De senere år har rystet den store hvide hajs omdømme som et af havets absolutte toprovdyr, der lever uden naturlige fjender. I 2022 delte biologer de første levende billeder af spækhuggere, der nedlægger hvidhajer. Jagten foregik i Mossel Bay i Sydafrika, der sidste år lagde vand til endnu et episk optrin. Her blev en spækhugger – en stor han ved navn Starboard – filmet, mens den slagtede en ung hvidhaj på egen hånd. Både i 2022 og 2024 gik spækhuggerne målrettet efter hvidhajernes lever; en kaloriebombe, der udgør cirka en fjerdedel af hajens samlede vægt.

Starboard mistænkes desuden for at stå bag en række yderligere drab på hvidhajer, der gennem årene er skyllet døde og leverløse op langs sydafrikanske kyster.

Det er dog ikke kun i Sydafrika, at spækhuggere har smag for hvidhajer. Biologer med australske Flinders University i spidsen kan nu bekræfte, at en livløs voksen hvidhaj, der i 2023 skyllede i land nær den australske by Portland i delstaten Victoria, blev dræbt af en eller flere spækhuggere. Den knap fem meter lange hvidhaj manglede sin lever og flere andre organer og havde bidemærker på op til 50 centimeter rundtomkring på kroppen.

I et nyt studie beskriver biologerne fundet af spækhugger-dna i og omkring hvidhajens største bidemærke, og de konkluderer af samme årsag, at det var spækhuggere, der slog hajen ihjel.

Selv den mægtige hvidhaj kan ikke altid færdes i fred: Biologer finder flere eksempler på, at den bliver offer for glubske spækhuggere.
Selv den mægtige hvidhaj kan ikke altid færdes i fred: Biologer finder flere eksempler på, at den bliver offer for glubske spækhuggere. Richard Green/AP/Ritzau Scanpix

Også i Californien – i farvandet omkring Farallon Islands – er mindst én spækhugger blevet observeret, mens den dræbte og åd en hvidhaj.

Modtag Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev

I nyhedsbrevet Under lup bruger vi forskningen som en skarp og nøgtern linse til at undersøge verden og vores plads i den.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen hver anden uge sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 15 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Ecology & Evolution, 27. januar