Brian Nygaard

(f. 1974) er cand.mag i filosofi og skriver om sport og kunst. Han har base i Italien og arbejder herudover som ekspert-kommentator på tv. Han er medudgiver af forskellige bøger og tidsskrifter om moderne filosofi og arbejder sideløbende som gastronomi-skribent.
Interview. De få ryttere, der er i stand til at vinde verdens største cykelløb, lever ofte på kanten af et sammenbrud. Enten på cyklen eller i deres eget sind. Stortalentet britiske Peter Kennaugh måtte stå af.

Stofskifte

Stofskifte Af Brian Nygaard

Toulouse. Da det mest ambitiøse cykelhold nogensinde blev lanceret i vinteren 2009, befandt den første samling af truppen sig på et lille provinshotel uden for Manchester. Lidt isoleret og langt fra den medie­opmærksomhed, der sidenhen skulle følge det megalomane hold i med- og modgang. Team Sky landede i cykelsporten som en pengestærk supermagt, der efter overraskende kort tid kom til at dominere det største løb af dem alle. Men på hotellet i Nordengland begyndte det hele en råkold morgen under langt mere anonyme omstændigheder, og rytterne på det nye hold blev præsenteret for hinanden med et par korte ord fra en sportsdirektør i et mødelokale uden vinduer.

Da den blot 20-årige Peter Kennaugh fra Douglas på østkysten af Isle of Man stod foran de andre, blev der fortroligt hvisket på de bagerste rækker, at han en dag ville vinde Tour de France. Det anede han intet om selv, men alle var klar over, at han var et enormt talent, der formentlig ikke havde nogen naturlige grænser for, hvor langt han kunne nå. Han var juniorverdensmester på banen og vandt senere OL-guld samme sted. Han var prototypen på den type ryttere, som Team Sky kunne forvandle fra den videnskabeligt definerede indendørsdisciplin til det ukontrollable kaos, som landevejssporten ofte er. Det gjorde holdet første gang med Bradley Wiggins i 2012 og rundede det af igen sidste år med Tour-sejren til Geraint Thomas.

Men for Peter Kennaugh gik metamorfosen i stå inden udfoldelsen. En af de mest lysende karrierer i moderne britisk cykling led mentalt skibbrud, da han for vild i det liv, det kræver at være blandt de udvalgte få.

»Jeg mistede evnen til at føle mig glad, da jeg skulle tage de næste skridt i retningen af at være Tour-rytter,« fortæller den 30-årige Peter Kennaugh. Han er gæstekommentator hos engelske ITV, der transmitterer løbet, som efterhånden har fået en enorm plads hos briterne, der har vundet seks af de seneste syv udgaver. »Jeg sad lige pludselig i de cykelløb, jeg var købt dyrt ind til at være god i, og følte, at mine ben intet kunne. Jeg var ikke længere i stand til at tåle lidelse, og glæden ved mit eget liv forsvandt samtidig.«

Kennaugh sidder i mediebyen under dette års Tour og er lidt ufrivilligt undervejs til det cykelløb, han var tænkt til at vinde en dag. I stedet tabte han muligheden, da horisonten for hans eget liv forsvandt, og han ikke længere var i stand til at leve sit liv som professionel.

»Som moderne cykling har udviklet sig, har du ikke en chance, hvis du ikke kan ofre alt andet til fordel for de mål, du sætter dig. Du lever i en boble, og for mig gik det i stykker, da jeg ikke længere kunne se formålet med min egen medvirken. Jeg blev ulykkelig og led under det i flere år.«

Kennaugh ligner en af den slags evigt unge skuespillere, man ikke kan aldersbestemme. Selvom han er blevet 30, har stiftet familie og været igennem en dyster livskrise, han knap nok har rejst sig fra, ligner han en smuk, forvokset teenager fra en moderne tv-serie. Hans sorte tøj sidder løst, som en silhuetagtig kontrast til årene, hvor han var skind og ben i tætsiddende cykeltøj. De brune øjne flakker lidt, mens han lytter. Han er stadigvæk ikke helt kommet overens med at være på den her side af hegnet.

