For knap ti år siden satte et internationalt forskerhold sig for at tælle isbjørnene i det østlige Grønland. I dag kan de præsentere opdagelsen af en hidtil ukendt underbestand af den ikoniske bjørneart. I det barske og mennesketomme Sydøstgrønland – mellem 60 og 64 grader nord – lever en population på flere hundrede isbjørne en isoleret tilværelse langt fra mennesker og øvrige artsfæller. Og de sydøstgrønlandske isbjørne er ikke som de andre.

»Vi beskriver den genetisk set mest distinkte af verdens underbestande af isbjørne,« siger Kristin Laidre, polarforsker ved University of Washington i USA og Grønlands Naturinstitut og førsteforfatter til det nye studie, som netop er publiceret i det velansete videnskabelige tidsskrift Science.

»Den her underbestand har levet for sig selv i et par hundrede år. Vi troede, at alle isbjørne i det østlige Grønland tilhørte en og samme delbestand, men med det nye studie er det tydeligt, at den sydøstlige population er noget helt for sig selv. Det havde vi ærlig talt ikke forventet.«

Ikke nok med det. De afsondrede isbjørne i Sydøstgrønland frister en tilværelse uden adgang til havis det meste af året. I modsætning til alverdens øvrige isbjørne, som er dybt afhængige af havis i jagten på sæler, har den sydøstlige gruppe udviklet en anden strategi. Når havisen forsvinder efter cirka tre måneder mod slutningen af foråret, jager isbjørnene i stedet sælerne på stykker af indlandsis, som føres ud til kysten af gletsjere.

»Isbjørne er sårbare over for svindende havis som følge af klimaforandringer, fordi det er her, de fanger langt størstedelen af deres føde. At den sydøstlige underbestand jager på gletsjeris giver os et billede af, hvordan nogle isbjørne måske vil klare sig i fremtiden,« siger Kristin Laidre.

Lokal forankring

At der findes isbjørne i Sydøstgrønland, er som sådan ingen nyhed. De optræder i historiske optegnelser og kendes af lokale jægere. Videnskabelige undersøgelser af områdets bjørne har imidlertid manglet. Da Grønlands Naturinstitut i 2013 tog initiativ til en større kortlægning af isbjørnene i Østgrønland, startede forskerne med at gennemføre en række interviews af grønlandske bjørnejægere, der pegede en stribe oplagte destinationer ud.

{embedded type="node/bondquotes" id="50501" width="half_width" align="left"}

I 2015 begyndte et tre år langt feltstudie. I helikopter pendlede forskerne to timer frem og tilbage mellem byen Tasiilaq og de fjerneste egne af den grønlandske sydøstkyst. Her bedøvede og mærkede forskerne 126 isbjørne, som de også tog vævsprøver fra. Yderligere 32 prøver blev udtaget fra ikke bedøvede isbjørne. 27 voksne hunner blev desuden udstyret med gps-halsbånd, så forskerne kunne følge deres bevægelsesmønster.

Genetiske analyser af vævsprøverne fra de sydøstgrønlandske bjørne blev siden sammenlignet med lignende undersøgelser af 388 biopsier fra isbjørne langs store dele af den grønlandske østkyst. Disse prøver stammer fra en række forskellige studier gennemført mellem 1983 og 2017. Den genetiske sammenligning afslører, at de sydøstlige bjørne er de genetisk mest isolerede isbjørne, der hidtil er beskrevet. Dermed konkluderer forskerne, at Østgrønland er hjemsted for ikke én, men to underbestande af isbjørne; den sydøstlige og den nordøstlige. Officielt inddeles verdens godt 26.000 isbjørne i dag i 19 underbestande på tværs af Arktis. Ifølge forskerne bag det nye studie bør den sydøstlige gruppe fremover anerkendes som verdens 20. subpopulation.

Satellitovervågningen af de 27 hunner viser desuden, at de sydøstlige isbjørne fører en anderledes lokal tilværelse sammenlignet med artsfæller i resten af Arktis. Mens isbjørne generelt bevæger sig over meget store afstande henover et år, foretrækker de undersøgte hunner at blive, hvor de er. Bjørnene holder typisk til i de samme fjorde hele året, hvis de da ikke lejlighedsvis vandrer hen over et bjerg for at slå sig ned i en anden, nærliggende fjord.

{embedded type="node/node_image" id="50482"}

En del af forklaringen kan være det ufremkommelige område, bjørnene lever i. Fjordene er omringet af skarpe bjerge, indlandsisen, det åbne vand i Danmarksstrædet mod øst og den hurtigtflydende kyststrøm langs Østgrønland. Men der også en anden interessant årsag til den påfaldende opførsel.

Sydlig tømmerflåde

De sydøstlige isbjørnes stærke lokale tilknytning handler i høj grad også om måden, de jager på. I det nye studie beskriver forskerne, hvordan isbjørnene i området tilsyneladende har omstillet sig til at skaffe føde på isflager fra indlandsisen, som fragtes ud til kysten af gletsjere. Det skyldes, at bjørnene kun har adgang til havis cirka 100 dage om året. Andre isbjørne har typisk mere end 180 dage med havis i løbet af et år.

Havis er isbjørnes naturlige jagtterræn og helt afgørende for deres overlevelse. Det er her, bjørnene fanger sæler ved at snuse sig frem til deres åndehuller og nakke dem, når de stikker hovedet op efter luft. I de seneste årtier er mængden af havis gået kraftigt tilbage – en udvikling, der kun forventes at accelerere i takt med stigende temperaturer. Fremskrivningerne varierer, men der synes at være bred enighed om, at Arktis allerede midtvejs gennem dette århundrede kan være så godt som fri for havis om sommeren.

Af samme årsag kategoriserer den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN isbjørnen som »sårbar« på sin rødliste over truede arter.

Derfor er de sydøstlige isbjørnes plan B særlig interessant. Når havisen er til stede, udnytter de den til fulde, men når den forsvinder, fanger de i stedet sælerne fra gletsjerisen. På den måde kan de jage sæler året rundt.

»Det ser ud til, at den kystnære gletsjeris fungerer som et hidtil ubeskrevet refugium for visse isbjørne – i hvert fald for nu,« siger Kristin Laidre og fortsætter:

»Et scenarie med kun cirka 100 dage med havis om året er det, vi forventer at se mange steder i Arktis i de kommende årtier. Samtidig er gletsjerisen i det sydøstlige Grønland og andre steder ikke fremskrevet til at opleve en nær så stor tilbagegang. På den baggrund er det muligt, at et mindre antal isbjørne finder lignende løsninger på de kommende årtiers klimaudfordringer,« siger polarforskeren, inden hun tager et solidt forbehold:

»Habitater, som det vi ser i det sydøstlige Grønland, er ualmindelige i det meste af Arktis. Det her betyder ikke, at isbjørnen er reddet fra truende klimaforandringer. Langtfra. Men vores fund giver ny indsigt i, hvordan nogle isbjørne måske kan klare sig fremover.«

{embedded type="node/bondquotes" id="50501"}

Kristoffer Lottrup

Kort nyt