I en velfungerende skoleklasse tør eleverne godt sige noget i timerne, der måske er forkert. De er ikke bange for, at nogen vil gøre nar ad dem, og de frygter ikke frikvarteret, for de ved, der vil være andre at lege med. En tryg stemning er afgørende for, at børn kan lære, og derfor bruger mange skoler da også rigtig meget krudt på at arbejde med fællesskab og relationer.

Men når det gælder de personlige bånd mellem eleverne, bliver det mere kompliceret, for hvad er egentlig bedst: løse tilknytninger, der hele tiden ændrer sig mellem alle klassens børn – eller stærke, langvarige venskaber, hvor man virkelig stoler på hinanden?