Danskhed. Genetiske forskelle findes, mellem individer og mellem populationer. Men de skaber ikke kultur. Faren ved højreekstremt genetisk sludder er, at det får lov at afspore en vigtig debat om netop kultur.
Ånd over arv
Egentlig var det kun et spørgsmål om tid, før debatten om danskhed ville glide over i noget med blod, biologi og i særdeleshed genetik. Ikke bare fordi det er en gammel trope og et altid ulmende tema på den yderste højrefløj, men fordi selve den genetiske forskning går stadig dybere ned i den menneskelige arvemasse.
Med billige værktøjer til at analysere enorme mængder dna på tværs af titusindvis af mennesker i både fortid og nutid kommer der jævnligt nye fund. Fund, som giver indblik i menneskeslægtens udvikling og dermed potentielt også i, hvordan genetiske mønstre hos forskellige befolkningsgrupper over tid har udviklet sig forskelligt.


