Kort nyt. En australsk mand har som den første nogensinde overlevet med et kunstigt hjerte af titanium i over 100 dage.
Titaniumhjerte
Mod slutningen af sidste år fik en mand med svært hjertesvigt udskiftet sit svage hjerte med et kunstigt ditto af titanium på St Vincent's Hospital i den australske storby Sydney. I starten af februar blev han udskrevet og sendt hjem, stadig med titanhjertet pumpende i brystet. I begyndelsen af denne måned blev den jernhårde hjerteerstatning erstattet af et donorhjerte af kød og blod. I dag har manden det godt og kommer sig som planlagt.
De mere end 100 dage med titaniumhjertet er rekordsættende. Fem amerikanske patienter med svært hjertesvigt fik sidste år indopereret tidligere udgaver af det kunstige organ, men ingen af dem havde instrumentet siddende i mere end en måned. Mændene, der var mellem 45 og 65 år ved indgrebet, var desuden indlagt gennem hele perioden, inden de modtog hvert sit donorhjerte.
Det famøse instrument er udviklet af den australske virksomhed BiVACOR og designet til at overtage alle hjertets kritiske funktioner i flere år. For at undgå slid og korrosion indeholder den blanke anordning kun én bevægelig del; en rotor, der holdes svævende ved magnetisme, så den ikke støder mod titanhjertets hårde indre.
Den kunstige muskel drives af batterier, der lades op via en ledning, som stikker ud gennem patientens hud og kobles til en ekstern ladeenhed. BiVACOR arbejder på at udvikle en trådløs ladefunktion.

Titaniumhjertet er målrettet personer med terminalt hjertesvigt, der venter på et donorhjerte, fordi de ikke længere har gavn af hverken medicin eller mekaniske løsninger som pacemaker og hjertepumpe.
Det kunstige hjerte fra BiVACOR skal inden længe testes yderligere på 15 amerikanske hjertepatienter i et forsøg, som netop er godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder.
Det vurderes, at cirka 26 millioner mennesker lever med hjertesvigt af forskellig grad, mens der årligt er omkring 6.000 donorhjerter tilgængelige på verdensplan.
Nature.com, 13. marts
St Vincent's Hospital, 12. marts
Del: