Falsificeret. Der sker mere under den arktiske havis, end forskere hidtil har troet. Det viser nyt studie.
Under isen
I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det, vi troede, vi vidste
Hvad sker der, når havisen i Arktis smelter? Det er forskere blevet lidt klogere på efter to togter med skibene IB Oden og RV Polarstern, hvor der er indsamlet målinger fra 13 steder i Det Arktiske Ocean, i havet ud for Nordøstgrønland og nord for Svalbard.
Resultaterne indgår nu i et studie, der viser, at der sker mere under den arktiske havis, end forskere har troet.

Det, vi ved nu
Det internationale forskerhold, anført af Københavns Universitet, har nemlig opdaget, at der foregår kvælstoffiksering under isen i Arktis. Det er en proces, hvor særlige bakterier omdanner kvælstof til ammonium, hvilket gavner alger og hele den marine fødekæde.
Man har tidligere troet, at leveforholdene under isen var for barske for de organismer, der fikserer kvælstof, men det ser altså ikke ud til at være tilfældet. Det er blot en anden type bakterier, der udfører arbejdet i Arktis, end de cyanobakterier, der står for opgaven i de fleste andre oceaner.
Bakterierne trives især langs kanten af isen. Derfor kan vi forvente, at de vil fiksere stadig mere kvælstof, efterhånden som havisen skrumper, og forskerne mener, at der vil være langt mere tilgængeligt kvælstof i Det Arktiske Ocean i fremtiden, end man tidligere har vurderet.
Det kan være gode nyheder for klimaet, fordi mere kvælstof betyder flere alger, der binder CO₂.
Men ...
Det er dog stadig for tidligt at afgøre, om det vitterligt er en gevinst for klimaet. Når algerne får et boost, påvirker det nemlig hele fødekæden, og derfor kan konsekvenserne også være mere vidtrækkende.
Louise Fogh Hansen
Del:
