Indtil for nylig var det populært at mene, at oksekødet havde haft sin tid. At fravælge oksen var det bedste for både klimaet og vores helbred. Toneangivende restauranter i København satsede på det grønne, supermarkedernes pakker med hakkekød skrumpede, og kokke som Nikolaj Kirk udgav kogebøger om grønt. Trenden sås overalt. Maden på musikfestivalen NorthSide blev 100 procent plantebaseret. Og denne avis’ madanmelder, Martin Kongstad, meddelte, at han ikke igen ville spise oksekød under sine restaurantbesøg.

Det så sort ud for oksen. Men danskerne nægtede at være med. Vrede festivalgæster tvang kødet tilbage på NorthSide. Restauranter måtte bringe kødet tilbage på menukortet for at redde forretningen. Danskernes daglige indtag af grøntsager faldt. Martin Kongstad er begyndt at mæske sig i okse. Så stærk er oksekødets kraft, at de høje priser på hakkekød risikerer at koste regeringen livet.

Collage: Mai-Britt Bernt Jensen
Collage: Mai-Britt Bernt Jensen

At danskerne vil have oksekød, viser sig især på burgerfronten. Det er blevet svært at gå 200 meter i København uden at støde ind i en burgerbar. Overalt bliver der fattet om briocheboller fyldt med fedtdryppende okse, foran vidtåbne munde og skelende øjne. Oksekødet er ikke bare kommet for at blive, det er kommet for at sejre. 

Burgerscenen i København er så intens, at den ofte beskrives som en »burgerkrig«. Og enhver god krig kalder på korrespondenter, så på avisen melder to modige kødhoveder, Søren Villemoes og Christoffer Zieler, sig til at afsøge fronten. »Vi er nødt til at finde ud af, hvor ofte pressen har talt om en decideret ‘burgerkrig’ i København,« siger Villemoes. »Lige så ofte, som Berlingskes madkritiker Søren Frank har brugt udtrykket 'oppe at støde' i sine anmeldelser,« mener Zieler.

Således indledes burgerfrontberetningens research, der snart afslører, at ordet »burgerkrig« er blevet brugt i 77 artikler i landsdækkende aviser, og at Søren Frank har brugt »oppe at støde« i 63 artikler i Berlingske. Zieler finder en enkelt artikel, hvor Søren Frank både anvender frasen »oppe at støde« og taler om en københavnsk »burgerkrig«. »En Double Whopper,« siger Villemoes.

FOR AT FORSTÅ burgerkrigen skal man kunne sin historie. Den starter i 1949 med Danmarks første burger – bøfsandwichen – der lanceres af Oscars Bøf Bar på Bakken. I mange år lever den fredeligt. Ufreden begynder som så ofte med amerikanerne – i 1980erne, da først Burger King og siden McDonald’s slår dørene op i København. De amerikanske kæders indtog får DSB til at melde sig ind i kampen med den nu forgangne, men bestemt ikke glemte Big Dane-burger med sin 200 gram tunge hakkebøf, der hitter i de danske stationsbyer.

I 90erne opstår et ønske om en mere raffineret burger, en »caféburger«, der kendes ved sin knastørre, udpinte hakkebøf, sine bjerge af rucola og soltørrede tomater, alt sammen pakket ind i en ganeflænsende, skorpet ciabattabolle. »Hvis man ser en burger foran sig og som det første fatter om bestikket, er der noget galt med burgeren,« siger Villemoes.

Fra midten af 00erne bliver caféburgeren fordrevet fra hovedstaden af den såkaldte gourmetburger. Det er Halifax-kæden, der fører an i slaget. Deres innovation er at fokusere på burgeren frem for alle mulige andre caféretter. I dag har kæden syv filialer i København og på Frederiksberg. »Halifax-burgeren har det også med at få folk til at gribe ud efter kniv og gaffel. Og det er altså forkert,« siger Villemoes.

