Kommentar. Novak Djokovics genvordigheder med pandemiens virkelighed afslører en brist i dømmekraften, man ikke kan vaccineres imod.

Fra Grand Slam til storslem

PÅ TÆRSKLEN TIL AT SPILLE sig helt op på sportshistoriens Olymp blev serbiske Novak Djokovic i stedet deporteret fra Australien efter en farceagtig nedsmeltning. Den har mest af alt blotlagt konsekvensen af hans mentale udrustning, når den bliver anvendt på virkeligheden uden for banen.

Med et titelforsvar i Australian Open ville han med 21 Grand Slam-sejre lægge afstand til de to andre store, nutidige mestre, Rafael Nadal og Roger Federer. Han ville dermed have nået et markant personligt mål efter at have været den bedste gennem en decideret guldalder for sporten. I stedet blev han et symbol på en bestemt måde at fornægte virkeligheden på. En, som de fleste sportsfolk på topniveau gerne skulle have aflært eller være blevet rådgivet ud af. Selvom det givetvis kan være fristende at insistere, indtil det har egentlige konsekvenser.

brny
(f. 1974) er cand.mag i filosofi og har skrevet fast om sport og kunst for avisen siden 2017. Han har base i Italien og arbejder ofte som ekspert-kommentator på tv til de store cykelsportsbegivenheder. Ved siden af journalistgerningen laver han vin i Californien.

Andre læser også