Jurnalister billede

Jeppe Bentzen

(f. 1996) er journalist på Weekendavisen og skriver mest af alt reportager, interview og analyser om dansk politik, europæiske forhold, kulturliv og litteratur, og portrætter af mennesker, han af meget varierende årsager er optaget af. Uddannet cand.mag. i retorik fra Københavns Universitet med studier i filosofi og statskundskab på American University i Washington DC.
Tænk nyt. Vælgerne har forsømt at stemme på Radikale Venstre, fordi partiet selv har mistet sin identitet, lyder kritikken fra partiets bagland.

De førerløse

Mens den nyvalgte radikale folketingsgruppe mødtes torsdag formiddag for at finde en ny politisk leder, sad en række partifæller rundt i landet og krydsede fingre for, at man denne gang, omsider, ville beslutte sig for en, der besidder det gammelradikale, frittænkende dna. En leder, som efter små ti år som fast gæst på venstrefløjen omsider kan løsne partiet og generobre den moderate midterposition, man engang havde for sig selv.

Det ser ellers ud til, at Radikales nu blot syv mandater kan få en nøglerolle i de kommende ugers forhandlinger, og hvis det lykkes Mette Frederiksen at danne en bred regering over midten, vil Radikale sådan set få deres vilje. Det plejede at være nok for dem. Men den nu forhenværende leder, Sofie Carsten Nielsen, traf tilsyneladende egenhændigt beslutningen om, at vælgernes mandat var for svagt til, at hun kunne forblive leder.

Sidst på eftermiddagen torsdag annoncerede partiet så ved et pressemøde, at Martin Lidegaard overtager lederskabet. Ved hans side stod Samira Nawa, som fremover er partiets næstformand, en post, Lidegaard besad før. Resten af folketingsgruppen tæller Zenia Stampe, Katrine Robsøe, Lotte Rod, Sofie Carsten Nielsen og Christian Friis Bach. Sidstnævnte var også på tale som ny politisk leder, men efter en lang dags forhandlinger trak Martin Lidegaard det længste strå.

»Jeg har en anden stil end min forgænger,« sagde den nyvalgte leder ved pressemødet, »men det politiske indhold og vores hjerteblod er det samme.«

Tid til selvransagelse

Internt i partiet deles en opfattelse af, at befolkningens tydelige fravalg kalder på selvransagelse. »Nu trænger vi også snart til at sidde ned,« som en træt, ungradikal kvinde sagde til partiets valgfest i tirsdags, da de første valgprognoser tikkede ind.

Som udefrakommende kan man da også få det indtryk, at de radikale har forsømt at hvile hele den seneste valgperiode. Sofie Carsten Nielsen overtog ledelsen i oktober 2020, da historierne om Morten Østergaards seksuelle tilnærmelser blev for belastende, og hun lovede at gøre en ende på partiets nyere vane med at stille ultimative krav.

Sofie Carsten Nielsen er kendt som den uselviske og teknisk dygtige parlamentariker, som insisterede på at tale om substans og konkret politik. Alligevel efterlader hun i dag indtrykket af, at alt de seneste to år har handlet om proces og krav.

Fra baglandet er kritikken især møntet på selve formidlingen af det politiske, eksempelvis det bebudede Rwanda-projekt: Ingen radikale vil sige, at Socialdemokratiets idé er god, men hvorfor skal det være så svært for ledelsen at tage afstand uden at gøre det til et højlydt symbolsk oprør, lyder det. Man kunne have placeret sig stilfærdigt opponerende ligesom medstøttepartiet SF eller afvist med logisk begrundet skepsis ligesom Venstre. Senere har man kløjes i sin forklaring på, hvorfor en sammenlignelig løsning på europæisk plan sagtens kan gå an. Så selvfølgelig undrer vælgerne sig over, hvor de har Radikale, lyder kritikken.

På samme måde ærgrer flere sig over, at ingen fra ledelsen eller sekretariatets side har formået at tydeliggøre, hvorfor kravet om et folketingsvalg var en fornuftig idé og ikke bare et stykke selvhævdende signalpolitik. Konsekvensen er, at Radikale fremstår som et parti uden andre formål end at sabotere de andre partiers projekter, fremgår det.

Flere kandidater nævner, at opfattelsen har påvirket deres personlige valgkampagner den seneste måned. »Når jeg har været ude og tale om psykiatri og grøn omstilling, troede folk ikke, at jeg kunne være fra Radikale,« fortæller Lukas Lunøe, 24 år, som har banket på døre i Sjællands Storkreds uden at opnå valg i tirsdags. »Folk mente, at jeg måtte være fra et rødt parti. De havde ikke hørt konkret radikal politik før. Hvad er årsagen til at stemme på Radikale? Det har vi alt for længe forsømt at fortælle,« som han siger.

