Ghostbusters: Frozen Empire er årets hidtil værste film. Dermed ikke sagt, at den er årets dårligste film, blot at den mere end nogen anden biografpremiere i 2024 eksemplificerer tidens mest triste filmtendens: reduktionen af blockbusterfilm til påmindelser om en svunden fortid, hvor Hollywood var i stand til at tænke en original tanke.

Den oprindelige Ghostbusters fra 1984 føles i dag som indbegrebet af en filmisk kioskbasker, men det er værd at huske på, hvad den oprindeligt var. Den var en enormt sær blanding af komedie og actionfilm fuld af dyre effekter, som aldrig før var blevet brugt i et sådant omfang til så letbenet en film. Filmens fortælling om en gruppe nørdede spøgelsesjægere er en smule latterlig, dybt uhøjtidelig og aldeles usentimental. Ingen karakterer undergår nogen egentlig udvikling, og man skal spejde langt efter psykologisk drama. Ghostbusters var i sin tid en risikabel investering og en gigantsucces mod alle forventninger.

Frozen Empire rummer ikke én eneste original eller risikabel idé. I stedet indsøler den – præcis som sin forgænger Afterlife fra 2021 – Ghostbusters-universet i et sentimentalt syrebad, der får den til at ligne tidens øvrige risikoallergiske genoplivninger af fortidens filmiske bedrifter.

Det starter altid med lanceringen af en skabelonskåret trailer. I traileren til Frozen Empire præsenteres vi med en nostalgisk klaverfigur som lydtæppe for en gruppe yngre skuespillere, der møder den oprindelige films nu aldrende cast. Langsomt går det op for en, at et filmunivers, der oprindeligt drejede sig om excentriske spøgelsesjægere, nu pludselig skal handle om familierelationer og sentimentale forbindelser til fortiden.

Dette setup har én eneste funktion: at få publikum til at identificere sig med børnene og få dem til at tænke som børn. Se, det er Bill Murray i Ghostbusters-uniformen! Se, det er de oprindelige spøgelser og de oprindelige locations i New York! Nu kan jeg huske, hvor glad jeg var for Ghostbusters, da jeg var barn! Mere er der ikke at komme efter, større ambitioner har filmen ikke. Det er filmhistorien som sutteklud.

{embedded type="node/custom_code_html" id="70034"}

DENNE TYPE FILMS blotte eksistens er grel nok i sig selv. Endnu værre bliver det, når de hyldes af filmkritikken og endda prises for at være, præcis hvad de udgiver sig for at være. I sin anmeldelse af Ghostbusters: Frozen Empire udfolder Informations filmanmelder Christian Monggaard sin glæde ved de to oprindelige Ghostbusters-film, inden han skriver: »Og når jeg ser de gamle film i dag – og de nu to nye film – bliver jeg mindet om alt det, jeg er vokset op med, og som stadig betyder så meget for mig. Som giver mig en mulighed for – midt i alt det voksne og ansvarlige – at holde fast i noget af mit barnesind, min nysgerrighed og eventyrlyst.«

Dette er – erfarer man i løbet af anmeldelsen – ment som en ros. Men eskapisme i form af en påmindelse om fortidens barnlige uskyld burde aldrig være nok til at stille en filmanmelder tilfreds. Uanset hvor rart det kan være at blive mindet om fortiden, må man ikke glemme den enorme pris, der følger med den her type film: De har, modsat hvad Monggaard tilsyneladende tror, intet at gøre med nysgerrighed og eventyrlyst. Faktisk repræsenterer de det stik modsatte. De bytter mødet med det nye og ukendte ud med døde billeder af det allerede velkendte. Ghostbusters er i dag en klassiker, der stadig opdages af nye generationer af børn og unge. Ingen kommer nogensinde til at gense Ghostbusters: Frozen Empire.

Mens jeg skriver dette, erfarer jeg, at der netop er blevet lanceret en trailer for Tim Burtons kommende film. Den hedder Beetlejuice Beetlejuice og er en opfølger til instruktørens gennembrudsfilm Beetlejuice fra 1988. Man skulle tro, det var en joke. Hen over trailerens billeder spiller en opdateret version af den oprindelige films calypsotema. Det unge stjernefrø Jenna Ortega cykler forbi skolen og den overdækkede bro fra dengang. Og så finder hun sig til rette ved siden af Catherine O'Hara og Winona Ryder fra den oprindelige films rollebesætning.

Under trailervideoen kan jeg læse, at den nye film handler om »tre generationer af Deetz-familien, der vender tilbage til Winter River efter en uventet familietragedie«. Det lyder meget lidt som den oprindelige films barokke, galgenhumoristiske univers, som ikke rigtig minder om noget andet, og enormt meget som endnu en ublu sentimentalisering af en af filmhistoriens ægte originaler. Vi burde alle, filmkritikere som publikum, kunne blive enige om ikke at lade os stille tilfreds med den slags.

Lasse Winther Jensen

Alt på ét bræt