Den 15. marts er en dato, som er forbundet med forræderi. På denne dag i år 44 f.Kr. blev Julius Cæsar myrdet med 22-23 dolkestød af Cassius og Brutus. »Også du, min søn Brutus!« lød angiveligt Cæsars sidste ord.
Han var forinden blevet advaret af en spåmand om, at han skulle passe på den 15. marts, der dengang kaldtes »Idus Martiae« (dagen, der deler marts). William Shakespeare brugte derfor udtrykket »Pas på Idus Martiae!« i teaterstykket Julius Caesar, og det er siden blevet et ofte anvendt varsel om forræderi.
Et stort forræderi imod Ruslands almindelige befolkning er til stede i det politiske teaterstykke, der begynder i dag i Rusland, hvor hundredtusinder af valgurner er sat frem i 11 tidszoner som potemkinkulisser for Putins martialske diktatur.
Men er vi også forræderiske over for demokratiet, når vi i Vesten ikke hjælper Ukraine tilstrækkeligt med ammunition, kanoner, fly og missiler?
1. Tysk tøven med Taurus
Det spørgsmål ligger i luften, når politikere og medier i Vesten spiller det aktuelle blamegame om, hvem der hjælper Ukraine mest eller mindst. Spørgsmålet lå også i luften i går i det tyske parlament i Berlin, hvor man stemte om Ukraine-hjælpen. Tyskland er med afstand det land i Europa, der p.t. hjælper Ukraine mest, men spørgsmålet er, om man hjælper med det rigtige isenkram? – og hjælper nok i lyset af Tysklands medansvar for at finansiere Putins regime før krigen?
Den tyske afstemning handlede om leverancer af Taurus-krydsermissiler, som det trængte Ukraine har hårdt brug netop nu, men regeringspartierne SPD, De Grønne og FDP afviste forslaget fra CDU/CSU om at levere de langtrækkende Taurus-missiler, skriver Flensborg Avis i dag. Avisen citerer Johann Wadephul fra CDU, der ikke købte argumentet fra SPD og kansler Scholz om, at de gentagne afvisninger af missilleverancer skulle være udtryk for besindighed.
»Igen og igen har deres angivelige besindighed kun opmuntret Putin til hans aggressioner mod Ukraine, og det er også resultatet,« påpegede Wadephul.
2. Svigt i Ukraine
I Ukraine er der eksempler på, at veteraner bliver forrådt af deres egne landsmænd. Det fortæller TV 2 Nyheder i artiklen »Sårede ukrainske veteraner lades i stikken«. Her citeres avisen Kyiv Independent, der har talt med adskillige ukrainske soldaterveteraner, som fortæller om fejlbehandlinger i sundhedssystemet og et korrupt system, der forhaler sagsbehandlinger og nægter at udbetale soldaternes invalideydelser.
»Nogle gange siger folk, at krig er helvede. Helvede er, når du vender hjem fra krigen og møder ligegyldigheden,« fortæller den ukrainske veteran Jurij Slutjynskyj. Og selvom hans kvæstelser næsten kostede ham livet, bliver han fortsat erklæret »delvis egnet til militærtjeneste«.
Generalstaben for Ukraines militær oplyser, at den »konstant arbejder på at forbedre kvaliteten af medicinsk behandling og administrative forhold for veteraner og forsøger at fokusere mere på mennesket«.
Men én ting er fejlbehandlingerne og de ineffektive sagsbehandlinger. Noget andet er den korruption, der ifølge flere soldater gennemsyrer systemet. I sidste måned blev en hospitalslæge i Khmelnytskyj således anklaget for at have krævet 5.000 dollar af en syg soldat for at erklære ham uegnet til militærtjeneste.
3. Vold og forræderi
Det kan ligne forræderi mod kvindesagen, når man læser fredagens kronik i Politiken. Her sår de fem skribenter tvivl om, hvorvidt israelske kvinder blev voldtaget »systematisk« under pogromen 7. oktober, og de har svært ved at se, at Hamas brugte seksuel vold som våben. »Vi hævder selvsagt IKKE, at der ikke har fundet voldtægt og seksuel vold sted 7. oktober 2023 (...) Det, vi siger, er, at der ikke findes solide beviser for, at det har fundet systematisk sted,« skriver de.