I 2010erne begynder en mere håndholdt, amerikansk diner-orienteret burger at vinde frem. Tommi’s Burger Joint åbner i Kødbyen i 2014. Den McD-inspirerede Jagger i 2016. Gasoline Grill samme år. Yoburger og Hungry Dane i 2017. Louis Burger kommer til i 2019. Og i 2020 melder Noma sig noget overraskende ind i krigen med en pop up-burgerbod, der senere bliver permanent under navnet POPL. 

Siden bevæger frontlinjerne sig frem og tilbage. Yoburgeren kontrollerer i en periode dele af Indre By, men er for tiden på tilbagetog med en enkelt filial på Østerbro. Tommi’s vinder kortvarigt terræn på Nørrebro, men er nu banket tilbage til start i Kødbyen. Også Henrik Boserup og Lars Seier har i midten af 10erne en burgerkæde kaldet Juicy Burger med flere filialer i København, der ender i fiasko – dræbt i burgerkrigen.

I SKRIVENDE STUND dominerer Jagger slaget med hele ni filialer rundtom i København. Gasoline Grill kan også være med og er til stede syv steder i byen. Louis har fire filialer. Desuden har influenceren Casper Drømme, en viking kendt fra YouTube-videoer, hvor han gaber over store mayonnaisedryppende mademner, åbnet en kæde – Casper’s – med foreløbig tre filialer, der lover burgere med »flavour and grease«. Således tegner slagmarken sig fra fugleperspektiv i den københavnske burgerkrig.

Der viser sig en ideologisk uenighed mellem Weekendavisens burgerkrigskorrespondenter. Zieler foretrækker Burger King med flammegrillede bøffer, mens Villemoes er en McDonald’s-mand. »Burger King er Gramsespektrum og Gert K. Det har en prollet charme. McDonald’s har derimod altid været lidt for pænt,« siger Zieler.

Villemoes er ikke for fin til store gloser: »Jeg elsker Mac'en! Deres burgere emmer af elegance. De er så gennemtænkte. De leverer hver gang. Hvis blot man kunne udskifte kødet med noget bedre, ville McDonald’s være det perfekte burgersted. Burger King, derimod, serverer klodsede burgere med tykke, halsbrandsfremkaldende løgringe. Det er noget sjusk, der foregår derinde – men Gert K holder.«

De laver en liste over steder, der skal besøges. Først på listen er POPL. »Den var Søren Frank oppe at støde over – dog uden at bruge vendingen,« siger Zieler.

I DAGENE OP TIL besøget på POPL går Zieler rundt på redaktionen boblende af forventning. »Uh, jeg tror, at det kommer til at smage rigtig godt af okse,« siger han til Villemoes, der ikke er nær så begejstret. Tværtimod er han tiltagende skeptisk over det kommende besøg. »Kokke kan jo ikke lave burgere,« siger han.

De ser en YouTube-video af Gordon Ramsay. Tv-kokken står ved sin gasgrill et sted i Californien. Han virker beruset af en særlig arrogance, kun kokke besidder, mens han med en idiots selvsikkerhed skaber en frikadelleagtig, skyskraberhøj gigantburger, der kun kan holde sig oprejst ved hjælp af meget lange træpinde. Kun en krokodille ville kunne gabe over dette skrummel. »Se, kokke kan ikke lave burgere,« siger Villemoes.

Zieler er ikke overbevist. Han finder en ny video frem, denne gang på Instagram. »This is the shit«, lyder det fra Richard Bergfors, der er søn af grundlæggeren af den svenske burgerkæde Max og tilsyneladende ikke bestiller andet end at rejse verden rundt og indtage burgere. Han har flere hundrede tusind følgere på Instagram. Burgeren, der er »the shit«, er den ultimative gastronomiburger, nemlig den fra POPL, Nomas arvtager. Bergfors ville ønske, han kunne give den 11 ud af 10.

»Det er store ord fra sådan en mand,« siger Villemoes, der dog hurtigt finder frem til en anden video af selvsamme Bergfors med en »tunbrödsrulle« – en svensk durum med to grillpølser, kartoffelmos og en klat rejesalat – som burgertronarvingen indtager med samme nydelse. Zieler er slået med lige dele vantro og væmmelse.

