Frygt. I efteråret dræbte en hvidhaj en surfer ud for Cape Cod i USA. Nu håber man, at forskning i dyrets adfærd kan forebygge fremtidige angreb. Hajforskerne er dog mere optaget af bæstets eget velbefindende – og dets gådefulde ture langt ned i dybet.

Hvidhajens hemmelige liv

CAPE COD, USA – Ved nedgangen til stranden står et blåt surfbræt og læner sig op ad et lavt træhegn: ARTHUR MEDICI, 7.8.92-9.15.18, står der på brættet. Det var her, ud for Newcomb Hollow Beach på Cape Cod i Massachusetts, at en 26-årig mandlig surfer blev angrebet af en hvidhaj på en varm septemberdag i 2018 og døde af kvæstelserne. Dødsfaldet var det første som følge af hajangreb i Massachusetts i det nordøstlige USA i over 80 år. En måned forinden blev en 61-årig mand alvorligt lemlæstet af en hvidhajs bid ved samme kyst, og angrebene har pustet nyt liv i de lokales frygt for det op til seks meter lange og to ton tunge muskelbundt.

I virkeligheden har hvidhajen – »the great white shark« – ikke appetit på mennesker. Angrebene med de savtakkede tænder på Homo sapiens er rent instinktive: der lugter af sæler og fisk på stedet, og der er noget, der glimter i solen og bevæger sig, og hajen antager, at det er et foretrukket bytte. Det forklarer Greg Skomal, seniorforsker fra delstaten Massachusetts’ havfiskeridivision, på sit kontor, der ligger med udsigt til Atlanterhavet i en grå betonklods i havnebyen New Bedford.