Noget er på vej. En aften i sidste uge tjekkede jeg, om der var sket noget bemærkelsesværdigt i Instagrams app, hvad der sjældent er, men minsandten: Min tommelfinger gjorde akut holdt ved statsministerens seneste opslag, og den har ikke sluppet sit tag endnu. »Sidder og læser denne gode bog og glæder mig over, at det nu går så godt, at restriktionerne for dansk kulturliv forhåbentlig snart kan lempes,« skrev Mette Frederiksen til et fotografi af bogen Samtaler om Shakespeare af Rune Lykkeberg, chefredaktør på Information. Da statsministeriet ikke annoncerede et hackerangreb i de følgende timer, antog jeg opslaget for valideret. Opslaget kom fra @mettes egen hånd, og det fremkaldte min undren.
Mange øgenavne har statsministerens hyppigt opdaterede og velovervejede profilering på sociale medier kastet af sig. Vi mødte Makrel-Mette, som blev til Slette-Mette, og der findes vel ikke den form for populisme, hun ikke er blevet skudt i skoene. Men elitær læsehest er hun dog aldrig blevet beskyldt for at være. Selvfølgelig læser Mette Frederiksen krævende bøger, det er ingen afsløring. Hun har en mastergrad i afrikastudier og fortalte i 2018, et år inden hun blev statsminister, at hun køber og læser al oversat afrikansk litteratur. »Skulle jeg vælge én ting ud derhjemme, hvis det brændte, ville det – udover det, der er levende, selvfølgelig – være min bogreol,« sagde hun til Alt for damerne.
Overrasker citatet alligevel, kan det skyldes, at Frederiksen i hele sin embedsperiode har gjort, hvad hun kan, for at signalere alt andet end et storforbrug af nichelitteratur. Det nye er ikke, at statsministeren læser, men at hun nu står ved det og tilmed markerer sig som kulturens statsminister.
I december 2020 bragte Weekendavisen en retorisk analyse af statsministerens dengang første 400 opslag på Instagram. Her var konklusionen, at statsministeren formåede at skabe en troværdig persona af en jordnær vinduespudsende madpakkemor, der kunne have arbejdet med hvad som helst, men tilfældigvis var statsminister. Hun jublede overdrevet med efter hver en håndboldkamp, så Fællessang i fjernsynet, sang forkert med på Dodo & The Dodos over en køkkenopvask og hjemmebagte hvidt brød, som var det en karikatur på den mest ordinære borger i landet.
Men konklusionen holder ikke længere, analysen skal opdateres. Den nye persona varsler et politisk kursskifte.
Væk med håndbold
Med Rune Lykkeberg og Shakespeare i hånden tager statsministeren nu et skridt væk fra den nationalromantiske provinssti, som regeringen indtil for nylig har betrådt med næsen i sky; hovedgaden i fortællingen om det socialdemokratiske hjerteland, hvor Arne bor. Shakespeare-samtalerne er ingen enlig svale. Når man først ser det, er det vanskeligt at konkludere andet, end at statsministeren bevæger sig ned ad en storbysidegade og skærper fortællingen om sig selv. Og ikke mindst om Socialdemokratiet, som fik en historisk vælgerlussing i landets største byer ved kommunal- og regionsvalget i november 2021.
Det kan der være talrige årsager til, men det er næppe aflivede mink, der afholder københavnerne og byernes mangfoldige kulturliv fra at stemme socialdemokratisk. Mere sandsynligt er det, at Socialdemokratiets provinsomfavnelse og kontinuerlige storbyelite-bashing har været for effektiv. Gå ind på et hvilket som helst teater eller en vinbar i København, og spørg efter en socialdemokrat under 40 – de findes ikke. Og hvis de gør, holder de tæt med deres tilbøjeligheder af frygt for social udskamning. Under Mette Frederiksen er Socialdemokratiet blevet haram i storbyen, og det siger sig selv, at det ikke er holdbart for partiet, der ser sig selv som det brede folkeparti for både arbejdere og akademikere.
Troværdigheden har lidt et knæk efter et skidt efterår, som statsministeren nok helst så slettet, og meningsmålingerne ligger omkring ti procent under niveauet for et år siden. Mon ikke det også er analysen internt i regeringen, at den hidtidige fortælling trænger til lidt modspil, hvis ikke magten skal tabes på gulvet ved næste folketingsvalg?
