Op til jul sidste år rasede der en heftig debat i Politiken. Den handlede om kebab. Rasende maddebatter fascinerer mig, da de har det med også at handle om alt muligt andet end proteiner og kulhydrater. Typisk gemmer der sig store identitetskampe lige under overfladen, store spørgsmål, om hvem vi er, hvem vi gerne vil være, hvem vi i hvert fald ikke ønsker at være, og hvordan vi ser samfundet omkring os.

Den noget slidte, men ikke desto mindre geniale sætning »man er, hvad man spiser«, var oprindeligt ment ret bogstaveligt, som et polemisk modsvar til et idealistisk menneskesyn, der blev formuleret af den tyske materialist Ludwig Feuerbach (1804-1872): »Der Mensch ist, was er isst.« Det er dog lige så sandt i symbolsk og metaforisk forstand. Kebab-debatten i Politiken viste, at man ikke blot er, hvad man spiser, men måske i højere grad, hvad man højlydt og offentligt erklærer, at man ikke spiser.