bikinier. Allerede udefra kan man se dem flyde som mørke skygger gennem de farverige rør, der slynger sig ind og ud af den ene side af bygningen som et tarmsystem, der er ploppet ud gennem et hul i maven.

Lalandia kalder man stedet.

Det er først på sommeren, og vi er lige ankommet til Billund, syv voksne og tre børn, bedsteforældre, onkler og tanter, alle debutanter i dette fascinerende parallelunivers, som mange elsker at hade og endnu flere elsker at elske. Alle med et fromt håb om at forstå den sidste gruppe mere end den første, når weekenden engang er ovre.

Hjemmefra har jeg derfor studeret programmet nøje og sat kryds ved adskillige aktiviteter, som vi ikke må gå glip af. En gammel arbejdsskade fra mine syv somre som sæsonarbejder i Fårup Sommerland, hvor jeg lærte, at der kun er to måder at gå til den slags oplevelser på: gå hele vejen. Eller gå hjem.

Desværre er vi for sent på den til Monky Tonky Show med Hr. Plys, som ellers lover »masser af ballondyr og højlydte grin fra alle ungerne«. Til gengæld er der »havfruesvømning« i morgen, og selvom det vil være forkert at påstå, at jeg altid har drømt om at være en havfrue, så kan sådan en drøm jo godt begynde at vokse i en, når muligheden byder sig.

Rundtomkring i aftenlyset vandrer familier med overgearede børn, der løber afsted, grinende og høje på sukker. Frisurerne er pjuskede, de fleste er iført klipklapper og har et fugtigt håndklæde over skulderen. Overalt ser man T-shirts med opbyggelige budskaber som »Girl Power«, »L♥VE« og »Living in the Matrix«. En enkelt kvinde er malet i ansigtet som en sommerfugl, og pludselig kommer en mand med en omvendt kasket kørende på et elektrisk løbehjul med en sliksut om halsen.

De ser trætte ud, menneskene, men ikke på en udmattet eller opgivende måde. Mere som en Tadej Pogacar, der lige har vundet en stor Tour-etape. De smiler og dasker til hinanden, trasker nærmest fløjtende forbi os. De ser temmelig lykkelige ud.

Og i morgen er det vores tur.

DET ER SNART 40 år siden, at en driftig aalborgenser ved navn Ejnar Jensen fik ideen til det første Lalandia, et gigantisk indendørs vandland omringet af feriehuse. Det første center åbnede i 1988 i Rødby på Lolland, og pludselig kunne danskerne tage på en slags charterferie uden at rejse sydpå, billigere og med garanteret sol, som det dengang lød i medierne. Det lidt lalleglade navn kom fra latin og betyder, ja, faktisk bare Lolland. Men over årene har man alligevel udvidet geografisk til både Billund og Søndervig ved Vesterhavet, og samtidig er konceptet knopskudt voldsomt fra det oprindelige vandland til en Las Vegas-agtig kulisse.

Det opdager vi med det samme, da vi kryber ind gennem den besynderligt lille indgang, man har monteret under et gigantisk billede af en storsmilende dreng i en badering.

Indenfor skinner en blåmalet himmel ned på de kunstige palmer, de små fortovscafeer og en herretøjsbutik ved navn Señores. Et par børn er blevet spændt fast til nogle enorme elastikker og hopper nu flere meter op i luften fra en trampolin i en form for frivillig tortur. Rundt om hvert et hjørne venter nye overraskelser: minigolf, bowling, sportshal, legeland, et akvarium med fisk og bag dem et kig ind til de flydende mennesker i en pool. Pludselig går man igennem en grotte og befinder sig i »Winter World«. Under loftet dingler en dreng i en form for svævebane over et mægtigt juletræ, og bag en rude gemmer sig en skøjtebane.

Her mangler skam ikke noget.

Alligevel er der få steder i Danmark, som deler vandene lige så meget som de lunkne bassiner i Lalandia. Der er dem, som investerer i et af de mere end 1.000 feriehuse, udenrigsministre eksempelvis, så de kan svinge forbi igen og igen og igen. Og så er der dem, der slår en nærmest forulempet mine an, når man fortæller dem, at turen går til Lalandia – et ord, der nemt kan udtales som en form for bandeord.

Skulle herremagasinet Euroman placere fænomenet i sin såkaldte e-matrix, der måler tidsånden på de evigtgyldige akser fra latterligt til genialt og fra lavkultur til finkultur, ville vi ganske sikkert befinde os i feltet med »latterlig lavkultur« – sammen med alt andet, der er for meget på den forkerte måde. Modsat eksempelvis modeugen eller Roskilde Festival, der er for meget på den helt rigtige måde og derfor nok hører til i feltet med »genial finkultur«.

