Farvel til våbnene

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens nyhedsbrev om cykling, Hjertets Bjerge. Brian Nygaard skriver om hver etape under hele Tour de France. Læs mere og tilmeld Dem her.

Det skulle have været skuepladsen for et storslået slag i den ultimative dyst, men i stedet løb strategien ud i sandet, alt imens timeglasset er ved at rinde ud for Visma-Lease a Bike-holdet og dets danske kaptajn.

Det var en dag, hvor der ikke skulle efterlades nogen tvivl i afsøgningen af grænser. Egne og andres. Og således havde Vingegaard selv kundgjort, at der skulle angribes, satses og alt kastes efter et ultimativt forsøg på at vende løbets topstilling på hovedet. Hvad det konkret skulle beløbe sig til rent taktisk, var skrevet på kort, der blev holdt tæt ind til tynde kroppe. Men da de kom på bordet i går, ville selv en meget optimistisk sandsigerske have haft svært ved at forudsige andet, end at det ville ende med kvadratroden af ingenting.

Det var en dag, hvor en plan kunne blive lagt ned over et løb og på den måde diktere udfaldet, hvis man tidligt nok brugte de rigtige kræfter effektivt og uden tøven. Derfor var Col de la Madeleine det første fikspunkt for Vismas offensiv. Simon Yates og Sepp Kuss stod for grovsorteringen, mens en endnu mere offensiv enterprise trak fra længere oppe ad bjerget med blandt andre Jorgenson, Primoz Roglic, Gall, Arensman og Ben O'Connor. Men så slyngede danskeren øksen. Med 71 kilometer igen og 4,5 fra toppen af Madeleine lukkede han hullet med et par ryk og Pogacar på hjul. Så var de otte, Pogacar var alene, og Florian Lipowitz og Oscar Onley havde deres egne problemer på den første halvdel af etapen.

Men det godt 15 kilometer lange halvflade dalstykke inden den sidste opkørsel uden for kategori endte med at stille flere spørgsmål til taktikken end de svar, det hollandske hold havde forsøgt at fremprovokere på tinden forinden. Af de angreb og foranstaltninger, der skulle have sat Pogacar under et tidligt pres på Col de la Madeleine, var en ikke overraskende afmontering af hans hold, det første delmål. Men som sædvanlig kom den udskrivning med en næsten øjeblikkeligt udstedt efterregning, da der skulle profiteres og tages næste træk. Stilstanden på det flade betød, at grupperne, der var blevet sat, kom tilbage, og det etapevindende angreb foran fik et stort hul.

Dalen kom til at fungere som en nulstilling af dagsordner og muligheder, så den længe ventede monsteretape fra Vif til Col de la Loze gjorde brugen af hjælperyttere som enten trækdyr eller potentielle raketter i en satellitmanøvre ude foran til en ufarlig affære og en tandløs tiger for Vismas vedkommende. Boomerangeffekten var i hvert fald på spil igen, og skulle nogen få den kætterske idé at opsummere forholdet mellem etaperesultatet og brugen af kræfter på det sort-gule hold, så er det svært at komme til andre konklusioner, end at de kørte Tadej Pogacars cykelløb.

Der har været talt og skrevet meget om en gengældelsens vej i år op til Col de la Loze på grund af slovenerens totale sammenbrud i 2023. At han ville omskrive det bjergs historie med sin egen skæbne ved at ridse nogle nye ord ind i klipperne, så de ville blive husket for noget andet. Opkørslen i går havde kun skiltet på toppen tilfælles med den væsentlig hårdere anden vej op for to år siden, og Col de la Loze anno 2025 var en helt og aldeles uinteressant affære, hvad angår klassementet. Det stående lyspunkt blev Ben O'Connors formidable solosejr, der endnu en gang viser hans enorme klasse, hvis kontinuitet gang på gang synes at blive afbrudt af alt for store modstandere, hvoriblandt han selv synes at figurere temmelig ofte som en af de største. Udover det var kampen om de sekundære placeringer noget nær det eneste, der fortjente, at hånden blev gravet lejlighedsvis ned i posen med popcorn.

Medmindre man altså begiver sig ud i en undrende granskning af forholdet mellem sprog og virkelighed i Jonas Vingegaard og Visma-Lease a Bikes handlinger og ord. For hvis det, vi så i går, var at »satse alt«, »angribe og turde miste andenpladsen« og vise, »at Touren ikke er forbi«, mangler der en manual, der kan give fyldestgørende mening til ideen med at føre et helt og aldeles ufarligt tempo hele vejen op ad finalebjerget på selveste kongeetapen for at lancere et angreb 848 meter fra målstregen. Pogacar kørte demonstrativt kontra, tog nogle sekunder, og så trykkede de to duellanter næver efter kampen. Men den gule trøje kunne lige så godt have sagt tak for hjælpen. Men danskeren selv udtrykte alligevel tilfredshed med dagen og tidstabet og forklarede på engelsk, at »I felt good and the team felt good«, og der manglede nærmest bare det spjæt og vræl, som James Brown plejede at akkompagnere nogenlunde de samme ord med. »Wuaaaah.«

Og nu vi er i det udenlandske, så er det formentlig også så langt, vi skal rejse, før der er nogen i den analyserende del af koret, som endegyldigt trækker bullshitkortet på Visma-sangen om, at løbet endnu ikke er forbi. Alexandre Roos har i dagens udgave af L'Equipe i hvert fald mistet tålmodigheden med Vingegaard: »’Touren er ikke slut.’ Vi ville have foretrukket at kaste os ud fra en af de klippefyldte tinder, hvor mængden havde samlet sig helt oppe på Col de la Loze, et muntert, ophidset folkefærd, hvis konturer og silhuetter dannede en slags skyggespil i tågen, for at styrte længere ned på en bund af klipper og vilde blomster, snarere end at høre Jonas Vingegaard udtale disse ord ved målstregen. Vi ville endda hellere have revet alle neglene ud på begge hænder. Der er grænser for dobbeltsnak og også for selvovertalelse, for at gøre grin med andre og især med os selv. Vi forstår, at danskeren ikke kan påstå det modsatte, men han er heller ikke forpligtet til at rulle en sætning af sig som en robot, han ikke tror på, hvilket han ikke kan tro på, da han siden starten af Tour de France aldrig har formået at tage et eneste sekund fra Tadej Pogacar.«

Så spørgsmålet er – og svaret giver sig selv, medmindre den gule trøje styrter og udgår på dagens forkortede bjergetape – om Tour de France ikke er afgjort? Det er den, hvis kongeetapen blev til et yderligere minus på Vingegaards konto, for så refererer udtrykket om, at Touren ikke er forbi, kun til den kendsgerning, at jo, der mangler rigtignok både fredag og lørdag, inden det bliver søndag.

Det tager intet fra andenpladsen og den enorme præstation, det er at opnå så stort et resultat i verdens største løb, men det sker på baggrund af en fejlslagen strategi, der først lignede den brændte jords taktik, men endte med et lillebitte lejrbål, man knap nok kunne bage et snobrød på. Efter ikke at have vundet siden enkeltstarten på 13. etape har jeg på fornemmelsen, at Tadej Pogacar har tænkt sig at sætte anderledes ild til den sidste dag i bjergene.