FOR NYLIG SÅ jeg en nyhed, der gav mig lyst til at skrige højt. Det var offentliggørelsen af Den Nationale Sundhedsprofil, som udkommer hvert fjerde år, og som blandt andet tager temperaturen på befolkningens psykiske tilstand. Den trak mange overskrifter, og alle gik på det samme: Unge kvinder i alderen mellem 16 og 24 år har det ikke bare skidt, men betydeligt værre end alle andre befolkningsgrupper, og værre end de nogensinde har haft. De oplever en markant højere grad af mental mistrivsel end både mænd på samme alder og den ældre befolkning af begge køn.

Tallene for elendigheden er i sig selv forbløffende. Mere end hver tredje af de unge har ifølge undersøgelsen et decideret »dårligt mentalt helbred«, og lidt over halvdelen rapporterer, hvad der defineres som et »højt stressniveau«. De sover dårligere og føler sig oftere triste og mere ensomme end alle andre.