Retsdrama. Hvis den første retssag mellem forfatter Sara Omar og instruktør Manyar Parwani var en farce, genopføres den nu som tragedie.
En slagen kvinde
Det kan være svært at hitte rede i, hvad det egentlig er, der skal afgøres i sal 002 i retten på Frederiksberg, hvor forfatter Sara Omar har stævnet filminstruktør Manyar Parwani og hans producer, komikeren Omar Marzouk. Formelt set er der tale om en fogedforbudssag og et erstatningskrav. Sara Omar vil have et allerede eksisterende, midlertidigt forbud mod at vise de cirka 300 timers råbånd til en dokumentar om hende, gjort permanent, og kræver i samme ombæring en erstatning på 500.000 kroner.
Det er dog, som om man misforstår retssagen, hvis man anskuer den som jura. Efter de første to ud af i alt seks retsdage har de aftale- og ophavsretlige forhold fyldt forsvindende lidt, mens personlige intriger og konflikter mellem særligt Sara Omar og Manyar Parwani har været altdominerende. Det kunne derfor ligne det rene personfnidder – en soapopera opført som retsdrama. Men det virker også som en overfladisk læsning.
Del:


