I det litteraturhistoriske landskab risler en flod, en morflod, som vidner om en tilbagevendende trang, som forfattere har, til at sætte ord på deres mor, ofte først efter hendes død. I bedste fald er morbogen et kunstnerisk svendestykke, der trods sit eksterne fokus oplyser forfatterens drift. I værste fald giver morbogen forfatteren carte blanche til at botanisere ureflekteret i egne besættelser. 

To fornemme berigelser af morbogsgenren er Chantal Akermans erindringsbog Min mor ler og Maxim Billers roman Mama Odessa. Begge er netop udkommet i gode danske oversættelser.