Drømmen om et opgør

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens nyhedsbrev om cykling, Hjertets Bjerge. Læs mere og tilmeld Dem her.

Måske var dette års udgave af verdens største cykelløb det bedste bevis på, at vi kan kassere den tendentiøse holdning, at der findes »lette« og »svære« Tour-ruter. Eller mere præcist: Der giver ingen mening at tale om, at der findes en let rute, når man tager et af de store holds taktiske dispositioner med i vurderingen af, hvor hårdt en rute kan køres.

Vurderet på højdemeter alene var den noget mildere indledning i år i Nordfrankrig nemlig ifølge både stjerner og vandbærere den hårdeste i mands minde. Fordi den blev kørt sådan. Jonas Vingegaards Visma-Lease a Bike-hold investerede hele hovedstolen af form og forberedelser i at ryste og dermed på sigt ruinere de angrebsmuligheder, deres største og eneste rival utvivlsomt ville have.

At tv-optagelserne af al den styrkemæssige ståhej og på flere måder ultraambitiøse kørsel fra den sort-gule trup ikke fandt vej til det farvestrålende tilbageblik, der blev vist, før ruten for 2026 blev præsenteret i Paris i går, er der flere årsager til. Den vigtigste var nok, at det ville have været et knap så nostalgisk-fotogent billedmateriale, da det var et afgørende træk, der mest af alt måske kostede Vingegaards muligheder og i sidste ende bare gjorde vejen endnu bredere for Pogacars felttog. Når ASO inviterer til fejring af de store øjeblikke, før de konkrete håb skal tændes for de nye til næste år, er det naturligt nok ikke efterrationalisering og selvkritik hos dem, der ikke lykkedes, det skal dreje sig om.

Scenen var selvsagt sat for at holde liv i gløderne for den overskriftstrækkende dagsorden, der lyder, at de to største etapeløbsryttere i verden stadigvæk har et relevant sportsligt mellemværende, der er neglebidende intenst. Og direkte afledt af det handler det også for ASO om at gøre konkurrencen kommercielt værdifuld i forhold til seertal hos dem, der betaler for at vise det. En reprise af de sidste to års Pogacar-dominans vil formentlig ikke få flere til at stimle sammen omkring skærmene, synes at være bekymringen. Seertallene trækker i begge retninger, men hvad skal Jean-Etienne Amaury, der er det nuværende familieoverhoved for den store, privatejede sportsvirksomhed, egentlig stille op med af svar, når bestyrelsen vil vide, hvad der skal holde liv i spændingen i en tidsalder, hvor Tadej Pogacar raserer stort set alt, han stiller til start i?

Men alligevel var der en forventning om et nyt stort opgør i Paris i går. Et opgør, som ruten i al dens bagtunge potentiale ville kunne mane frem. En spændingskurve, der ville kunne være løbet bekendt, fristes man næsten til at sige. Det er interessant, al den stund det altid har været en meget fransk kongstanke hos alle Tour-direktører og således også for Prudhomme, at løbets dyrebare sjæl, dets uovervindelige identitet og særligt franske måde at være fransk og størst på, altid vil være det vigtigste i sidste ende. Ryttere kommer og går, og ligefrem at forholde sig til, hvem der i en given tidsalder ville kunne drage fordel af en bestemt type rute, har været og er for så vidt stadigvæk utænkeligt.

Men hvad angår næste år, kan man sige, at ASO har allieret sig med publikum ved ret så kraftigt endda at gøre løbet så svært på de allersidste etaper, at meget muligvis kan ske på den sidste store bjergetape. Netop det ville være Tour-societetets hedeste drøm, og selvom man ikke kan hive så konkrete formuleringer ud af så dreven en ledende talsmand og i øvrigt tidligere journalist som Prudhomme, så betyder det noget helt specifikt. Nemlig at gøre det muligt for Jonas Vingegaard at udfordre Tadej Pogacar i det terræn og den tynde luft, han selv siger han er bedst i. Om det er en foræring til danskerens kvaliteter eller en allerede kortlagt vej til skafottet, ved vi forhåbentlig først sent inde i løbet. Men uanset hvad er 20. etape faktisk et katalog over Alpernes længste, mest klassiske bjerge og samtidig en uhyggelig finale med en svær opkørsel til Col de Sarenne og via hyrdestien til Alpe d'Huez, hvor der også er mål dagen inden, den klassiske vej op. Alt sammen oppe i nærheden af der, hvor iltgælden vokser, og ikke mindst den akkumulerede træthed for længst har boret sig ind i selv de bedste ben.