Det er et udsagn, der får Deres nyhedsbrevsskribent til at tænke på festivalgæsten Shani Louk, en 22-årig tysk-israelsk kvinde, der døde 7. oktober. En kvinde, der halvnøgen og seksuelt misbrugt blev lagt på ladet af en pickup-truck som et trofæ, mens Hamas-soldater sad på hendes forvredne, blodige krop. Jublende tilskuere spyttede begejstret på hende og tog fat i hendes dreadlocks. Volden virkede systematisk.
Nedtoning af den seksuelle vold mod jødiske kvinder er ikke usædvanligt i den aktuelle Israel-Hamas-debat, men det er bizart at se, at en af skribenterne er medarbejder hos Kvinfo, der kalder sig »Danmarks videnscenter for køn og ligestilling«. Faktisk står der i papiravisen, at hun er »direktør« i organisationen, men det er nu rettet i onlineudgaven til »analysekonsulent«.
Det minder også om Kvinfos ageren efter unge udlændinges voldsexcesser mod tyske kvinder i Køln nytårsaften 2015/16. Her reagerede den danske organisation ved at publicere den relativerende, apologetiske artikel »Diskussionen efter Köln«, der med akademisk virkelighedsfjern ordflom tolkede overgrebene som en »radikaliseret homosocial hændelse«.
4. En topti af sten
Apropos kvindesagen afslutter vi ugens jagt på statueværdige kvinder, som avisens kloge læsere i stor stil har bidraget til. I dag foreslår Jesper P. Schou billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen: »Jeg er helt vild med hendes havfruestatue ved Diamanten i København. Men hun var også en mester i genren rytterstatue – og nyskabende!« Og Ulla Gjedde foreslår Emma Gad, forfatteren til Takt og Tone, der er en reference over 100 år efter hendes død: »Enten kan man sin Emma Gad, eller også kan man ikke – eller gider ikke.«
Men alting har en ende, så her præsenteres – efter nøje overvejelser – Weekendavisens topti med de mest kvalificerede, statueværdige – og oversete – kvinder:
1. Borghild Hammerich (1901-1978). Tog det initiativ, som blev til De Hvide Busser. Hun er måske den person, der reddede flest menneskeliv under Besættelsen.
2. Fodboldverdensmestrene fra Mexico i 1971. Det er dansk sportshistories mest oversete præstation. En kommende holdskulptur bør stå foran Parken.
3. Maren Spliid (1600-41). Danmarks mest kendte offer for heksejagt, brændt på Ribe Galgebakke i 1641, som i moderne tid har inspireret rødstrømpegrupper.
4. Bodil Begtrup (1903-87). Danmarks første kvindelige ambassadør, der i 1948 fik »women« med i formuleringen af FNs Menneskerettighedserklæring.
5. Agnes Henningsen (1868-1962). Forfatter og kvindesagsforkæmper, der skrev store erindringsværker og kæmpede imod stivnede kønsroller.
6. Else Marie Pade (1924-2016). Danmarks største elektroniske musiker og komponist til dato – og var meget før sin tid. Desuden aktiv sabotør under Besættelsen.
7. Elise Sørensen (1903-77). Sygeplejerske, der opfandt stomiposen, som er en af de epokegørende danske opfindelser på verdensplan.
8. Marie Hammer (1907-2002). Zoologen, der blev kaldt »Midernes mor«. Hun beskrev omkring 1.000 nye arter af mosmiden.
9. Franciska Clausen (1899-1986). Pioner inden for international abstrakt malerkunst og en Danmarks vigtigste malere i det 20. århundrede.
10. Elsa Gress (1919-88). »Danmarks eneste outsider af format«, kaldte Henrik Stangerup sin store forfatterkollega Gress, som var tilknyttet Holger Danske.
Tusind tak for alle bidragene i ugens løb – de bliver sendt videre til Kulturministeriets statueudvalg.
Det var det sidste nyhedsbrev fra mig i denne omgang. Send gerne respons til min mailadresse jevi@weekendavisen.dk
Venlig hilsen
Jesper Vind
Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.