Jurnalister billede

Brian Nygaard

(f. 1974) er cand.mag i filosofi og har skrevet fast om sport og kunst for avisen siden 2017. Han har base i Italien og arbejder ofte som ekspert-kommentator på tv til de store cykelsportsbegivenheder. Ved siden af journalistgerningen laver han vin i Californien.
Hjertets Bjerge. Mads Pedersen trådte en uhyggelig vigtig sejr hjem ved at udfordre sin største rival. Han har vundet større cykelløb, men sjældent imponeret så gennemført.

Spøgelset på Kemmelberg

Der står en lille gruppe mænd i skotske nationaldragter på græsset ved siden af en pløjemark. Man kan høre deres sækkepiber og det dybe slag på trommen fra den lyd, tv-produktionens motorcykel bruger til at fange feltets egen rodede musik af bremser og tilskuernes råb.

Vejen mellem markerne er ikke ret meget bredere end en cykelsti, men det allerede hårdt prøvede cykelfelt skal ikke den her vej af praktiske årsager. I det hele taget synes få beslutninger om Gent-Wevelgems løbsarkitektur at have noget at skaffe med bekvemmelighed eller logistik. Sådan er det i alle de store forårsklassikere, og derfor ligner den sydligste del af denne rute tæt på grænsen til Frankrig en børnetegning med tilfældigt flakkende streger hen over hinanden.

I zonen syd for Leper ligger Gent-Wevelgems eneste og afgørende stigninger, og det er oftest her, vindere og tabere tager endeligt afsked med hinanden. Det er også her, cykelløbet ærer de faldne på slagmarkerne fra Første Verdenskrig. Det er mulden over et af de dybeste ar i den vestlige civilisations historie. Alene under det tredje slag i Ypres, som er løbets startby, døde over en halv million soldater. Tal og steder, der næsten ikke er til at begribe.

Krigsreferencer i beskrivelsen af cykelryttere og de løb, de kører, har det med at blive fortærskede, længe inden blækket er tørt. Det er ofte de mest dovne og selvsvingende analogier, der bliver pakket ud til lejligheden i mangel af bedre. De har det med at blegne endnu mere nu, fordi vi rent faktisk lever i en tidsalder, hvor krig er en ond realitet, og hvor mennesker bliver dræbt i hobetal under dens tyngende rædsler. Cykelløb er bare cykelløb. En luksus, hvor vi som tilskuere er begunstigede af endnu et forår, langt fra ødelagte menneskeliv, smerte og død.

Men cykelløbet Gent-Wevelgem er anderledes i den forstand, at det i sig selv er et levende mindesmærke, der helt bevidst gennemkører nogle af de mest grusomme steder, menneskeheden kender til. Steder, vi aldrig må glemme, og som her bliver ærefuldt berørt af løbets tilstedeværelse en forårssøndag.

Fra helikopterens tv-billeder bliver kontrasten mellem de brune, mosbelagte tage og de kridhvide gravsten endnu tydeligere. Det flade, monotone bondeland med gårde og lerede marker bliver skåret op på tværs og på langs mellem store og små gravmonumenter spredt ud over landskabet. Sækkepiberne toner hurtigt ud, men stedet, de står, bliver siddende lidt længere i bevidstheden på grund af tv-grafikkens tekst: Christmas Truce, Plugstreet. Det var her, tyske og allierede tropper lagde våbnene juleaften i 1914 og mødtes til en fodboldkamp. En uofficiel våbenhvile og et glimt af almen menneskelighed formuleret som sport, inden slagteriet fortsatte. På de allieredes side spillede nogle af de skotske soldater i den type kilt, musikerne også bærer i dag. De to yderste mænd uden instrumenter gør honnør, mens det splittede felt hamrer forbi med 69 kilometer til mål, og Mads Pedersens Lidl-Trek-hold tager et endnu mere fast greb om løbets gang.

På næstsidste tur over stigningen ved Kemmelberg sker der noget uventet. Det er, som om man skal se det i slowmotion for at tro på, at det ikke er et optisk bedrag. Afstanden mellem Mads Pedersen og verdensmesteren, Mathieu van der Poel, bag ham kan pludselig måles både i meter og helt ind i hollænderens ansigtsudtryk. Han lider på den måde, han selv plejer at få andre til at lide i de hårdeste finaler.

Sidste gang over løbets mest berømte bakke, og Pedersen forcerer og hiver som en stor ilter hund, hvis ejer bagved er tæt på at måtte slippe snoren. Danskeren har allerede tidligt gjort finalen hård. Med føringer og fremstød har han vist, at han har en af de dage, hvor han enten vinder eller bare smadrer de andre, hvis de vil være med oppe foran. Man kan ikke smadre van der Poel, men Pedersen har tydeligvis taget en beslutning. Det skal være ualmindelig dyrt i kræfter og topfart at komme med netop ham til Wevelgem i dag. Han fører så gennemført dybt, at van der Poel, forårsklassikernes ubestridte kolos, måske begynder at blive til et menneske igen. Kort før porten til den sidste kilometer lægger van der Poel sig demonstrativt bag danskeren for at få en fordel i spurten. Han placerer sig der, hvor han får læ og kan hugge til fra Pedersens slipstrøm. Et pokerspil, hvor den mindste tøven fra en af dem vil betyde, at det hidsigt jagtende felt kan nå dem. Det ved Pedersen, men han ved helt sikkert også, at det løb, han har kørt, allerede er så langt fra det rationelle og det taktisk fornuftige, at han kun har én mulighed. Det er at åbne spurten først og håbe, at han har gjort skade nok på sin største og eneste modstander til, at han kan holde ham bag sig.

Pedersen åbner resolut, og 50 meter før målstregen opgiver van der Poel at følge ham. Sænker hovedet og ryster i opgivelse og anerkendelse på samme tid. Opvisningen på Kemmelberg var et forvarsel om styrkeforholdet. Mads Pedersen gjorde det umulige.

Der er mange spøgelser på den formation af bakker, der udgør Kemmelberg. Navngivet efter kelternes krigsgud og slagmark for det fjerde slag ved Ypres i 1918. Der ligger to krigskirkegårde, og i det nordøstlige hjørne, og på toppen, troner et stort monument for de faldne franske soldater. Det er også det sted, hvor de bedste ryttere inden – eller før i tiden mellem – de to største forårsklassikere har fået en meget klar indikation på, hvor de står i forhold til deres konkurrenter. En demarkationslinje mellem strålende vinderform og nedslående utilstrækkelighed i årets vigtigste uger. Et sted, hvor alt det, du har gjort indtil da, bliver hejst ned som et spejl foran dig.

Mads Pedersen vandt Gent-Wevelgem for fire år siden, og hans generalieblad siden da er kun blevet endnu mere overbevisende. Men måske har han aldrig vundet en mere imponerende sejr. Han tog feltets ubestridt bedste klassikerrytter med til målstregen langt udefra og slog ham, da de kom hjem.

Jeg tror, Mads Pedersen gav slip på van der Poels allestedsnærværende spøgelse på Kemmelberg i går. Nu ved han, at han kan besejres i de løb, han ellers har set overmenneskelig ud i, og den psykologiske triumf i den manøvre må næsten tælle lige så meget som turen på podiet bagefter. Hvis det er rigtigt, at de største ikke er bedre end deres seneste præstation, gjorde Mads Pedersen sig i går til storfavorit til at vinde enten Flandern Rundt eller Paris-Roubaix.

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens nyhedsbrev om cykling Hjertets Bjerge. Læs mere og tilmeld Dem gratis her.