Jurnalister billede

Hans Mortensen

(f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.
Løkke. Moderaterne har ikke blot overtaget pladsen på midten. Den politiske substans ligner også til forveksling klassiske radikale positioner.

Manden i midten

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens politiske nyhedsbrev Mandag Mortensen. Læs mere og tilmeld Dem her.

Der er trængsel på midten af dansk politik, og i trængsel skal man ikke forlade sin plads i forventning om, at den stadig er ledig, hvis man finder på at vende tilbage.

Få bemærkede, at Radikale Venstre holdt landsmøde i weekenden, og det var der egentlig heller ikke den store grund til. Mødet var ekstraordinært og udløst af interne trakasserier af den slags, der har det med at ramme partier, der politisk har for lidt at tage sig til. Nyheden var, at partiets landsformand, en udelukkende organisatorisk figur, nu hedder Poul Arne Bødker.

Ville man have en snert af den gammeldags radikale etos, som kommer af at sidde i magtens centrum, hvor placeringen giver magt og indflydelse i et omfang, der langt overstiger mandattyngden, skulle man kigge andetsteds. Til Moderaternes landsmøde i Vejle.

Hvor det tidligere var figurer som Niels Helveg Petersen, Marianne Jelved og Margrethe Vestager, der angav, om farven på dansk politik skulle være rød eller blå, er det nu Lars Løkke Rasmussen, der har overtaget pegepinden. Og selvom SVM-regeringen skranter faretruende i samtlige meningsmålinger, tyder samme målinger på, at Løkke og Moderaterne kan beholde den udslagsgivende placering.

Det er imidlertid ikke kun, når det gælder spørgsmålet om statsministerens politiske kulør, at Løkke har tilegnet sig den politiske position. Også i den politiske substans ligner hans parti mere og mere en opfrisket udgave af De Radikale.

Udgangspunktet er en insisteren på en slags objektiv fornuft hinsides ideologierne, hvilket i årtier har været den radikale position.

I den økonomiske politik er han blå i den lyseste nuance med fokus på arbejdsudbud og en økonomisk politik, der fremmer det private initiativ, en veltrimmet og effektiv velfærdsstat, hvori reformer sikrer en fortsat beståen.

Klimapolitisk slog Løkke fast, at landbruget skal finde sig i en afgift på samme niveau som andre erhverv. I udlændingepolitikken talte han om tonen, der var blevet bedre, men stadig skulle tages vare på, så folk ikke igen skal mistænkeliggøres, fordi de hedder Amina eller Mohammed.

Til EU-valget i juni stiller Moderaterne med den tidligere formand for Europabevægelsen Stine Bosse øverst på listen. Hendes erklæringer i EU-politikken er svære at skelne fra de positioner, som De Radikale engang var alene om, mens både Venstre og Socialdemokratiet anlagde mere forbeholdne toner. Blandt de mærkesager, hun selv præsenterer på partiets hjemmeside, er en fælles europæisk strategi for migration.

Alt i alt er der næsten intet i Moderaternes politik, man ikke har kunnet finde hos Radikale Venstre. I hvert fald den gamle udgave af De Radikale, fra før det parti værdipolitisk fik sig selv isoleret sammen med venstrefløjen.

Løkke bekendte sig da også fuldtonet til den fløjfri position og det brede samarbejde over midten. I et interview med DR-programmet Slotsholmen op til landsmødet sagde han, at han godt kunne forestille sig at gå til valg på en fortsættelse af SVM-regeringen.

»Altså, hvis jeg skulle bedømme det i dag: ja. Men det er jo ikke så ultimativt, at det så skal ekskludere andre, der også kunne være med,« lød formuleringen.

Det er da også svært lige nu at se Moderaterne andre steder efter landsmødets politiske toneklang. Ganske vist drømmes der i resterne af blå blok om, at en gunstig mandatfordeling efter et kommende valg kunne lokke både Venstre og Moderaterne over hegnet.

Det vil kræve, at Løkke, der står fast på en klimaafgift på landbruget, finder et fælles grundlag med Inger Støjberg, der lige nu afholder rallyer med rodeotyr, candyfloss og varme pølser rundt i landet for at fortælle dem, der måtte være i tvivl, at hun siger nej til en afgift – bare nej.

Det vil også kræve, at den gode tone i udlændingepolitikken kan opretholdes sammen med Morten Messerschmidt, Støjberg og måske endda med Martin Henriksens udgave af Nye Borgerlige. Det vil kræve, at Løkke genopfinder en politisk fortælling, der bryder med den, han i 2019 satte i verden med bogen Befrielsens øjeblik.

Med Løkke skal man ikke udelukke noget, men mere sandsynligt er det, at han også efter et valg kan placere sig centralt i midten. Muligvis i en anden konstruktion end SVM. SF har allerede budt sig til. De Konservative ventes med Mona Juul i spidsen at rykke tættere på midten. Og vil et mandatstyrket Liberal Alliance efter et valg være interesseret i endnu en periode i opposition sammen med de blå yderpartier?

Selvom SVM-regeringen, som meget tyder på, taber næste valg, er det ikke givet, at Lars Løkke Rasmussen taber det. Dertil har han sat sig for solidt i den ledige radikale stol – både taktisk og substantielt.