»Svenskerne har en barnagtig madkultur,« siger Villemoes. »De opfører sig ligesom i Pippi Langstrømpe, som om de voksne er ude af huset, og børnene kan leve af sukker og stygge kombinationer af råvarer, der aldrig burde mødes. Der er noget umyndigt over dem.« De er enige om, at videoen sætter Bergfors’ store ord om POPL-burgeren i et noget andet lys. Det er tid til at drage mod fronten.

FEM ÅR EFTER den første hype og de lange køer er Nomas burgerbaby POPL langtfra fyldt, da Weekendavisens udsendte kigger forbi. Priserne er ellers medgørlige: 150 kroner for cheeseburgeren er 19 kroner billigere end den på Café Vivaldi. Der er også en prestigiøs variant til 250 kroner med trøffel og kød, der har hængt i 60 dage. Det er oplagt at vælge en af hver og dele.

Burgerne ankommer efter kort tid i madpapir på fine trætallerkner. Bestik skal man bede om. Der er ikke noget pynt, ingen salat og ret få dikkedarer. Alt dette trækker op, siger Villemoes. At der kører The Police på anlægget, trækker dog ned, tilføjer han. Kødet fylder bollen fint ud, og første bid af cheeseburgeren har god oksesmag, man pensler bøfferne med smagsgivende fedt, mener Zieler. Men kødet er undertilberedt. På sin hjemmeside oplyser POPL godt nok, at bøfferne steges medium rare, men dette kød er – fratrukket de yderste millimeter – råt som tatar, hvilket giver en klæg tekstur, især fordi kødet også er ganske fedt.

»Der ligger et dødt dyr på min tunge,« siger Villemoes. Burgeren med det velhængte kød er ubehagelig i sin næsten fuldkomne råhed som et kadaver, og trøffelaromaen kolliderer uskønt med den funky smag af aldrende, fedtet kød. »Der er umamikonflikt,« konkluderer Zieler, og Villemoes er enig.

POPLs ost er irrelevant. Uden smag og uskønt smeltet, og den stikker ud til siderne, stiv som et stykke pap. »En burgerost har tre funktioner,« belærer Villemoes. »Den skal smelte let, smage en smule salt, og så skal den se godt ud. Denne ost gør ingen af delene.«

PÅ NÆR DEN første vellykkede bid må begge burgere anses for at være en fortænkt fiasko. 0-1 til kokkeburgeren, konstaterer Zieler. »Jeg sagde jo, at kokke ikke kan lave burgere,« lyder det fra Villemoes, der ikke virker synderligt utilfreds over at have fået ret.

Til dessert får de lyst til en burger. Heldigvis har Gasoline Grill en filial ved den nærliggende skøjtebane, hvor der har dannet sig en kø. Deres burger er inspireret af den amerikanske burgertype, hvor man fladmaser bøfferne på en glohed pande – altså en smashburger – men dog kun ned i samme niveau som en gængs dansk hamburger. 

Tilbehøret er simpelt: smelteost, tre skiver syltet agurk, et par rødløgsringe og en mayo, der mistænkeligt ligner thousand island. »Hvis man mistænker en dressing for at være thousand island, så er det thousand island,« siger Villemoes. Bollen er en temmelig stor, tyk og blød sag. Der er smæk på stegningen, bøfferne får godt med salt, og prisen er sympatisk: 110 kroner, og der medfølger en venlig vådserviet.

Første bid er ren fedt og salt, uden samme intense oksesmag som på POPL, men kødet er godt stegt med en lyserød kerne. Dog er bøffen ikke bred nok til at fylde bollen ud, hvilket ærgrer begge krigskorrespondenter. Efter et par bidder tilter bolle-bøf-ratioen i en grad, så man bare står og spiser bolle, som var det fastelavn. 