I hvert fald har hun løftet blikket. Antallet af de før så dominerende selfies er faldet drastisk. Mette Frederiksens linse rettes nu i højere grad mod omverdenen, og hvor hun tidligere ikke missede en chance for at understrege, at landets statsminister er socialdemokrat og så dansk som gris på gaflen, synes hun i dag mere optaget af at vise, at hun er europæisk statsleder med udsyn, en dyb kulturforståelse. Væk er partiets genkendelige grafik, farve og dets logo, der prydede de fleste Instagram-opslag indtil midten af sidste år. Væk er de mest folkeligt leflende gastronomiske præferencer.
Og bemærkelsesværdigt langt væk er jublen over nationale håndboldsejre. Lige siden forhenværende kulturminister Joy Mogensen erklærede sig enig i, at håndboldhallen rummer lige så meget kultur som teatret, har den arme sportsgren været syndebuk i kritikken af Socialdemokratiets kulturbegreb. Udtalelsen skabte materiale til mangt en vittig bemærkning på partiets bekostning, men afholdt ikke statsministeren fra at delagtiggøre sine følgere i flere himmelråbende begejstrede jubelvideoklip. I december vandt kvindelandsholdet EM-bronze, og i øjeblikket kører herrerne med klatten i EM, men hvor er statsministerens tydelige opbakning? Væk, indtil videre, nu for anden slutrunde i træk.
I stedet fylder en halv snes fotografier fra rejser i Indien og Ghana, stilfulde portrætter fra EU-topmøder og feministiske opslag side om side med Helle Thorning-Schmidt. Sniger en selfie sig ind alligevel, er det med løst hår og enormt store fjerøreringe, der kan stilklassificeres som bohemian chic.
De seneste selfies er, som en ny hovedregel, fotograferet hjemme foran bogreolen. Det er sælsomt med de bøger, der nu manifesterer sig som statsministerens politiske inspiration. Foruden samtalerne om Shakespeare postede hun i november et fotografi af sine fødselsdagsgaver, nemlig seks bøger, herunder Christian Jungersens seneste roman, en biografi om Dronningen, kyssets kulturhistorie og den politisk revsende Blomsterdalen af Niviaq Korneliussen, som blev den første grønlandske vinder af Nordisk Råds litteraturpris. En roman, der også blev brugt i Frederiksens politiske selvfremstilling under nytårstalen, hvor den fik den fremtrædende position forrest i vinduets bogrække og dermed i skærmbilledet. En plads, Benny Andersen tidligere har haft. Et led i fortællingen om statsministerens løftede blik?
Apropos nytårstalen: Mediet Frihedsbrevet kunne i sidste uge fortælle, at maleriet bag Mette Frederiksen også var politisk afstemt og tilsyneladende et led i samme nye fortælling. Tidligere, også under Løkke, tilhørte pladsen bag statsministerens skulder L.A. Rings I høst fra 1885, et stykke kulturarv med arbejderromantisk symbolik fra marken på Sydsjælland. Med en aktindsigt dokumenterede Frihedsbrevet, at statsministeriet bad Statens Kunstfond om i al fortrolighed at finde malerier af yngre kvindelige kunstnere, der kunne udlånes og erstatte høstarbejderen under talen. Valget faldt på peruvianske Milena Bonifacini.
Salon på Marienborg
Et andet Instagram-opslag symptomatisk for Mette Frederiksens nytteinstrumentelle kulturforståelse er et fotografi af Morten Papes seneste roman, I ruiner, fra 2. januar. Omtaler statsministeren god kunst, fremhæver hun helst dens politiske værdi eller sociale funktion; hun læser ikke Shakespeares skuespil, men brugbare samtaler om dem. Eller som med Morten Papes bestseller: »Jeg er vild med dit forfatterskab. Og din tredje bog om Amager, vores samfund og konsekvenserne af sociale problemer er hermed favoritten. Hvor er der meget, jeg kan genkende, meget jeg nu tænker over og mange politiske overvejelser«. Sluttelig spørger hun i samme opslag: »Er der andre, der vil anbefale en god bog?«
I mandags gjorde hun en undtagelse med et opslag fra Det Kongelige Teater, der markerede kulturens genåbning: et fotografi af hende selv, teaterchef Kasper Holten og en ung balletdanser. I opslagets tekst roste Frederiksen de »smukke kostumer og den imponerende scenografi«.
