Jurnalister billede

Nikolaj Arve

(f. 1990) er assisterende redaktionschef på Weekendavisen. Han skriver om politik, samfund, sugerør og havregrød, er uddannet cand.scient.pol fra Københavns Universitet og har tidligere været redaktør på DR Detektor (2019-2021).
Skriftemål. En militærnægter taler ud.

Antihelt

FOR LIDT MERE end ti år siden gjorde jeg noget, som jeg siden har fortrudt. Og som jeg næsten ikke tør at indrømme i dag:

Jeg nægtede at aftjene min værnepligt.

I stedet brugte jeg fire måneder som militærnægter på DR P3, hvor jeg gjorde alt det, som ingen andre gad: Jeg indsamlede klamme kaffekopper fra skrivebordene, kørte ærinder og registrerede den musik, der blev spillet. En hel aften stod jeg til en festival og åbnede en dør, hver gang Thomas Treo ville ind eller ud af den (og det ville han tit). En anden dag blev jeg sendt op på toppen af Parken for at fire et langt kabel ned til pressepladserne mange meter nede, så det ikke lå i vejen for fulde fans på tribunen.

Det sidste var nok egentlig en halvfarlig opgave, men jo ikke helt så farlig som at gå i krig for sit land. Var jeg faldet ned fra taget og havde berøvet P3-lytterne dagens fodbolddækning, ville man næppe svøbe min kiste i Dannebrog og sige: »Han døde, mens han tjente sit land.«

Jeg bliver derfor også altid lidt pinligt berørt, når jeg besøger mindesmærker som Mindelunden i Hellerup eller Monumentet i Kastellet. Har jeg egentlig nogen ret til at stå her, når jeg ikke engang ville bruge fire måneder i trøjen?

Jeg kunne godt skyde skylden for mit kujoneri på en masse praktiske omstændigheder. Jeg var godt i gang med at læse på universitetet. Jeg var flyttet sammen med min kæreste. Og der var alligevel så mange frivillige, at det næsten var et mirakel, at jeg ikke trak frinummer.

Men sandheden er, at jeg dengang slet ikke tog krig seriøst. Det var noget fra fortiden, før Murens fald og min lykkelige opvækst i 90er-hyggen. Noget, der foregik i computerspil som Counter-Strike og Red Alert, i film som Full Metal Jacket og Apocalypse Now, i musik som PJ Harveys krigskritiske mesterværk Let England Shake. Noget, vi selv på statskundskabsstudiet diskuterede med en vis teoretisk distance.

Det var noget, man kunne tænde og slukke for efter forgodtbefindende.

DER VAR SELVFØLGELIG lige Jugoslaviens krakelering, 11. september, krigene i Afghanistan og Irak, bomberne i Libyen og borgerkrigen i Syrien. Der var egentlig død og ødelæggelse nok i verden til, at alvoren burde stå klar for mig.

Men intet af det kom for alvor tæt på mit liv her i Danmark. Jeg levede i en verden af bobleplast, som først bristede, da Putins styrker rykkede ind i Ukraine for to år siden og ændrede alle politiske dynamikker og logikker.

Sådan har mange beskrevet det, som et tidehverv, en ubekymret tidsånd, der udskiftes med en ny og mere alvorsfuld udgave. Pludselig begyndte vi at spørge os selv, hvad vi ville gøre i samme situation som ukrainerne: gribe til våben eller overgive os?

Men uanset hvor fristende det er, kan jeg ikke tørre den af på tidsånden alene. Også før var der hvert år mennesker, tusindvis, der modsat mig meldte sig frivilligt til tjeneste eller bare aftjente den forbandede pligt i fire måneder eller lidt mere.

Gid jeg havde tænkt som dem: De gjorde det rigtige, før det var indlysende rigtigt.