Hinden fra en løgring sætter sig fast i Villemoes' tandsæt. »Det er derfor, løgringe er en uvane. Den fejl ville de aldrig begå på McDonald’s! Der bruger de kun hakket løg,« spytter han. »Og hvorfor rødløg? Er de for fine til almindelige løg? De smager ellers bedre i en burger, hvor de i modsætning til rødløg kan trænge igennem alt fedtet.« 

Thousand island-dressingen smager ikke af noget, det er bare en ekstra klat kalorier. Ud over de syrlige pickles består smagsoplevelsen af fedt, salt og en helvedes masse brød. »Det er utroligt, hvor lidt smag man kan få ind i så stor en bolle,« lyder det fra en skuffet Villemoes.

INDEN WEEKENDAVISEN fælder den endelige dom over kokkeburgeren, beslutter de to krigskorrespondenter sig for at give den en chance til og besøge burgerrestauranten Dandelion. Dette burgersteds claim to fame er, at folk, der gik bananas af fryd over POPL, mener, at Dandelions burger er endnu bedre. Søren Frank brugte tillægsordet »psykopatsaftig«, da han skulle beskrive den.

Bag disken former to engelsktalende gutter kødboller af friskhakket kød; det er meningen, at man skal kunne se bøfferne blive til. Men Villemoes misbilliger, at de vender og drejer kødet i hænderne som en snebold, mens de presser det. »Alt, hvad de gør med hænderne nu, gør bøffen mere sej. De masserer den jo.«

På kortet er en hamburger med relish mayo og en cheeseburger med pickles, begge til 125 kroner. De får en af hver og skærer dem over. Kødet er stegt medium rare i cheeseburgeren og markant undersaltet, nærmest smagløst. Dandelion gør et stort nummer ud af deres lagrede cheddar, der dog hverken bidrager med smag eller æstetik. Men værst af alt er bøffen, som skulle indeholde oksemarv for at blive ekstra saftig, men ikke smager af mere end en optøet McDonald’s-kødplade.

Hamburgeren indeholder en knytnævestor klump trøffelremoulade, der dominerer alt. Isoleret set smager den godt, synes Zieler, der dog finder mængden af remo overvældende. Selve bøffen er småsej, og teksturen er til tider nærmest senet. Både Zieler og Villemoes prøver at rense munden for trøffelaroma og smage på bøffen alene. Den er pappet og karakterløs. Kokkeburgeren er dumpet.

Nogle dage efter vender de oplevelserne på kontoret. De er begge imod tendensen til at bruge trøffel i burgere.

»Nogle vil mene, at det forstærker umamismagen. Men det er altdominerende. Det er som at hælde jordbærsyltetøj på jordbær med fløde. Det er jo debilt at hænge et stykke kød op i 60 dage og vente på, at det udvikler alle mulige komplekse smage, bare for at dølge det med trøffel,« siger Zieler.

Stemningen er nedslået. Tre burgere inde har ingen af dem spist noget, de er begejstrede for.

VILLEMOES LETTER HUMØRET med en video med burgeraficionadoen George Motz, der fungerer som et korrektiv til den latterlige Gordon Ramsay og de andre skøre kokkepåfund. Motz presser en lille kødbolle helt flad på en rygende pande – en klassisk smashburger. En lille bøf, under 100 gram.

Hans vilde tilføjelse er et saltmix, der indeholder gurkemeje og andre krydderier. »Der bliver det lidt for friskt for mig,« indrømmer Villemoes, som ellers har stor respekt for Motz, der slog igennem i 2004 med dokumentarfilmen Hamburger America og siden åbnede sin egen burgerbar på Manhattan.

Motz lægger »American cheese« på bøffen – ost, der er designet til at smelte, hvilket han fremskynder med et lille låg. »Vidste du, at man ikke må markedsføre ‘American cheese’ i EU?« spørger Villemoes og fortsætter, inden Zieler når at svare: »Det skyldes, at det ikke er rigtig ost, men et blandingsprodukt. En god cheeseburger skal efter min mening helst ikke laves med rigtig ost, der har det med at blive indtørret og kedelig eller endnu værre: smage af ost. Det er jo kødet, der bør være i centrum. Den fejl laver de ikke på McDonald’s,« siger Villemoes.

