Falsificeret. Nyt studie afblæser frygtet risiko ved at give gravide antibiotika.

Mor på antibiotika

I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

I de sidste årtier er antallet af børn med autoimmune sygdomme steget på verdensplan. Det er en gruppe sygdomme, der kan spænde fra type 1-diabetes til tarmlidelsen Crohns sygdom, men som alle er kendetegnet ved, at immunsystemet angriber kroppens egne celler og væv.

Man ved sjældent, hvad der trigger den reaktion hos immunsystemet, men flere studier har set på en sammenhæng med antibiotika. Teorien er, at det kan øge risikoen for at udvikle en autoimmun sygdom, hvis man i fostertilstanden eller som spæd er blevet eksponeret for antibiotika.

Det, vi ved nu

Forskere fra Sungkyunkwan University i Korea har nu afprøvet teorien i et kohortestudie med data fra over fire millioner børn, der blev født mellem 2009 og 2020. I en forsikringsdatabase har de fundet de mødre, der fik udskrevet antibiotika, mens de var gravide eller ammede deres barn, og forskerne kan derefter se, om barnet har udviklet en autoimmun sygdom inden for de følgende syv år.

Foto: Caroline Seidel, Scanpix

Forskerne finder ingen sammenhæng mellem mødres behandling med antibiotika og efterfølgende sygdom hos barnet. Når tidligere studier har peget i en anden retning, kan det måske skyldes, at der er ukendte faktorer i spil, som påvirker både en mors sandsynlighed for at få brug for antibiotika og et barns risiko for at udvikle en autoimmun tilstand.

Men …

Forskerne understreger selv, at sagen ikke er lukket endnu. Der er brug for flere studier for at afklare, om resultatet også gælder i andre befolkningsgrupper, og for yderligere at afdække, hvad der kan udløse en autoimmun sygdom. 

PLOS Medicine, 21. august

lofo
(f. 1984) er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og cand. public. med fagspecialisering i europæisk kultur og politik fra Syddansk Universitet og Université Paris Diderot.

Andre læser også