Selv forsøger jeg at bevare et nysgerrigt sind, og de fleste i Lalandia ser nu også ret ligeglade ud med den slags betragtninger. En skaldet mand kommer gående med en Monky Tonky-bamse stukket ned bag i shortsene som en mislykket brazilian butt lift. Han ligner typen, der ikke giver nogen fucks for, hvad andre tænker. Sådan har de fleste det vist, de lader sig bare omfavne af omgivelserne, hviler i sig selv, har det … ja, misundelsesværdigt sjovt.

Jeg har allerede fuldstændig mistet tidsfornemmelsen, aner ikke, om der er gået ti minutter eller et halvt liv. Men da jeg ser en mand med en fadøl i hånden, tænker jeg, at vi i hvert fald må nærme os frokosttid. Mandens ene søn er ved at tæske den anden søn med en form for pind. »Hvis du ikke stopper,« råber faderen, »så propper jeg den pind op i røven på dig.«

Illustration: Gitte Skov

Jeg kigger på mit ur. Klokken er 10.48.

Vi lokaliserer endelig Monky Tonky Land, det »super sjove indendørs legeland for børn i alderen 0-12 år«, dagens første udflugtsmål. En kvinde er næsten faldet i søvn i en massagestol, som man har opstillet strategisk i et hjørne. Oven over hende myldrer børn rundt i et sindrigt system af net og rutsjebaner, boksepuder og kuglebassiner.

I midten af det hele hænger noget, der ligner en forvokset model af en coronavirus, en rød kugle med hvide tentakler. Som om Lalandia gerne lige vil minde alle om, at de er trådt ind i et eksperiment, en sammenkogt ret, hvor alle bringer hvert sit krydderi til gryden og kan få en smagsprøve med hjem, en fodvorte eller en løbende næse.

Vi sætter os i et stolearrangement med en kop kaffe og slipper børnene fri. Det forløber overraskende uproblematisk, de klarer sig selv, accepterer junglelovens diktat, de store børns forrang. Og vigtigst af alt: Ingen forsøger at lokke mig med op i herlighederne som den stakkels dame, der nu er i færd med at manøvrere sin datter ned under det, jeg bedst kan beskrive som en form for kagerulle af skumgummi.

Jeg når lige at ærgre mig over, at jeg har glemt en bog, men så kommer børnene trissende.

»Nu gider vi ikke mere,« siger de. »Hvornår skal vi i vandland?«

HVIS MAN IKKE selv har været i Lalandia, er det svært at forstå, hvad der møder en, når man træder ind i Aquadome, stedets egentlige hovedattraktion, som tiltrækker hundredtusindvis af turister hvert år.

Man kan måske forestille sig et gigantisk terrarium med kunstige palmer og junglemalerier på væggen. Sådan lidt ligesom i filmen The Truman Show, hvor Jim Carrey til sidst flygter ud gennem en dør i en væg, som han indtil da troede var et stykke himmel over horisonten.

Men her er ingen på flugt, alle plasker tilfredse rundt i bassinerne, spiser pommes og hopper hvinende op og ned i bølgebassinet. I loftet har nogen installeret et gigantisk vindue, der fungerer som en slags brændglas, så man føler sig som et nytændt bål, hver gang man passerer midten af det glohede badeland. Det er også det eneste, der minder os om, at der stadig er en verden derude med høfeber og regninger og Aula og alt det andet, som udgør selve livet.

De bekymringer har børnene heldigvis ikke, og der går ikke længe, før de små finder sig til rette i et bassin, hvor de flyder afsted i en badering, rundt og rundt og rundt, så jeg til sidst mister orienteringen. Jeg efterlader min kone alene med børnene og begiver mig på opdagelse med de andre voksne. Det er nu, den sidste distance til det hele skal nedbrydes.

I hjørnet finder jeg en stor trappe, som fører op til det tarmsystem af rutsjebaner, som jeg så udefra dagen før. Jeg får fat i en form for tæppe, der er foldet op i enden og påmonteret to håndtag. Da lyset skifter til grønt, skubber jeg mig afsted, men får placeret mig en anelse skævt, så jeg er nødt til at klamre mig fast til tæppet, mens jeg svinger rundt i det smalle rør med hovedet først. Og så – pludselig er jeg ude i det fri, alt forsvinder under mig, og kort efter banker jeg skulderen ned i kanten og lander for enden med hovedet i vandet.

Jeg griner insisterende, nærmest manisk, til en mand, der venter på et af disse »tæpper«. Pludselig kommer en ældre kvinde gående med blod hele vejen ned ad lår og skinneben. Hun holder sig til næsen, er nok stødt sammen med en anden badegæst. »Er du okay?« spørger jeg. »Hvad tror du selv?« svarer hun og småløber videre mod udgangen. Det viser sig at blive den længste samtale, jeg har med en fremmed i Lalandia. Her passer hver sit, alle andre er en del af kulissen, og det er egentlig helt fint med mig.

