For nylig fik jeg en mail fra en læser, der mente, at min anmeldelse af en ny bog var noget fortænkt vrøvl (der stod også noget mere personligt, som jeg udelader her).

Det er jo et legitimt synspunkt, som jeg ikke ville gå i rette med. Men da mailen blot var underskrevet med fire initialer, som jeg ikke kendte, svarede jeg i brysk bydeform: »Identificer dig, vær ikke en anonym kujon, eller lad være med at skrive til mig.« Jeg mente mig i min gode ret til at svare sådan, fordi man da bør fægte med åben pande, ikke skjule sig bag aliasser og anonymiseringer.