Hjemsted. »Vi danskere er pluralister og ser selve det, at vi kan være uenige om værdier, som en værdi i sig selv.« Historiker Michael Böss har i sit lange forfatterskab forsøgt at svare på, hvad det vil sige at være dansk.
Et mærkeligt land
Hvornår er man dansker? Det er, som om spørgsmålet gennem de seneste to-tre årtier bliver ved med at dukke op i den offentlige debat. I 00erne, midt under Foghs kulturkamp og i kølvandet på Muhammedkrisen var det et af tidens store spørgsmål. I 2010erne var det også jævnligt oppe at vende, og nu har Nadja Isaksen fra Borgernes Parti reaktualiseret debatten ved sin afvisning af de radikales Samira Nawas danskhed. Hun er blevet flankeret af advokaten og den selverklærede »racerealist« Rasmus Munch Søndergaard, der i DRs Deadline i sidste uge rodede sig ud i en længere redegørelse for genernes betydning for den danske kultur.
De seneste uger må føles som et deja-vu for historikeren Michael Böss. Første gang han forsøgte at besvare spørgsmålet, var for præcis 20 år siden i bogen Forsvar for nationen: nationalstaten under globaliseringen. Siden fulgte han op med Republikken Danmark: oplæg til en ny værdipolitisk debat fra 2011 og efterfølgende med den lille, kompakte og stærkt læseværdige pamflet Nationalitet fra 2018 i serien Tænkepauser.
