Dagens kommentar. Kom ned fra klatrestativerne, kære forældre. Nu er det børnenes tur.

Frie børn leger bedst

Det slog mig for nylig, da jeg besøgte en legeplads i københavnsområdet: Man kan efterhånden ikke se børnene for bare forældre.

De kravler rundt i praktisk tøj på klatrestativerne, mødrene og fædrene, op ad en stige hér, ned ad en rutsjebane dér. En mor slanger sig gennem et lille hul med en cortado i den ene hånd, puffer sin datter videre med den anden. Så sidder en far pludselig fast i et net, men slipper fri igen, stolt og smilende, med sin søn under armen.

Ingen forhindring synes for stor eller lille. Med dukket nakke og et godt tag i børnene klarer forældrene såmænd det hele.

Får et barn alligevel den idé at driste sig op på et klatrestativ eller en rutsjebane på egen hånd, må hun hurtigt træde til side for de voksne, som bakser rundt med sved på panden og kommanderer til højre og venstre.

Curlingbørn, go home. Hvis legepladsernes verden er et varsel om fremtiden, vil vi ikke bare feje forhindringer af banen, men bære næste generation gennem livet som skrøbelige æg i et gigantisk æggeløb. Evigt bange for, at de vil splatte ud på jorden, hvis vi slipper tøjlerne en smule.

Og her slår det mig så, at jeg også skriver om mig selv. At det også er mig, der klatrer rundt der med kaffe i den ene hånd og et barn i den anden. At det også er mig, der ikke kan give slip.

Hvornår mistede vi troen på, at børnene selv kan finde ud af at lege?

Den amerikanske socialpsykolog Jonathan Haidt og andre har i årevis advaret om, at vi pylrer for meget om vores børn, og at det skader dem senere i livet, fordi de bliver skrøbelige og sarte. Måske går det også ud over deres evne til at fokusere på noget som helst, skriver den britisk-schweiziske journalist og forfatter Johann Hari i sin nye bog Stolen Focus: Why You Can't Pay Attention.

Børn har brug for tryghed og kærlighed, ikke en tilværelse i bobleplast.

Sjovt nok er det som regel også en helt anden verden, der møder os i børnebøgerne. Her regerer frie og nysgerrige børn som Pippi, Lille Virgil og Vitello eller uartige dyr som Peter Pedal og Lille Frø. De voksne er mest af alt forstyrrende elementer, som dog kommer til undsætning fra tid til anden.

Og det er ikke kun i børnebøgerne. Tag for eksempel Max, Mischa & Tet-offensiven, Johan Harstads store roman fra 2015, hvor den succesfulde teaterinstruktør Max længes efter barndommens lykkelige år i Stavanger, hvor han og vennerne på egen hånd organiserede og udkæmpede Vietnamkrigens store slag.

Mange vil sikkert genkende følelsen: Når vi tænker tilbage på barndommen, mindes vi ligesom Max og børnebogsforfatterne den frie leg uden voksne.

Alligevel opfører flere og flere sig som hovedpersonen Stefan i Nikolaj Zeuthens roman Buemundet guitarfisk, der febrilsk forsøger at skaffe sit barn det vigtigste i verden: et samlekort fra Føtex med … ja, en buemundet guitarfisk.

Mon vores børn vil huske nostalgisk tilbage på sådan en heltedåd? Eller på dengang, de blev båret skånsomt hele vejen gennem legepladsen?

Jeg læste for nylig et interview i Euroman med komikerne Frederik Cilius og Rasmus Bruun, hvor sidstnævnte på et tidspunkt fortæller, at han gerne sætter sig med en avis og lader børnene lege for sig selv på legepladsen.

»Jeg lever med, at andre forældre godt kan kigge skævt til mig,« fortæller han, og man ser for sig, hvordan alt stopper på legepladsen, mens de klatrende forældre kigger ned på denne mærkelige mand.

Måske tænker nogle af dem: Kan man virkelig det? Og ja, det kan man vel. Så næste gang vil jeg prøve selv at sætte mig der ved siden af Rasmus Bruun, mens mine børn tumler rundt.

Så er der også mere plads til jer andre på klatrestativerne.

Dagens kommentar udgives alle hverdage på Weekendavisen.dk