Motz' burger får derudover kun sennep, hakkede rå løg og to pickles, ikke mere. Den er ukompliceret og fokuseret. »Det der er en burger,« siger Villemoes og peger på skærmen. Motz’ video får Zieler og Villemoes til at hungre efter en smashburger. En af dem med helt flade bøffer, som i Motz’ video. Heldigvis er smashburgeren også det seneste supervåben i burgerkrigen.

Korrespondenterne tager metroen til Nørrebro Station med en stor brødkniv gemt i Villemoes’ jakkelomme, som de har fundet i avisens tekøkken. I Nørrebro Bycenter finder man en rigtig, moderne smashburger hos en bod, der noget uoriginalt kalder sig Smash Burgers. »Første ægte smash burger i Danmark siden 2023,« lyder deres salgspitch. Her er burgerbøfferne blot 75 gram, men tværes papirtynde ud på en stegende varm plade. I stedets »classic« er der to af disse bøffer. Prisen er 99 kroner. For blot 30 kroner mere kan man købe en »double« med fire bøffer i alt. Weekendavisen får en »classic« serveret lynhurtigt og uprætentiøst foldet ind i sølvpapir. De to burgerreportere skærer den over på midten med den medbragte brødkniv.

Førstehåndsindtrykket leder tankerne hen på en Big Mac. Burgeren passer godt ind i én enkelt hånd. Ikke bare bollen, men hele burgeren er blød og falder nærmest friktionsløst ind i munden. »De har anvendt iceberg. Det er det rigtige salatvalg. Den skal jo blot tilføje lidt sprødhed og en smule væske til smagsoplevelsen,« siger Villemoes. Osten er, som den bør være: industriel og smeltbar. Derudover er der rigtige hakkede løg og pickles i.

Bøffen er velsaltet og har fået lidt peber. Desværre er burgeren også for sød. »De har puttet ketchup i. Øv,« siger Villemoes. Ud over den dominerende sukkersmag af ketchup er burgerens komposition velbalanceret uden for meget af hverken det ene eller det andet. Den er ikke overpøset med dressing. »Kødet smager lidt af lam,« siger Zieler og mener det som en ros.

Weekendavisen bestiller, spiser og går igen inden for 20 minutter – ægte fastfood. »Havde de undladt ketchup, var det en klar vinder,« siger Zieler. »Jeg er helt enig,« siger Villemoes. »Jeg tror, at jeg vil komme igen snart og bestille den uden ketchup. Det her er det tætteste, vi er kommet på en rigtig burgeroplevelse efter min smag.« 

De to burgerjournalister iler videre til Vesterbro for at besøge den nyåbnede Smash Burger. Den må ikke forveksles med Smash Burgers i Nørrebro Bycenter, som de netop har forladt. Begge har dog, som deres ekstremt uoriginale navne antyder, smashburgers med den fladmaste bøf i centrum. Også her får man i hver burger to hårdt stegte, papirtynde bøffer på cirka 80 gram med sprødstegte kanter, som mere end dækker brødets areal. Husets cheeseburger indeholder også her de regulære hakkede løg frem for de evindelige rødløg, der bogstaveligt talt har hængt avisen ud af halsen. Osten er ligesom hos konkurrenten industriel, ikke en fornem cheddar. Prisen elskværdigt lav, 89 kroner.

DET SÆRLIGE VED Smash Burger er, at kædens første filial ligger i Roskilde, så dette er altså provinsens burgerinvasionsforsøg af København. Da Zieler bor i Roskilde, venter han med en vis nervøsitet på burgeren, bevidst om dens betydning for domkirkebyens fremtidige anseelse.

Selvom de brankede kanter på bøfferne er indbydende, er burgeren desværre både undersaltet (måske ligefrem usaltet?) og offer for den danske samtidsburgers svøbe: den groteske overdosering af dressing. Når man bider i den, driver en syndflod af thousand island ud af siderne. Der kommer kniv og gaffel til hver burger, uden at man har bedt om dem, som var man tilbage i 00erne. Der er også jaget en træpind igennem burgerne, så de ikke tilter. »Provinspinden,« siger Villemoes med sit københavnersmil, uden at Zieler finder det morsomt. Resultatet er trods de gode hensigter og til Zielers ærgrelse middelmådigt.

Smash Burgers’ og Smash Burgers burgere er de mest tidssvarende serveringer, Weekendavisen endnu har fået, men samtidig også mere klassisk fastfood end de opstyltede serveringer fra POPL, Dandelion og til dels Gasoline Grill. Det er uprætentiøse burgere, hvor man ville komme langt ved at justere brugen af mayosovs og salt samt gøre op med 1980er-ortodoksien og undlade sukkerbombeketchup.

Mætte og tilbage på kontoret fortsætter researchen.

»Hvad betyder det egentlig, at være ‘oppe at støde’? Jeg forstår, når man er oppe at ringe. Kirkeklokkerne ringer. Man danser ned ad gaden. Eller når man er oppe at køre. Pulsen er oppe. Motoren kører og så videre. Men hvad er det, man støder, når man er oppe? Er det en basketballmetafor? Altså ligesom at være oppe at dunke bolden,« spørger Villemoes.

»Jeg tror, det er en seksuel metafor,« svarer Zieler.

»Hvad? Altså penetrationssex?«

»Ja.«

»Ej, det kan det da ikke være? Så hvis man er oppe at støde over noget mad, så knepper man det, eller hvad?«

»Ja, det tror jeg.«

»Ad, hvor er det klamt ... Men vi er jo nødt til at finde ud af det.«

»Jeg skriver til Dansk Sprognævn med det samme.«

ANSKUER MAN BURGERKRIGEN på et kort over København, er der ingen tvivl om, hvem der i skrivende stund er i fremmarch: Jagger.

Kæden blev startet af stjernekokken og den tidligere medejer af Mash Rasmus Oubæk, der engang ejede en bistro, hvor danskerne stort set kun bestilte hans bøf bearnaise, hvorfor han blev kendt som »bearnaise-kongen«. Oubæk var således bevidst om folkets umættelige oksekødshunger, da han startede Jagger, der nu har 18 filialer, ekspanderende fra kerneområdet København. Konceptet er en raffineret version af McDonald’s blot med bedre råvarer, der tilberedes på stedet.

Man bestiller på en skærm – ligesom hos McD. Selvom restauranten ikke synes at have travlt, tager det dog 20 minutter, før burgerne ankommer, hvilket er en rekord. Som sådan er det en tilsnigelse at kalde Jagger for fastfood.

Der er tale om burgere i klassisk bøfstørrelse med briochebrød og et beskedent antal ingredienser i cheeseburgeren: bøf, cheddar, pickles, rødløg, sennep, ketchup og mayo. Der er imidlertid ikke spor af ketchup eller sennep i de burgere, Jagger serverer for avisen (Villemoes klager dog ikke over ketchuppens fravær). Man kan også få en variant med lagret cheddar. Her er den eneste dressing »ekstra smør«, hvilket lyder ulækkert, men viser sig at være glimrende.

Jagger ligger ikke under for tidens tendens til at gå amok med dressingtuben. I det hele taget er burgerdesignet udmærket. Der er balance, intet får lov at dominere. Desværre betyder det ikke, at burgeren er god. Det vigtigste, kødet, er nemlig ikke Jaggers force. Man lover godt nok økologisk, friskhakket frilandskød, men i så fald må det have været en senet gammel ko, der har gumlet af en knastør eng. 

Tager man enkeltelementerne hver for sig, er de heller ikke imponerende. Der er igen de fjollede ringe af rødløg, som stikker uskønt ud af burgeren, sætter sig i tænderne og bidrager med minimal løgsmag. Jaggers pickles smager surt af lagereddike. »Har du smagt den pickle, de bruger på McDonald’s? Den er helt vidunderlig med en antydning af dild,« siger Villemoes. Zielers burger har lagret cheddar, der er meget salt og derfor god.

Selvom Jaggers forbillede er McD, er der stor variation mellem de burgere, Weekendavisen får serveret. Den ene er rød i kødet, den anden gennemstegt. Det bryder med det mest fundamentale princip, der har gjort McDonald’s så stor over hele kloden: konsistens.

