Borgerpligt. Alle unge mennesker skal arbejde for fællesskabet. En ny værnepligt kan ifølge Lars Løkke sikre sammenhængskraften i samfundet.
Et halvt år for Danmark
Efter et års tilløb er Lars Løkke Rasmussen parat til at sætte politisk kød på det partispøgelse, han gennem måneder har ladet vandre gennem dansk politik under navnet Moderaterne. I weekenden fremlægger det nye parti et mere sammenhængende program, og blandt de kontroversielle ideer er et forslag om, at unge mennesker skal aflægge en form for samfundsmæssig værnepligt. Alle unge skal arbejde et halvt år for Danmark for at sikre den sammenhængskraft, som ifølge Lars Løkke ellers risikerer at smuldre.
»Vi kender i forvejen værnepligten, hvor den historiske baggrund var, at der var en militær trussel mod Danmark, og så måtte vi have et forsvar og derfor en værnepligt. Vi har nogle andre udfordringer i dag og derfor også behov for dybere løsninger. Der følger nogle pligter med at være menneske i det her samfund, som rækker videre end bare mig, mig mig. Man er borger, men også medborger,« siger Lars Løkke.
Del: