En frygtsom far

Det lød så skægt.

Vi havde frivilligt ladet os indespærre i en uge på et halvgodt resort på Gran Canaria sammen med en flok alkoholiserede pensionister, der var rejst hele vejen derned efter »gratis« øl og drinks all day long i solen uden solcreme, og en lige så stor flok børnefamilier, der udviste betydeligt større interesse for buffetens pomfritter og softicemaskinen.

I dagevis havde vi ikke bevæget os uden for en magelig trekant udspændt mellem nærmeste pool, den kølige temabuffet (»I aften: Internationalt tema«) og vores halve bungalow.

Men nu havde jeg fået nok, sådan som man gør den slags steder, hvis man ikke holder en konstant promille på den festlige side af to. Hvilket kan være vanskeligt med tre overgearede børn på nul, tre og fem. Heldigvis var redningen nær: Jeg havde studeret dagsprogrammet og udset mig en tur ud i den virkelige verden.

»Skal vi ikke tage på delfinsafari?« spurgte jeg min kone med et forsigtigt smil.

Af erfaring ved jeg, at den slags pludselige påfund kan kræve en vis diplomatisk snilde at realisere, lidt som en retorisk armlægning med ham den orange mand i Det Hvide Hus – uden sammenligning i øvrigt.

Det startede dog skidt, ikke Zelenskyj-skidt, men alligevel.

»Delfinsafari?!« udbrød min kone vantro og oplistede straks alle de ualmindeligt overbevisende argumenter imod ideen: Vi har en baby med, vores datter bliver altid køresyg, der er sikkert store bølger, det er ALT for varmt, og hvad siger du – tager det fire timer, FIRE TIMER?

»Det var bare for sjov,« skulle jeg lige til at sige, men hun kom mig i forkøbet.

Måske indså hun i samme øjeblik, at alternativet var endnu en dag, der forløb på præcis samme måde som alle dagene forinden. De første usundt rødlysende skikkelser var allerede på vej ned til poolen med første morgenfadøl, og vores børn var igen ved at slå hinanden ihjel på stadig mere snedig vis.

»Okay,« sagde hun i hvert fald pludselig, men på en måde, så det stod helt klart, at det var min idé, når den uundgåeligt viste sig at være dårlig.

NOGLE TIMER SENERE gik vi ombord på en lille båd, der lå og vuggede faretruende i havnen i en skinnende hvid by midt i det golde månelandskab.

Vi fandt en plads bag en britisk kvinde med ordene »My name is Human« tatoveret i nakken. Til venstre åbnede en skaldet mand to øl synkront og snavede den ene med en slubrende lyd, mens konen tog sig af den anden.

Jeg så mig omkring og opdagede, at ingen andre havde babyer med, hvilket måske burde have været et tegn til os om at stige af igen. Men der var trods alt én anden familie med to mindre børn, som de lod føjte frit omkring på båden, op på rælingen og hen over sæderne til alles store glæde.

De seneste år har vi i medierne brugt meget tid på at diskutere, om vi har en tendens til at overbeskytte vores børn: Slip dem dog fri, har jeg selv skrevet i disse spalter. De skal udforske verden på egen hånd, slå hul på knæene og udvikle sig til stærke, selvstændige individer gennem modgang. Sådan som man gjorde i de gode gamle dage. Det var også nogenlunde det, Trivselskommissionen anbefalede for nylig. Det lyder klogt.

Men ét er teori, noget andet praksis. Og allerede på dette tidlige tidspunkt af sejlturen stod det klart, at jeg nok er mere frygtsomt anlagt, end jeg går og bilder mig ind. I virkeligheden er jeg blevet ekstremt sentimental, nærmest rørstrømsk, af at blive far.

Engang græd jeg aldrig, nu får jeg fugtige øjenkroge af hvad som helst. Det kunne være faren, der putter en bamse under dynen i sønnens seng i den sidste episode af Netflix-serien Adolescence. Drengen, der bliver ramt af en dobbeltdækkerbus i Karl Ove Knausgårds Natskolen. Den der scene i Løvernes konge, hvor Simba mister sin far.

Eller det kunne være noget så banalt som min lillebitte yngstesøn, der lærer at putte en lillebitte mad ind i sin lillebitte mund. Hans storebror, der lægger min arm rundt om sig, mens vi læser om Avengers. Eller deres storesøster, der stadig siger trææ-ler på godt jysk og ikke trailer som en anden amerikaner.

Jeg er bange for at miste det, jeg har. Simpelthen. At være far er at frygte det værste.

»Få nu de børn ned fra rælingen,« havde jeg derfor lyst at råbe til de klatrende børns forældre. Men de virkede mere optagede af at dele en plade Kit-Kat, mens de kyssede.

Hvad tænkte de på?

DET VAR KUN begyndelsen. Vi sejlede længere og længere ud på havet efter de pokkers delfiner, bølgerne rejste sig højere og højere, båden vippede som en modbydelig forlystelse i Tivoli, så taskerne gled skrattende hen over dækket, og skummet sprøjtede ind over os. Og hvor var de to fremmede børn? Stadig på rælingen!

»Jeg vil gerne hjem nu,« sagde min datter med en skrøbelig stemme. Hun havde kvalme, sad bare helt stille og stirrede ud i luften. Det var det med køresygen, som åbenbart også fremkaldes af bølgegang.

Den yngste lå forsvarsløs i armene på min kone, og hos den mellemste udspillede der sig en mindre krise over, at der ikke som forventet var en glasbund, så han kunne se havskildpadder.

Vi prøvede desperat at udstråle en myndig ro over for børnene, og så fik jeg øje på ham: En solbagt mand i et par stramme blå Speedos, som knap skjulte de ædlere dele, lagde sig ned helt ude i stævnen midt i denne tsunami for at solbade. Det mindede mig om det der meme, hvor en hund med hat sidder omringet af flammer og siger: »This is fine.«

»Kære Gud,« tænkte jeg for mig selv. »Lad ikke denne mand være det sidste, jeg skal se på denne jord!«

Og så – endelig lød det fra den skrattende højttaler: »Delfiner forude!«

Pludselig plaskede de overalt omkring os. Folk sprang op, tog billeder og pegede. En vild eufori bredte sig, mens vi sad helt tavse på vores sæder og trak vejret. Ind og ud. Ind og ud. I en sand heltedåd lykkedes det mig dog at få et pletskud, hvor man næsten kan fornemme en rygfinne i det oppiskede hav, hvis man zoomer helt ind og klemmer øjnene sammen.

Så sejlede vi endelig tilbage gennem syndfloden. Vi overlevede, og hjemme i resortets trygge trekant klatrede de to store unger straks op i et højt klatrestativ, frygtløse, som om intet var hændt.

Jeg vendte mig instinktivt væk med et sug i maven.

Jeg ved godt, at de skal have lov til det. Men jeg kan næsten ikke holde det ud.

Sådan en slags far er jeg åbenbart.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.