Hvem så den komme?
Det gjorde Christian Have, allerede i sensommeren 2021. Han er mangeårig selvstændig kulturrådgiver, har en finger med i meget og er vigtig at have på sit hold, hvis man vil ind i varmen hos det danske kulturliv. Sammen med cirka 40 andre professionelle udøvere og ledere blev han i sommer inviteret til »kultursalon«, en aften i kunstens tegn på Marienborg med Frederiksen og den nytiltrådte kulturminister, Ane Halsboe-Jørgensen.
Jeg fjerner blikket fra Instagram, ringer Christian Have op og spørger til arrangementet. Det kom bag på ham, siger han, at statsministeren stod der og reciterede filosoffer, hun havde læst, men han fandt arrangementet og løftet om et nyt fokus på kunst og kultur troværdigt.
»Jeg oplevede det som et meget, meget kraftigt statement om, at regeringen ville gøre skaden god igen hos kulturlivet. De ville accepteres af parnasset. Budskabet var, at nu lægger regeringen an til en ny politisk position. Frederiksen vil være kulturens statsminister, kunsten skal tales op.«
Statsministeren talte om »en ny guldalder«, og hvis der er »kød på hendes løfter«, siger Christian Have, »kan det blive det mest interessante politiske forår længe for dansk kulturliv«.
Det er Salon-Mette, der nu træder offentligt frem. Sideløbende med kursskiftet har statsministerens personlige udstråling på sociale medier ændret karakter. Befolkningens dyrkelse af hendes person er aftaget, og der er næppe samme troværdighed i selfie-udtrykket som før. Det ved hun godt – statsministeren er ikke kun den mest fulgte politiker på sociale medier i Danmark (nu 381.000 på Instagram), hun er med længder den bedste til at bruge dem strategisk. I en tid med politisk modgang kunne Mette Frederiksen have valgt den trodsige vej, men det tyder på, at hun går ydmygt til værks. I denne uge mødte hun endelig op på Ekstra Bladet og modtog Årets nytårstorsk, som hun ellers har afvist at modtage to år i træk.
Også på Instagram har hun sænket skuldrene. Tag følgende to videoklip som eksempler: det ene fra sommeren 2021, der viser en ufejlbarlig, nærmest pralende succesfuld statsminister. Det andet fra december 2021, en belastet Mette Frederiksen, som har behov for at genvinde troværdighed, og som er i gang med at positionere sig på ny, tilsyneladende med et behov for at demonstrere, at hun godt kan slippe kontrollen.
I den første video tager statsministeren »udfordringen op og forsøger at nævne så mange af regeringens resultater som det overhovedet kan lade sig gøre på 100 sekunder«, som hun rent faktisk siger. Hvem der kunne have udfordret Frederiksen i denne alletiders mest stræbsomme sport, fortælles ikke. Hun uddyber heller ikke, hvad det udfordrende element består i; skal hun nå et vist antal succeser på de 100 sekunder? Hvad sker der, hvis hun ikke når det fulde kvantum? Er udfordringen, at en omtale af alle succeserne umuligt kan nås på 100 sekunder? Og er lyden af regeringens succes så højere end et tordenskrald og Rundetårn? Der synes at være flere elementer, man som iagttagende borger ikke skal tænke for længe over. Måske et lille skeptisk barn i folkemængden drister sig til at påpege, at ministeren jo slet ikke lader sig udfordre, eftersom hun vinder, selv når hun taber. Som hun selv skriver i opslaget: »Skuffelsen, når man ikke kan nå at nævne det hele«, efterfulgt af en emoji, der griner trods en enkelt sveddråbe i panden.
Sådan er det ikke i dag. Nytårsaftensdag rundede Frederiksen 2021 af med et 80 sekunder langt sammenklip af fejlformuleringer, selvafbrydelser og lignende, hun har begået i årets løb, foruden en kejtet dans, hun dansede til Pride-optog, påtale af egen tissetrang under optagelse og et par bemærkninger, der i lyset af førnævnte klip fra i sommer fremstår som Frederiksens forsøg på selvironisering over sit fordums hovmodige jeg: »Arh,« siger hun under spredt latter ved en snublefejl, »det er, fordi vi allerede har gjort så meget godt.« Så filmer hun forfra.
