Anmeldelse: Nye dyder. Amalie Langballe har skrevet en ærligt søgende bog, der på inciterende vis spejler et kriseramt liv i Bibelen.
Op fra det bundløse hul
Der er en god prædikant gemt i forfatter og kritiker Amalie Langballe, tænker jeg under læsningen af Nye dyder med undertitlen Samtaler med Bibelen. Det er noget ved hendes nysgerrige tilgang, interesse for flertydighed og sans for de bibelske tekster som netop tekster: verbale udsagn skrevet af forfattere med stor genrebevidsthed, kontekstforståelse og viden om litterære virkemidler.
En prædikant skal søndag efter søndag år efter år finde ny betydning i det trods alt begrænsede antal evangelietekster fra kun to tekstrækker, og her hjælper det gevaldigt med en æstetisk-litterær tilgang, fordi Bibelens flertydigheder og perspektivskift rummer så store rigdomme. At prædike godt kræver sin læser samt en vilje til at sætte sig selv i spil i omgangen med de bibelske tekster, hvilket Langballe tillige leverer.
Del:


