I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det, vi troede, vi vidste
Arkæologerne har hidtil ikke skrevet meget om, hvordan folk forholdt sig til Downs syndrom i forhistorisk tid, mest fordi det empiriske materiale har været for sparsomt til, at man kunne sige noget med sikkerhed. Det har dog nok været en antagelse, også blandt lægfolk, at individer med svære og synlige handicaps generelt har haft det hårdt i oldtiden, og at de ofte levede som udstødte.
Det, vi ved nu
En ny international undersøgelse af genomerne fra 9.855 individer fra udgravninger rundtom på jordkloden har ført til opdagelsen af seks tilfælde af Downs syndrom. Alle på nær én – fra Finland i 1700-tallet – er fra det forhistoriske Europa, med både sten-, bronze- og jernalderen repræsenteret.
Ingen af de seks blev mere end 16 måneder gamle, sandsynligvis på grund af lavere overlevelseschancer i fraværet af moderne medicin. Men der var ikke nogen forskelsbehandling i døden. De blev begravet ligesom alle andre, og flere fik gaver med sig til det hinsides.
Det afspejler ifølge forskerne, at de blev anset for at være fuldgyldige medlemmer af deres fællesskaber.
Men …
Alle seks døde i en meget ung alder, sikkert inden det fulde omfang af det, vi i dag kalder for deres funktionsnedsættelse, kunne erkendes. Det er derfor nok forhastet at drage alt for vidtgående konklusioner om fortidens syn på dem, der var anderledes.