Klokken nærmer sig 14.15, tidspunktet for dagens havfruesvømning, turens højdepunkt. Jeg skynder mig tilbage til familien og hiver min datter med udenfor. En længere kø har allerede formet sig, små piger og drenge står og skutter sig under den grå himmel. Jeg kigger på dem. Så kigger jeg på mig selv og indser pludselig, at denne disciplin kun er tiltænkt børn.

Det er lidt af et tilbageslag, men vi får skruet min datter ned i en havfruehale og danser lidt frem og tilbage i bassinet med nogenlunde samme elegance som dengang, Allan Simonsen var med i Vild med dans.

Da hun mister interessen, sniger vi os over i hjørnet. Jeg kigger rundt, ingen holder øje, nu er chancen der! Jeg sætter hende op på kanten, hiver halen af og klemmer mine egne fødder ned i den. Så sætter jeg fra på kanten og skærer gennem vandet som en ægte havfrue i Lalandia, endelig er jeg ét med dette flydende rige.

Men det føles nu ikke som nogen stor triumf. Folk begynder at kigge. Og så går det op for mig, hvad der er galt. Lalandia er en nærmest perfekt kalibreret illusion. Kommer der små ridser i overfladen – som for eksempel en voksen mand, der begynder at krabbe sig rundt i en alt for lille havfruehale – ja, så begynder det hele at krakelere. Pludselig bliver alle bevidste om, hvad det er, vi render rundt og laver. Og det er ikke godt.

Så jeg hiver halen af og får mine menneskeben igen, vi finder familien og forlader Aquadome endnu en erfaring rigere.

Udenfor venter Monky Tonky, en forvokset abe i rød-hvide overalls, som altid er »klar med en abeskøn krammer«. Jeg har egentlig brug for netop sådan en efter oplevelsen i Aquadome, men jeg tør ikke stille mig op i køen, da jeg ser, at de fleste andre igen kun når mig til navlen. Min datter sniger sig til hele syv krammere. Min søn tør ikke.

DAGEN EFTER GENTAGER det hele sig en gang til, Monky Tonky Land, Aquadome, vi har allerede fundet en rutine. Det blæser og småregner, ægte dansk sommer, og det er faktisk lidt rart at komme ind i den perfekt tempererede lagerbygning igen. Ungerne er glade, vi andre overlever, meget mere kan man ikke bede om.

Men der er alligevel noget, der skurrer ved det hele, en skepsis, som ikke vil forsvinde. Jeg kommer til at tænke på de der træningsmissioner, man hører om, hvor en lille flok mennesker bliver lukket inde i et kunstigt miljø i dage eller uger, måneder eller år for at finde ud af, om vi kan klare os, når Elon Musk engang får koloniseret Mars.

Man ved bare, at det går galt. Noget går i stykker. De bliver uvenner. Og pludselig er alt i opløsning. Sådan tror jeg også, det ville ende, hvis vi skulle blive i Lalandia meget længere end en weekend.

Forskellen er bare, at man nemt kan forlade dette sted igen, når man gerne vil tilbage til sit rigtige liv. Og det vil vi gerne nu, så vi kryber ud gennem den lille indgang og bliver blændet af et utroligt lys.

Det må være sådan, det føles at blive født, tænker jeg. Det ene øjeblik ligger man og svømmer rundt i lunkent vand og tis i et dunkelt lys med trygt rumlende lyde overalt omkring sig. Det næste øjeblik vælter man skrigende ud i en alt for kold, larmende og lys verden med lidt for mange indtryk og distraktioner.

Og så slår det mig endelig: Det er ikke Lalandia, den er gal med, men verden udenfor. Vi har ikke været i fængsel, men i et spejlkabinet. Sådan et, som forstørrer og forvrænger alt, når man går forbi det i Tivoli – og måske afslører noget om os selv, en grim bums på kinden eller en samtid, der er på afveje. For er det ikke en afart af denne verden, vi allerede lever i? En forpustet verden, hvor alt handler om underholdning og »oplevelser«, sådan som Svend Brinkmann sidste år diagnosticerede tiden i sin lille bog Oplevelsessamfundet.

Et besøg i Lalandia er på den måde som at træde ind i virkeliggørelsen af Mark Zuckerbergs drøm om et »metavers«, en kunstig verden, hvor det næste dopaminfix altid venter om næste hjørne, hvor man aldrig får nej, og hvor det hele til sidst kan være lige meget. Et varsel om fremtiden. Og hvad kan man så lære af det?

Jo, hvis vi ikke passer på, så svømmer vi alle snart rundt som havfruer i et meget større Lalandia. Og den slags skal man passe på med.