Leguaner på langfærd

Leguaner lever på jorden eller i træer, men stikker indimellem til søs. Øglerne havner fra tid til anden på væltede træer eller anden flydende vegetation, og en udbredt teori lyder, at det var på den måde, leguaner fandt vej fra Central- eller Sydamerika til Galápagosøerne for millioner af år siden.

Langt de fleste leguaner er naturligt hjemmehørende i Nord- og Latinamerika, men at enkelte arter lever så langt væk som Fiji på den anden side af Jorden har længe undret alverdens eksperter. En tilfældig sørejse så episk var der vel næppe tale om? Jo, såmænd, lyder det i et nyt studie.

Her anfører biologer fra amerikanske University of California, Berkeley, og University of San Francisco, at en langfærd på intet mindre end 8.000 kilometer – en femtedel af klodens omkreds – er den mest sandsynlige forklaring på øglernes ankomst til det sydlige Stillehav. Større leguaner, som dem, der i dag findes på Fiji, er overvejende planteædere, og flydende vegetation kunne i givet fald have fungeret som en madpakke, lyder det. Desuden er leguaner vant til lange perioder uden føde og vand.

Forskernes betragtninger bygger ydermere på en større genetisk undersøgelse af flere end 200 arter af leguaner – eksisterende som uddøde. Biologerne finder, at de fire nulevende arter, der findes på Fiji, alle er tættest beslægtet med den nordamerikanske gren af ørkenleguaner Dipsosaurus, og at Fiji-leguanerne begyndte at afvige fra denne slægt for omkring 30 millioner år siden. Det er interessant, fordi Fiji-øerne menes at være opstået for omkring 34 millioner år siden.

Dermed gør forskerne op med andre teorier, der lyder, at leguaner drog til Oceanien via Asien, da kontinenterne lå tættere på hinanden langt længere tilbage i historien, eller at Fiji-leguanerne nedstammer fra en uddød stillehavsslægt. I stedet ligner en spektakulær langrejse fra den vestlige til den østlige halvkugle ifølge biologerne det bedste bud.

PNAS, 17. marts