Mandag. Liberal Alliance ved voksenbordet, en mulig arrestordre på Netanyahu og det danske folketings første deep fake. Her er …

Dagen ifølge Søren K. Villemoes

Der tales en del om voksenbordet i dansk politik i disse år. Liberal Alliances Henrik Dahl udgav sågar en hel bog om emnet i oktober 2022. Ved voksenbordet: Om den kvælende midte i dansk politik hed den. Blot et par måneder efter udgivelsen blev den første flertalsregering hen over midten i 30 år etableret. Den »kvælende midte« var nu mere aktuel end nogensinde. Og i de her dage lærer Liberal Alliance i den grad om livets hårde realiteter inde på midtermatriklen.

Mere konkret forhandles der om forsvarsforliget. Forsvaret skal have tilført endnu flere midler endnu hurtigere. 40 milliarder frem mod 2028 for at være præcis. Men det er ikke de mange milliarder, der er uenighed om. Det er til gengæld en primært symbolsk ændring af værnepligten, der ikke blot vil øge antallet af måneder, man skal være i trøjen, fra 4 til 11, men mere kontroversielt: fremover vil den også inkludere kvinder.

Her har Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne markeret sig som principielle modstandere. For Liberal Alliance handler det delvis om en liberalistisk modstand mod at tvinge folk i tjeneste for staten, men også om kønspolitik. Hvis man endelig skal i krig, er det bedre at sende mændene afsted, da kvinder er vigtige at have derhjemme til blandt andet at føde børn, har budskabet lydt fra det liberale parti. For Danmarksdemokraterne er modstanden primært begrundet i et generelt forsvar for de klassiske kønsroller.

1. Voksenbordet

Det handler dog også om, hvem der kan få lov at sidde med ved voksenbordet i de kommende år. Forsvarspolitikken har opnået så central en placering i dansk politik og får tilført så svimlende beløb i disse år, at det ses som en forudsætning for at komme til fadet inde på midten, at man er med i forsvarsforliget.

Mandag morgen blev Alex Vanopslagh og Inger Støjberg inviteret til forhandlinger hos Venstres forsvarsminister, Troels Lund Poulsen. Han har tegnet fronterne tydeligt op og meldt ud, at man fra regeringens side ser accept af kvindelig værnepligt som en forudsætning for at være en del af forsvarsforliget. Det er alt eller intet med andre ord. Nogen er således nødt til at give sig i denne sag, medmindre de to partier forlader forliget og de mange milliarder.

I disse dage lærer Liberal Alliance i den grad om livets hårde realiteter inde på midten. Foto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix.
I disse dage lærer Liberal Alliance i den grad om livets hårde realiteter inde på midten. Foto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix.

Alt dette drama sker samtidig med, at Venstres målinger er historisk lave, og særligt Liberal Alliance, men også Danmarksdemokraterne i stigende grad tiltrækker de mange skuffede Venstre-vælgere. Således viste en Megafon-måling foretaget af TV 2 i sidste uge, at Venstre var helt nede på 6,5 procent, mens Liberal Alliance var tæt på at overhale Socialdemokratiet som landets største parti med 17,2 procent.

2. Mulig arrestordre

I Israel er premierminister Benjamin Netanyahu tilsyneladende nervøs for, at en arrestordre fra ICC, Den Internationale Straffedomstol, snart vil blive udstedt på både ham, hans forsvarsminister, Yoav Gallant, og den israelske hær, IDFs, stabschef, Herzi Halevi. Flere israelske medier har hen over weekenden beskrevet, at en sådan arrestordre kan være på vej i denne uge, hvilket angiveligt vækker bekymring i den israelske regering.

Hvis ICC udsteder en arrestordre, vil de 124 lande, der har tilsluttet sig Rom-statutten fra 1998, være forpligtet til at anholde Netanyahu, Gallant og Halevi, hvis de besøger et af disse lande, og udlevere dem til retsforfølgelse i Haag. De tre vil således ende i kedeligt selskab med folk som den russiske præsident Putin, der også fik en sådan arrestordre i 2023.

Israels premierminister Benjamin Netanyahu og forsvarsminister Yoav Gallant under en pressekonference i oktober sidste år. Ifølge israelske medier kan begge mænd snart risikere en arrestordre fra Den Internationale Straffedomstol. Foto: Abir Sultan/Pool Photo, Scanpix.
Israels premierminister Benjamin Netanyahu og forsvarsminister Yoav Gallant under en pressekonference i oktober sidste år. Ifølge israelske medier kan begge mænd snart risikere en arrestordre fra Den Internationale Straffedomstol. Foto: Abir Sultan/Pool Photo, Scanpix.

Ifølge israelske medier er den muligvis kommende arrestordre begrundet i mistanken om, at den israelske regering bevidst har udsultet Gazas befolkning ved at forsinke og besværliggøre udbringelsen af nødhjælp til områdets mange internt fordrevne. En sådan arrestordre vil være en gigantisk ydmygelse af Israel og stadfæste indtrykket af et land, hvis internationale ry og anseelse er kraftigt nedadgående i store dele af verden.

3. Demokratiundergravende

Længe har man hørt folk tale med frygt i stemmen om, hvordan AI-genereret indhold i de kommende år vil kunne bruges til manipulation i politik. Særligt spredning af falske videoer, de såkaldte deep fakes, har været anset som en potentiel, kommende trussel. Og nu er den så ankommet! Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, har valgt at åbne det dystopiske bal og delte i fredags en video på X, hvor han sad og så et pressemøde med Mette Frederiksen.

Pressemødet var dog en sådan deep fake, hvilket var tydeligt varedeklareret i videoen med store bogstaver i øverste højre hjørne.

På trods af den klare deklaration advarer flere eksperter om, at Messerschmidt nu potentielt sætter hele demokratiet over styr med sin video. »Deepfakes er generelt meget undergravende for demokratiet,« lyder advarslen fra Christiane Vejlø, der er digital trendanalytiker og direktør i Elektronista Media, til DR. Farlige sager.

Venlig hilsen

Søren K. Villemoes

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.