I en tid, hvor mandlig homoseksualitet er fuldstændig normaliseret og bliver fremstillet i alle former og farver i et utal af bøger, serier og film, er det som at rejse til en anden planet at høre om, hvordan man i starten af det foregående århundrede diskuterede, hvorvidt homoseksualitet skyldtes degeneration, overdreven onani eller forførelse – eller om der snarere var tale om en sygdom. 

Politi, jurister, læger og presse gav alle deres besyv med i karakteriseringen af den homoseksuelle mand. De homoseksuelle selv hørte man af gode grunde ikke rigtig noget til. Dem kan man til gengæld møde i forhenværende arkivar Karl Peder Pedersens Mænd efter mænd, der præsenterer en række homoseksuelle skæbnefortællinger fra perioden 1870-1920.