Leder. Løkkes nedskudte forslag til en SU-reform bekræfter tendensen: Vi foretrækker at hælde guldkorn i de unges lommer frem for i deres hoveder.

Privilegieblindhed

Privilegieblindhed Af Klaus Wivel

STATENS mest tabuiserede ydelse er den, som uddeles til danske studerende. Politikere kan sætte landets hemmeligste efterretningssamarbejde over styr, de kan aflive millioner af mink og lukke skoler og kulturliv ned, men ve den, der foreslår at spare blot en krone på SUen. Det er i det lys, man på den ene side skal se Lars Løkke Rasmussens forfriskende bud på en reform af ydelsen og på den anden forstå, hvorfor regeringen, Magisterforeningen og de studerendes eget fællesråd har været så lynhurtige til at skyde det ned.

UDDANNELSESSTØTTE opfattes i dag som en rettighed, der overhovedet ikke kan røres ved. Forklaringen kender alle: Ydelsen blev indført i 1970 med den ædle intention, at den skulle give selv de fattigste unge mulighed for at tage en uddannelse. Det argument bruges stadig i stor stil, skønt også tænketanken DEA i sommeren 2021 kunne berette, at det i dag i høj grad er landets mest velbjærgede unge, der nyder godt af SUen – de samme, som ofte veksler deres uddannelser til fine, vellønnede stillinger. Dansk Erhverv er helt på linje med DEAs forskning: Som Mads Eriksen, uddannelses- og forskningspolitisk chef, sagde til Henrik Dørge tilbage i august: »SUen er den eneste offentlige ydelse, der over et livsforløb laver negativ omfordeling; fra fattige til rige. Så hvis målet er et mere lige samfund, må man bare konstatere, at SUen faktisk er med til at øge uligheden.«

ER denne ubekvemme indsigt blevet ganske fortiet selv i velfærdsstatens moderparti, er det ikke svært at forstå hvorfor. Man generer landets mest velpolstrede, veluddannede og medievante vælgersegment, hvis man tager konsekvensen og laver systemet om. Det er også på den baggrund, man skal se Løkkes forslag, som han lancerede for sit nye parti Moderaterne her i avisen i sidste uge. Den tidligere statsminister tager bestemt ikke udgangspunkt i ydelsens sociale skævvridning blandt danske unge. Hans anklage retter sig mod mere fremmede elementer; de tusindvis af unge i andre EU-lande, der hvert år tager deres uddannelse her for blot at vende tilbage til deres hjemland umiddelbart efter. Dem har Danmark ikke megen gavn af. Løkkes idé er at konvertere eksempelvis kandidatdelen af uddannelsen til lån, som vil blive udlignet ved at give de færdige kandidater et fradrag, hvis de vælger at arbejde i Danmark. Forslaget er værd at tage alvorligt. Men det må være tilladt at se en pointe i, at det kræver udlændinges adgang til en svulmende og internationalt set enestående dansk velfærdsordning, før en politiker vover den tanke at gøre noget ved den. Og alligevel kommer den spæde tanke nok til at dø i vuggen.

GROTESK er ordningen for længst blevet og også af andre grunde end dem, DEA har peget på. Det burde vække betydelig opsigt, ja harme, at vi i dag bruger flere penge på SU end på selve uddannelserne. Sådan opfører et samfund sig, der ikke længere aner, hvad det kræver for at forblive frugtbart, og hvad vi regner for det vigtigste: de guldkorn, der skal hældes i de unges hoveder, eller dem, vi hælder i deres lommer.

Find frem, læs eller genlæs Weekendavisens tidligere ledere i oversigten her.