Kære læser

Da jeg mødte Christopher Juul-Jensen første gang, efter at han flyttede til Toscana, fandt jeg ud af, at han var en vild person. Vild med at cykle, vild med livet, vildt nysgerrig. Han kom på besøg i tide og utide på bakken, hvor jeg boede. Altid på sin hvide Vespa PX 125, som han bragede rundt på, når han ikke cyklede. Vi mødtes også på stambaren på Piazza San Frediano i Lucca, hvor vi drak vin uden for sæsonen sammen med Anders Lund og Matti Breschel. Vi blev hurtigt gode venner, og hvad jeg først troede var en rastløs, ung fantast, viste sig at være en meget eftertænksom og lynende begavet og hylende morsom knægt, født i Irland og med en stålfast ambition om at gøre karriere i sporten.

Hans nysgerrighed fandt vej til min bogreol – eller snarere til de stakke af bøger, der lå på de fleste borde i små stakke i det hus, jeg boede i dengang. Jeg tror egentlig, at han sagde, at han gerne ville læse dem alle sammen, men han fik lov til at låne en håndfuld ad gangen, og det var det tunge skyts, han gav sig i kast med af litterære og filosofiske klassikere. Men sådan er Chris. Ikke bange for nogen eller noget, bare direkte ind i det sværeste og mest interessante. Nøjagtigt ligesom han kører cykelløb. Han er lige så hjemmevant i de høje bjerge, som han er på de nordfranske brosten i Paris-Roubaix.

På et tidspunkt fik jeg mulighed for at skubbe lidt på, så Chris og jeg kom til at arbejde på samme hold, og det viste sig at være et godt match, for det er der, han stadigvæk kører – på sit tiende år. I den periode er han blevet en af de mest anerkendte hjælperyttere i alt slags terræn og kører lige nu sin 16. Grand Tour for Team Jayco-Alula.

Det er herfra, han har skrevet sin anden tekst fra dette års Vuelta a Espana – om holdløbet. 

Læs Christopher Juul-Jensens tekst på Weekendavisens hjemmeside her.

Kærlig hilsen