Flere kandidater peger på, at manglen på et fælles projekt i partiet er hovedårsag til den sløje opbakning. »Vi er gået fra at være partiet, der insisterede på at tale politik, og nu taler vi bare slogans. Jeg synes, at vi taler ned til danskerne.«

Jelveds parti

Det var i partiets første 100 år et sindbillede på en sand radikal, at hun ikke havde behov for at forme sin politik efter tidens krav. Hun hvilede i sin position. Om partiet så fik tre eller ti procent, var ikke afgørende – så længe mandaterne var udslagsgivende på midten.

Man repræsenterer »de sidste tre procent af vælgerne, som de store partier aldrig får«, som Bertel Dahlgaard, folketingsmand i fire årtier, udlagde den radikale sindstilstand i Politiken i september 1961, inden han understregede sit partis nødvendighed: »Jeg vil sige det sådan, at hvis Det Radikale Venstre ikke eksisterede, så måtte man opfinde det.«

Det er den særlige parlamentarisk-stoiske ro, som i dag har forputtet sig et sted i Marianne Jelveds håndtaske. I sine 17 år som leder definerede hun sit midterparti som et, der lige så vel kunne stemme til højre som til venstre.

Det er 15 år siden, hun gik af, og fra flere sider hævdes det, at partiet har søgt efter sin identitet lige siden. Rastløsheden afspejles blandt andet i antallet år, de senere ledere har haft: Vestager fik otte, Østergaard knap syv og Carsten Nielsen blot to.

I De Radikales bagland spørger man sig selv i disse dage, hvordan Lars Løkke Rasmussen med sine Moderaterne kunne slippe afsted med at genopfinde den traditionelle radikale position.

Gift med tidsånden

Det har i årevis stået klart, at partiets dna var under forandring. Under Morten Østergaards ledelse giftede partiet sig med tidsånden, som dengang i 2010erne krævede idealisme og hjertevarme, gerne formidlet eksplicit, som da han trak i våddragt og svømmede en tur til Lindholm for at protestere mod den symbolske idé at placere udviste flygtninge på øen.

I dag fnyser partifæller ad den slags populistiske stunt. De mener, at partiets seneste ledere har udvandet frisind til »kampagnepolitik«, til dekorative magentahjerter og slogans, som enten er for skarpe til at rumme de uforudsigelige perspektiver, partiet engang havde patent på, eller for vage til, at man kan forholde sig til dem.

Man har længe fundet det »vigtigere at fortælle danskerne, at vi stod i modsætning til Dansk Folkeparti frem for at fortælle om vores egen politik«, som daværende formand for Radikal Ungdom Jacob Robsøe skrev i en kronik i februar sidste år, i kølvandet på et protestbrev underskrevet af 22 fortvivlede medlemmer af organisationen.

De efterspurgte en ny midtersøgende linje fra den dengang nyvalgte Carsten Nielsen. Spørger man Robsøe i dag, mener han ikke, at man siden er lykkedes med at formidle en politik i egen ret, men han er optimistisk igen med udsigten til en ny leder.

I bytte for den parlamentariske uafhængighed har man vænnet radikales medlemmer og en hel generation af nye vælgere til, at Radikale Venstre er et idealistisk projekt, som »har lagt sig selv i armlås hos de røde partier«, som en tidligere partiansat siger til Weekendavisen. »I dag kan Radikales vælgere jo lige så vel stemme på Alternativet eller SF og få lignende mærkesager med mere kant. Det er et nyt fænomen.«

Partiet er blevet bange for sin egen skygge, lyder det, man har eksempelvis været »bange for at præsentere borgerlig økonomisk politik af frygt for at skræmme sine nye venstrefløjsvælgere væk«, som en siger.

Ligesom Morten Østergaard blev Sofie Carsten Nielsen et offer for den kuldsejling af Jelveds pragmatisme, de sidste mange år har båret præg af. Allerede inden den nye forhenværende leder gik på scenen ved titiden tirsdag aften, noterede flere festgæster skriften på væggen. »TÆNK NYT« stod der med hvide versaler på en svulstig magenta baggrund bag mikrofonstativet. »Ja, det skulle vi måske prøve,« lød den sagte hvisken fra enkelte i lokalet.

Opdateret kl. 20.00 torsdag aften efter valget af Martin Lidegaard som ny politisk leder af Radikale Venstre.