Studentikost. Leonard Cohen var en habil forfatter, inden han blev en sublim sangskriver. De spedalskes ballet præsenterer en samling hidtil uudgivne tekster fra hans tidlige ungdom.
Skønlitterære læreår
Få fænomener er mere sjældne end kunstnere, der virkelig mestrer to forskellige kunstformer fuldt og helt. Marguerite Duras var både filminstruktør og forfatter, og hvis hun kun havde været en af delene, ville hendes værk stadig have stået centralt i eftertiden. Men hun er også den eneste moderne kunstner, jeg umiddelbart kan komme på, der har excelleret inden for to så væsensforskellige domæner.
Men hvad så med sangskrivning og skønlitteratur, to kunstarter, der er så beslægtede, at selv nobelpriskomiteen kan komme til at forveksle dem? Særligt to navne trækkes af stalden, når sangskrivningens litterære dimensioner skal fremhæves: Bob Dylan og Leonard Cohen. Selv er jeg af den overbevisning, at de to herrers kvaliteter som sangskrivere blot understreger væsensforskellen på det musikalske og det litterære. Jeg har til gode at møde nogen, der læser Dylans eller Cohens tekster i bogform uden at lytte til deres musik samtidig – vi dyrker dem i lige så høj grad, fordi de er blandt historiens store sangere og melodimagere.
Del: