Kort nyt. Katte på landet skal ikke længere klare sig selv. Nu kommer de ind i stuen og lever et liv, der minder om bykattens, viser dansk studie. 

Herreløse katte finder hjem

Længe lød det, at Danmark er hjemsted for 500.000 herreløse katte, men i 2021 kunne forskere fra Københavns Universitet punktere det høje tal. Det korrekte antal er nærmere 100.000, viser forskernes studie, der bygger på en kombination af spørgeskemaundersøgelser og gps-sporing.

Herreløse katte er enten tidligere ejerkatte eller såkaldt ikkesocialiserede katte, der er født og opvokset uden tæt kontakt med mennesker.

»Ideen om den halve million herreløse katte stammer fra et politisk notat fra 1987, men det holder altså ikke. Når det er sagt, har der formentlig været langt flere herreløse katte i Danmark tidligere. Det er i hvert fald, hvad vi hører fra for eksempel Kattens Værn,« siger Peter Sandøe, professor og leder af Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd på Københavns Universitet og medforfatter til studiet i 2021.

Hvordan det hænger sammen, kan et nyt studie være med til at afklare. Her har Sandøe og en række kolleger gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt cirka 500 hjem beliggende i og omkring et 47 kvadratkilometer stort landområde i Vestsjælland i 2022. Adresserne tæller både parcelhuse og landbrug og betegnes som repræsentativt for danske landdistrikter. Det nye studie er en stort set nøjagtig gentagelse af en undersøgelse fra 1998, der blev foretaget i samme område. Dengang som nu blev deltagerne spurgt, om og hvordan de holder kat.

Forskere har undersøgt kattehold i et landområde i Vestsjælland og finder store forandringer i kattenes vilkår. Arkivfoto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sammenligningen af de to undersøgelser viser en klar udvikling: Dels faldt det samlede antal katte i det undersøgte område fra 840 til 756, dels voksede andelen af katte med indendørs adgang fra 67 til 77 procent. Samtidig blev markant flere katte steriliseret: I 1998 blev 61 procent af de undersøgte hankatte med indendørsadgang kastreret, mens det i 2022 var 98 procent. Blandt de udelevende hankatte var 70 procent kastreret i 2022 mod 13 procent i 1998.

Endelig var 64 procent af kattene øremærket i 2022; i 1998 var der tale om otte procent.

»Resultaterne fortæller os, at folk på landet i stigende grad håndterer deres katte, som folk gør i byerne, der typisk er mere tilbøjelige til at øremærke og sterilisere. Der er tale om ret dramatiske ændringer i måden, katte holdes på i danske landområder, og det kan være med til at forklare, hvorfor der er færre herreløse katte i dag,« siger Peter Sandøe.

Ud over de cirka 100.000 herreløse katte tæller den danske kattebestand omkring 700.000 ejerkatte.

PLOS ONE, 19. februar

xklo
(f. 1987) er journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og cand.public. Kristoffer skriver om forskning og videnskab i Ideer.

Andre læser også