»Jeg blev indhentet af en livsstil, jeg ikke kunne finde mig til rette i. Det er den hårdeste sport i verden, og den kan du ikke være en del af på en halvhjertet måde. Jeg tror, det er umuligt for mennesker udefra at forstå, hvor meget du skal lide, og hvor konsekvent du skal ofre alt andet for at blive en Tour de France-kandidat. Min forelskelse i professionel cykelsport forsvandt i det spil, men jeg har stadigvæk svært ved at slippe sporten alligevel, for jeg har aldrig lavet andet. Når du kører løb, analyserer du ikke ret meget. Det er bare noget, du gør, som en refleks. Nu sidder jeg her og prøver at se det hele udefra. Det er måske for tidligt, men mit liv skal jo gå videre, og det her er muligvis en af måderne, jeg kan gøre det på.«

Kennaugh kender de mest succesrige hold ud og ind. Han skiftede fra Team Sky til et nyt tysk stjernehold, hvor han skulle være en af deres mest markante ryttere i de store etape­løb. Forløsningen i form af resultater kom kun lejlighedsvis. Han tog en pause, kom tilbage og vandt, men evnen til at leve livet som professionel mistede han.

Udviklingen af moderne, professionel cykelsport handler om specialisering og videnskabelig optimering. Små forskelle, der kan vinde løbene. Tidligere blev sejrene i de største løb taget med adskillige minutter, nu er der ofte tale om få sekunder, der skiller de bedste på de øverste placeringer. Det er ikke ualmindeligt, at rytterne, der benhårdt og ufravigeligt satser på Tour de France, har det som deres eneste mål hen over en sæson. Alt andet er forberedelse i form af ensomme uger i højdetræning, asketisk diæt og afsavn. En munkeagtig tilværelse, hvor kun enkelte opnår resultatmæssig gevinst. De bedste hold er i stand til at hyre ryttere på det øverste niveau, hvor alle er fænomenalt gode. Nogle af dem er mulige vindere, der i stedet bliver hjælperyttere til en høj løn. Kredsen af reelle Tour de France-vindere er stor i år, men tæller stadigvæk kun en ganske lille håndfuld. Alle ofrer alt, dag ud og dag ind. Nogle en lille smule mere end andre. Der ligger forskellen ofte mellem de største triumfer og de anonyme placeringer. Kennaugh faldt ned i revnerne mellem de to måder at være rytter på, men til sidst kunne han ingen af delene.

»Cykling er ikke for almindelige mennesker, for du skal opgive et normalt liv for at blive god. Og hvis du vil være den bedste, skal du ud i nogle ekstremer, som selv de færreste inden for sporten er i stand til. Jeg blev voksen og kunne mærke, at den del gjorde mig ulykkelig, det var umuligt for mig.

Da jeg blev professionel, drømte jeg om at vinde et løb. Bare ét. Det gjorde jeg så, og den følelse er næsten ubeskrivelig. Du bliver løftet til et andet sted, og alt det, du har ofret for at komme dertil, forsvinder et øjeblik. Det er jeg glad for at have prøvet, for nu handler min dagligdag om at gøre nogle små ting godt, så mit liv ikke falder fra hinanden igen.«

Cykelsportens fascination bliver ofte forklaret som dens evne til at være et spejl for tilværelsen. Men i forhold til de egenskaber, det kræver at bære den fortælling, er hovedrollerne befolket af de få, der lever længst muligt væk fra en normaltilværelse.

»Den eneste, jeg kender, der har evnen til at være Tour-vinder og have et reelt liv udenfor, er Geraint Thomas, der vandt sidste år. Derfor er der også mange i år, som undervurderer ham eller næsten havde afskrevet ham inden. Fordi man kan mærke, at cykling ikke er det eneste for ham. Det er ironisk nok noget af det, der gør ham speciel i moderne cykling. Jeg kan mærke, at det irriterer ham, at han blev set ned på i forhold til sejren i år. Jeg tror, han har lyst til at tage hævn over dem, der mener, at han ikke kan vinde, fordi han ikke vil give slip på et liv udenfor. Han var en af dem, der hjalp mig, da det så allermest sort ud. Derfor vil jeg måske dele en lille smule af den forløsning, det vil være, når han viser dem alle sammen i år, at det godt kan lade sig gøre,« fortæller sportens forliste talent om den store undtagelse, der sidste år slog en bro mellem det normale, konkrete liv og drømmen om den ultimative triumf. Om en uge får vi svaret på, om Geraint Thomas kan gøre det igen.

 

Læs også Aske Muncks artikel om Albert Londres' reportager fra Tour de France i 1924:

»Der er cirkusartister, der spiser mursten eller sluger levende frøer. Jeg har set fakirer æde flydende bly. Det er helt normale mennesker. De rigtige galninge, er visse fanatikere, der 22. juni forlod Paris for at æde støv (...) når man først har fået smag for det, kan man slet ikke få nok.«

Side 33