Jeg er litterat! Er De litterat? Og i givet fald hvilken slags litterat er De så? For er De en anden slags litterat, dén anden slags litterat end den slags litterat, jeg er, så vil jeg gerne her stille nogle hårde krav, mindst ét hårdt krav, til Deres virke og produktion.

Litterat er et lidt skrumlet, eksotisk ord, der i al enkelhed betyder at beskæftige sig professionelt og kritisk med litteratur. Det er ikke muligt at være fritidslitterat, lige meget hvor grundig og skarpsindig den litterære interesse. Den danske ordbog definerer således: »Person der beskæftiger sig fagligt med litteratur, fx som forsker, skribent eller anmelder.« Et citat af min afdøde Weekendavisen-kollega, kritikeren og forfatteren Lars Bonnevie anføres: »Han ved godt, at de fine litterater gør lidt nar af hans digte, ligesom de i sin tid også ignorerede hans romaner.« Fine litterater kan med andre ord også være ufine litterater.