Prudhomme sagde efter rutepræsentationen til den franske avis Le Monde, at »det er en rute, der er designet til at fastholde suspense helt frem til afslutningen«. Så ja, det er et forsøg på antitesen til den uvægerlige slovenske konklusion i år og forrige år. Mon ikke franskmændene så med, da Giro d'Italia udviklede sig til en nærmest forløsende gyser på netop næstsidste dag i år og på den måde leverede mere spænding end Tour og Vuelta tilsammen?

Det design, Prudhomme refererer til, ud over at meget måske kan vendes på hovedet på den mest savtakkede profil i den sidste uge, må i sagens natur også handle om det, der skal ske inden. Men ser man nærmere på de andre nøgleetaper spredt ud over de foregående to uger, vil det godt nok være en tilsnigelse at hævde, at nogen kommer nemt til foden af de sidste tinder uden et alvorligt tidstab til den forsvarende mester, hvis han møder op i bare tilnærmelsesvis samme form som i de seneste udgaver. Nok er Pyrenæerne nemmere end Alperne næste år, men de runder den første uge af og vil efter et indledende holdløb op til Montjuic og det olympiske stadion i Barcelona allerede sætte et tidligt og ikke bare antydningsvist hierarki. Der er meget svære etaper i det franske centralmassiv og Vogeserne, begge med etapemål, nøjagtigt der, hvor begge duellanter har vundet trøstepræmier i de respektive år, de er blevet slået af deres rival. Tilfældigt? Det er svært at forestille sig, men et herligt nyt bekendtskab i Tour-sammenhæng er 15. etape fra Jurabjergene og ind i Alperne med afslutning på Plateau de Solaison efterfulgt af løbets eneste enkeltstart, hen over 26 kuperede kilometer.

Først efter alt det og en hel del mere undervejs vil man kunne gøre et regnskab op, der sætter en mulig dagsorden for, hvor omfattende et drama den sidste uge kan bringe. I år skubbede Jonas Vingegaard dagligt det afgørende slag foran sig og insisterede på, at muligheden for at få Pogacar til at bløde tid var til stede. I sidste ende var det eneste, han flyttede på den kugleramme, nogle få bonussekunder. Men hvad han til gengæld viste fra og med etapen til Mont Ventoux, var, at han klatrede på et højere niveau end før og i den forstand kom tættere på den allerbedste. Desværre for ham og hans hollandske hold var strategien inden da løbet ud i sandet, og uret på nogle af de afgørende dage stukket af i retning af et alt for stort tidstab.

I skrivende stund er det stadigvæk ikke fastlagt, hvilket program den dobbelte danske Tour-vinder skal køre i 2026. Måske er det italiensk ønsketænkning, at han kører Giro d'Italia, eller måske vil det passe som både en glorværdig optræden for hans cv og en gunstig vej til topformen op til Touren. Han ofrer næppe alle andre løb for at køre for sin fjerde andenplads, men til den tid vil det være tre år siden, han sidst vandt Tour de France.

Eftersom han er den eneste, der kan komme tæt på verdensmesteren, må man håbe for ham, for ASO, for cykelsporten som sådan og måske egentlig også for Tadej Pogacar selv, at han vælger rigtigt. Det ville være en tilsnigelse at sige, at Christian Prudhomme i går ligefrem løsnede båndet på en flot indpakket gave med danskerens navn på. Men han gav ham i hvert fald summen af alt det, han selv mener han er bedst til: lange stigninger i de højeste bjerge allersidst i den tredje uge. Nedtællingen til, hvad han kan få ud af det, er allerede i gang, og nu ved han, nøjagtig hvad han kan sigte efter. Pogacars bue synes altid spændt, Vingegaard trænger anderledes mere til at ramme plet i det løb, han allerhelst vil genvinde.