Krigen tærer på de mætte reportere. Zieler havde håbet at blive blæst bagover af det høje niveau i burgerkrigen, men nu begynder de to journalister at blive tiltagende bange for, om læserne mon vil opfatte dem som burgerens svar på Ekstra Bladets musikanmelder Thomas Treo, der er lige så berygtet for sin nådesløshed som sit surmuleri.

TILBAGE ER KUN at prøve øjeblikkets mest hypede burger, som er udtænkt af SoMe-fænomenet Casper Drømme, der har slået dørene op for tre kødfilialer i København og én i Aarhus. På kontoret ser de videoer på YouTube, hvor Drømme tester fastfood rundtomkring i landet. Først griner de ad videoernes stilbilleder, der altid viser hans glade, fjogede fjæs, der gaber over et nyt stykke fedtdryppende mad. »Hvordan kan man spise og smile samtidig?« fnyser Villemoes. 

Men jo flere videoer de ser, desto mere vokser deres respekt. Casper Drømme tager tydeligvis sin fastfood seriøst og rejser land og rige tyndt for at finde selv den mest afsidesliggende burgerjoint og dissekere hver en bid, han indtager, og han har velovervejede holdninger til, hvordan en ordentlig burger skal laves. »Jeg synes altså ikke nødvendigvis, at han er så dum,« starter Zieler forsigtigt, og Villemoes må give efter. »Man er simpelthen nødt til at respektere indsatsen og lidenskaben,« erkender han.

Et svar indløber fra Dansk Sprognævn. Nævnet har undersøgt sagen grundigt. Seniorforsker Eva Skafte Jensen kan oplyse, at man ikke kender et direkte ophav til »oppe at støde«, men at udtrykket i 2000erne bliver brugt om begejstring og engagement om eksempelvis koncerter og sport, mens det først i 2015 i Ekstra Bladet bruges om sex – »sådan får du ham helt op at støde«. 

»Måske lever udtrykket netop godt i et medie som Berlingske, fordi det er en smule vovet og lummert, uden at man kan hævde med sikkerhed, at det skal forstås seksuelt,« foreslår Zieler. »Jeg vil gerne snart op at støde over en burger,« siger Villemoes.

Hos Drømme virker alt gennemtænkt. Et helt køleskab er dedikeret til dip. Menukortet er ultrasimpelt, kun to burgere. En klassisk smash til 109 kroner og en kyllingeburger til samme pris. Weekendavisen bestiller to med okse, der ankommer inden for blot fem minutter.

Det er en ægte smashburger med papirtynde bøffer, der hænger ud over siden, som de bør. Osten er flot, smeltende og industriel. Første bid afslører en burger, der er dejligt blød. Her skal der ikke drøvtygges dagen lang som på Jagger. Men mere godt er der desværre ikke at sige.

»Der er hverken smag af salt eller umami,« lyder Zielers dom over kødet, der lader til at spille en birolle i en burger, der er pumpet med dressing i en grad, så man får to sorte gummihandsker udleveret. »Man bliver i tvivl, om vi skal vi til BDSM-fest eller på burgerbar,« siger Villemoes, da han ser handskerne. De viser sig dog nyttige. Det driver og drypper med dressing fra alle sider.

Casper Drømme har valgt en sennep, der har mere tilfælles med engelske Colman's sennep end med den amerikanske dinersennep, der ellers egner sig så godt til burgere. Den engelske sennepssmag kæmper om opmærksomheden sammen med dressingfloden. Løgene er hakkede, hvilket trækker op, men synes at være salatløg, hvorfor de ikke tilfører nogen smag. Der er tyktskårne skiver af syltet agurk i burgeren, der smager meget dansk – det vil sige af lagereddike. Bollen virker også en kende undertilberedt.

Både Villemoes og Zieler anerkender Drømmes store ambitioner og mange grundige burgertanker, men er ikke imponerede over resultatet.

»Hvem vinder burgerkrigen? Det gør mayonnaisebranchen!« siger Zieler. Villemoes har undtagelsesvis ingen indvendinger.